PrometheusFlemming Kristensen

Big things have small beginnings

V

il man lave en sommerblockbuster med boxoffice potentiale, så viser historien med al tydelighed, at inkluderingen af religion og darwinisme, oftere er omvejen, snarere end genvejen, til målet. Ønsker man tilmed at inducere dette element i filmhistoriens måske mest ømtålelige filmfranchise, tilmed i selve DNA'et af franchisens livsnerve, så må instruktøren givetvis være skabt af et ganske særligt stof. Hermed velkommen til Ridley Scotts bemærkelsesværdige og modige comeback til sci-fi genren. En dobbelttydig leg med hybris begrebet, overmod og gudernes straf, meta som filmisk.

Da den engelske instruktøropkomling Ridley Scott i 1978, røg som tredie reserve ind i instruktørstolen på horror in space filmen Alien - Den 8. Passager, så havde de færreste, med tryk på færreste, en idé om, at denne engelske instruktør af britiske stiff upper lip sherry reklamer, skulle ramme alle tangenter korrekt og begå en uforskammet tidsløs klassiker.

The thing is not minding it hurts

S

tore tanker i sci-fi genren bliver nemlig sjældent budt velkommen med en ticker tape parade gennem New Yorks gader og filmen måtte også igennem trædemøllen og få hug med på vejen af New York Times, Variety og den legendariske anmelder Pauline Kael. Men det er menneskeligt at fejle, hvilket både anmeldere dengang, samt Ridley Scott gennem de sidste 30 år, har måttet erfare og hvor tiden læger alle sår, så har tiden det også med at kanonisere kvalitet. Alien er fra at være en del af et kult nørdeunivers, efterhånden blevet et kunstnerisk hvermandseje, hvor dens kvaliteter stadigt stærkere sætter de patetiske opfølgere i den affødte franchise, fuldkommen til vægs og udstiller deres svagheder som et ufordøjet måltid pasta efter en lang nats søvn.

Hvor meget Ridley Scott og undertegnede end ærgrer sig over han måtte overgive depechen til James Camerons banale dirigentstok i 1986 og dermed indlede startskuddet på en fatal voldtægt af H.R. Gigers ikoniske xenomorph monster, så er sket nu engang sket. Jeg istemte selv koret af hardcore Alien fans, da Scott meddelte sin tilbagekomst til universet, men hvordan giver man kunstigt åndedræt til en impotent sagesløs 210 centimeter høj xenomorph af nigeriansk afstamning? Svaret er, at det gør man ikke. Man tager udgangspunkt i et plotelement fra den originale film, som mærkeligt nok, aldrig er blevet udbyttet og forfladiget i den senere franchise. Den mytiske såkaldte space jockey karakter, som hilste det første ensemble velkommen på det fremmede rumskib på planet LV-426. Ikke med åbne arme, men med sprængt vom.

Gennem sparring med manuskriptforfatterne Damon Lindeloef og Jon Spaith omkring kodeordet space jockey, blev Ridley Scott slutteligt enig med sig selv om, at der var en anden historie at fortælle, end den sædvanlige af slagsen, hvis fokus eksisterede i periferien af den oprindelige Alien franchise. Utallige gange har han gjort opmærksom på sin manglende interesse for at gentage sig selv, så da temaerne skabelse, religion og tro pludselig var i spil, må det have passet som fod i hose i mandens planer for at vende tilbage udgangspunktet med en ny agenda og genvinde sit eget kuldsejlede univers.

Prometheus er fasttømret til Alien franchisen. Historien tager sit udgangspunkt i samme kendte univers, 30 år før den originale Alien film og inkorporerer allerede kendte elementer fra originalen, design- som effektmæssige. Hvad der distancerer filmen fra franchisens hidtidige tilgang, er at kampen mod xenomorpher med horror elementerne i centrum, må se sig placeret på sidelinien i en fortælling, som har fokus på menneskets oprindelse og dermed uundgåeligt kommer til at bringe livets store spørgsmål på banen. Skabelse, tro, religion, evolution og ikke mindst begrebet intelligent design.

Udgangspunktet for Prometheus er i denne forbindelse en afart af Erick Von Dänikens teorier, om udenjordiske racers indflydelse og manipulation af vor tilstedeværelse. Teorier som det forlængst er blevet god dannelse ikke at tillægge nogen betydning, men som det ikke desto mindre viser sig, er særdeles underholdende at spekulere filmisk i.

Ridley Scott må på forhånd have gjort sig klart, at det ikke er en let opgave at føre ud i livet. At bede filmstudiet Fox om mange penge til en sommerblockbuster, af en af deres økonomisk mest rentable franchises og så tilmed ville trække den i en retning væk fra sikker boxoffice eskapisme og introducere publikum for skabelsesteorier, som sjældent er den sikre retning til hurtig profitabel indtjening. Det lykkedes dog og alle sejl er i de sidste 6 måneder blevet sat til, for at udbrede budskabet om, at man således ikke skulle forvente sig en Alien film, efter den gamle skabelon.

Via en genial brug af såkaldte viral videoer, skabte man ikke kun interesse omkring filmen, Man formåede på ganske kort tid, at introducere filmens fokus og tema, samt give os viden om filmens kommende persongalleri. Således iscenesatte den første video hele fundamentet for Prometheus ekspeditionen og gav os et glimt af startskuddet på Alien franchisens grumme imperialistiske imperium, gennem en tale af dens grundlægger, den geniale eller gale magnat Peter Weyland og dennes higen efter viden og opdagelser, som skulle uddødeliggøre ham selv. Først billedligt og i filmen bogstaveligt, samtidig med, at hele Prometheus legenden om menneskers hybris, blev kørt i stilling.

Den anden video om androiden David, understøttede perfekt dennes væremåde og handlingsmønstre filmen igennem. Skabt med henblik på at kunne træffe og udføre uetiske beslutninger, at kunne forstå og sympatisere, men alligevel ikke føle som mennesker. Den sidste video om Elizabeth Shaw (Noomi Rapaaces karakter som arkæolog i filmen), forklarede hendes drivkraft for at blive tilknyttet Prometheus ekspeditionen.

Viral kampagnen blev en succes som med et bragte Prometheus frem i rampelyset af ventede film, men Scott selv følte stadig et behov for gennem utallige interviews at nedtone forventningerne, om en ny Alien film, men også at bryde med originalens særegne visuelle dystopiske univers, som han ikke havde nogen interesse i at vende tilbage til, ej heller at tage udgangspunktet i 70’ernes simplistiske teknologi, som lå til grund for originalen. Da han blev spurgt, hvorfor der er mere avanceret teknologi i Prometheus var hans svar

Yeah, but I couldn’t help that, because I didn’t know, did I? (Laughs) For all intents and purposes this is very loosely a prequel, very.

En attitude, som er ret gennemgående i Scotts tilgang til Prometheus, at han ikke har til hensigt at bedrive flueknepperi mht. at give publikum svar på alle spørgsmål, som måtte hænge i luften efter Alien kapitlet. Dette kom igen til udtryk i samme interview, da Ridley af sig selv spekulerede i, at interviewerens næste spørgsmål ville omhandle, hvilket rumskib der var tale om i Alien:

And then you say ”But how did that ship evolve in the first Alien?” Then I would say “Actually he’s one of the group that had gone off and his cargo had gotten out of control,” because he was heading somewhere else and it got out of control and actually he had died in the process and that would be the story there. That ship happened to be a brother to the ship that you see that comes out of the ground at the end. They are roughly of the same period give or take a couple hundred years, right? Other than that, there’s no real link.

I Prometheus befinder vi os nemlig ikke på planet LV-426 fra Alien, men på planet LV-223. Kun i forbindelse med en mulig opfølger, vil der blive spekuleret i historie og informationer, som muligvis, muligvis ikke, kunne føre til af få fortalt historien, om den første space jockey.

Gennemgang af historien (store spoilers)

David statue

E

n tirsdag formiddag for ca 570 mio år siden i den såkaldte Kambriske periode, hvor Adam og Eva endnu ikke har mødt hinanden, efterlader et enormt rumskib en person af en fremmed race, i en kutte ved et vandfald og flyver igen. Vedkommende har menneskelige træk, er voldsomt fysisk proportioneret med en hvid marmoragtig hud og ligner til forveksling en græsk statue af en mægtig kriger eller gud. Han tager en beholder frem, som ser ud til at indeholde en organisk levende substans og indtager den under nærmest rituallignende former, som måske indikerer en form for religiøs akt. Hans krop nedbrydes indefra med voldsom hast, knoglerne brister og huden tørrer ind til støv og han vælter ud i vandfaldet. I vandet sker der nu en syntese af hans afpillede legeme, hvor DNA strenge dannes og celler deles. Livets oprindelse.

Nogenlunde samtidig, 570 mio og 2089 år senere, konkluderer arkæologerne og kæresteparret, den religiøse Elizabeth Shaw (Noomi Raapace) og den ateistiske Charlie Holloway (Logan-Marshall Green), at det samme stjernekort går igen i billeder fra adskillige gamle jordiske kulturer, hvilket styrker dem begge i deres personlige, men divergerende opfattelser af, af menneskeheden ikke kommet til ved en evolutionær proces, men grundlæggende er blevet "skabt". Opdagelsen er så markant, at den amerikanske pendant til Maersk McKinney Møller, magnaten Peter Weyland, sponsorerer en ekspedition til stjernesystemet. 4 år og en billion dollars senere, ankommer rumskibet Prometheus med sin 17 mands besætning til månen LV-223, en broget skare som foruden Shaw og Holloway tæller en biolog, en geolog, kaptajnen Janek (Idris Elba), ekspeditionens leder Vickers (Charlize Theron), samt ikke mindst androiden David (Michael Fassbender).

Ekspeditionen lander nær nogle hule og ikke naturskabte klippestrukturer, som et mindre team udforsker og konkluderer har sin egen atmosfære, som gør det muligt for ekspeditionen at fortsætte uden hjelme. Stedet gemmer på et system af lange gange, med synlige arkæologiske spor af en anden civilisation og et skriftsprog, som androiden David formår at tolke og autonomt igangsætter han en hologram lignende sekvens, som viser store menneskelignende figurer flygte gennem gangene for at tage tilflugt i et aflåst rum. En af skikkelserne nåede ikke ind i rummet, men fik hovedet afskåret da rummet blev aflukket og da hologram sekvensen sluttes, ligger skikkelsen på stedet i en nærmest forstenet form. Shaw undersøger entitetens alder via en kulstof beregnings metode, som afslører, at begivenheden måtte have fundet sted 2000 år tidligere.

Skræmt af begivenhederne og opdagelsen, vælger biologen og geologen at tage flugten til skibet, mens David endnu engang udviser autonom handlekraft, uden teamets accept og får åbnet indgangen til det bagvedliggende rum. Det gemmer på et rum med en gigantisk buste, et hoved af samme form og udseende, som vor græske gud fra filmens intro sekvens, utallige ensartet skulpterede beholdere, samt selvfølgelig det afskårne hoved tilhørende den uheldige krop. Væggene har imprægneret billeder, hvoraf et nærmest Michelangelo inspireret af slagsen, viser et menneske i en dominerende positur over en dyreagtig skikkelse og et andet, viser en tydelig xenomorph skikkelse.

Teamets tilstedeværelse ser ud til at forårsage en forstyrrelse af rummets atmosfære og beholderne begynder at svede en sort organisk substans, mens billederne på murene forsvinder. Samtidig advarer moderskibet om, at en storm med er på vej og teamet får 15 minutter til at nå tilbage, Androiden David nedfryser ubemærket hurtigt et eksemplar af en beholder for at bringe den med tilbage, mens Shaw tager det afhuggede hoved med tilbage for undersøgelse. Shaw bliver fanget i stormen, da hun taber hovedet (dog ikke sit eget) udenfor Prometheus, men androiden David formår at redde hende. Geologen og biologen fandt ikke ud i tide og må se sig være strandet til stormen stopper.

Shaw analyserer hovedet på laboratoriet og opdager, at der er tale om samme DNA struktur som mennesker, mens David i al hemmelighed analyserer indholdet af beholderen, som gemmer på en bakteriemæssig substans i ampullignende form. David inficerer bevidst og ubemærket Halloway med bakterien, men først efter en uformel snak på tomandshånd, hvor Halloways arrogance overfor androiden skinner igennem qua en "vi skabte dig" attitude. Shaw og Halloway mødes senere, hvor de to har sex sammen, af ubestemt karakter.

Den svedende organiske masse fra beholderne har inficeret jorden og dermed også almindelige orme deri. Geologen og biologen søger tilflugt i det tempellignende rum, hvor et par muterede orme nu giver sig tilkende. Istedet for at følge geologens fornuftige forslag om flugt, er det biologens faglige interesse for den nye art, som tager over, med et fatalt udfald til følge.

Teamet tager tilbage til templet, nu med en synlig påvirket og inficeret Holloway, hvor de finder de korrumperede efterlandenskaber af geologen og biologen, mens David ubemærket fokuserer på at studere et andet lukket rum. Det viser sig at være et navigationsrum, hvor et nyt hologram sætter igang og viser den seneste aktivitet i rummet, hvilket vil sige for 2000 år siden. 4-5 ”græske guder” ser ud til at starte en maskine og et stjernekort kommer til syne, som markerer en rute tilbage til Jorden, hvorefter hologrammet afbrydes. David opdager, at én af ”ingeniørerne” er i live i dvaletilstand.

Holloways tilstand forværres kraftigt og han bringes tilbage til Prometheus, hvor kaptajnen Vickers ikke tillader ham adgang af frygt for smittefare. Holloway erkender fornuften og lader sig brænde ihjel for øjnene af de andre. Shaw gennemgår en scanning og David opdager, at hun, trods sin manglende evne til at få børn, ser ud til at være gravid i 3. måned. En umulighed, eftersom hun først har haft seksuel samkvem under turen, dagen før. Fosteret må være en afledt effekt af Holloways infektion og David vil, mod Shaws vilje, nedfryse hende i dvaletilstand.

Da to besætningsmedlemmer kommer for at nedfryse hende, overmander hun dem og flygter ud af laboratoriet og ind i Vickers rum, hvor hun programmerer den automat kirurgiske enhed til at foretage en operation på hende, for at få fjernet ”fosteret”. Ved fuld bevidsthed får hun skåret maven op og fjernet en blæksprutteagtig parasit og bliver lappet sammen og fryser fremmedlegemet inde i apparatet.

Bedøvet og afmattet søger hun ind i et rum, hvor David tilsyneladende er ved at gøre ekspeditionens bagmand Peter Weyland klar efter opvågning af dvaletilstand. David er skabt af Weyland og udfører dennes ordrer, deriblandt at have holdt ham hemmelig for ekspeditionen og dermed også det sande og langt mere selviske formål med den. At møde dem, som skabte ham, i håbet om, at de kan redde ham fra at dø af alderdom. Davids ordre var at vække Weyland, for at kunne kontakte sine ”skabere”, hvis en sådan situation opstod. David afslører for Shaw, at der er en sidste levende ”ingeniør” ombord, mens vi får at vide, at Vickers er datter af Weyland, som dog ser ud til at foretrække David mere som sit kød og blod. Måske fordi David ikke som Vickers, sætter spørgsmålstegn ved Weylands beslutninger.

Prometheus angribes af den afdøde geolog, hvis lig, ser ud til at være under en form for kontrol af bakterien. Flere fra besætningen slås ihjel, førend kaptajnen får stoppet ham og postulerer, at indholdet af de mange beholdere formentlig er et resultat af biokemisk forskning af ”ingeniørerne” og stedet en våbenbase, i sikkerhed af ingeniørernes egen hjemplanet.

Ligeså interesseret i at møde den tilbageværende ”ingeniør” som Weyland, vender de sammen tilbage til hulen for at vække ham. Men virvar opstår, da Weyland konfronterer ”ingeniøren” om sit forehavende, mens Shaw vil have en forklaring på, hvem ”ingeniørerne” er og hvad de vil? ”Ingeniøren” svarer ved at rive hovedet af David og dræbe Weyland, mens Shaw undslipper i gangen. ”Ingeniøren” starter nu, hvad der viser sig at være et rumskib, mens David gennem radiokommunikation fortæller Shaw om ”ingeniørens” plan. Den samme som for 2000 år siden. At bringe skibets last til Jorden.

Vickers vil flygte til jorden, men Shaw overbeviser kaptajnen om, hvad der er ved at ske og den tilbageværende besætning foretager en selvmordsmission, hvor de flyver ind i det lettende rumskib, efter Vickers og et overlevelsesmodul, er blevet reddet ud fra Prometheus. Det store rumskib dræber dog Vickers da det styrter ned, mens Shaw søger tilflugt i overlevelsesmodulet. Shaw kontaktes af David, som fortæller hende, at ”ingeniøren” er på vej for at dræbe hende. Det efterladte ”foster” fra operationen har dog vokset sig ud af det autokirurgiske apparat og Shaw formår at åbne døren til den nu fuldvoksne baby, som i fællesskab giver ny mening til begrebet ”meet your maker”. ”Ingeniøren” overfaldes og en tentakel føres ind i hans mund, mens skabningen lægger sig over ham og tømmer sit indhold i ham gennem tentaklen.

Shaw forbereder sig illusionsløst på sin uundgåelige og grumme skæbne, men David overbeviser hende om muligheden for at kunne flyve tilbage i et andet af de tilstedeværende skibe på planeten. Shaw vil dog ikke tilbage til jorden, men finde ”ingeniørernes” hjemplanet og mod filmens slutning løfter et andet rumskib sig fra planeten og flyver afsted.

I den sidste sekvens ses nu ”ingeniørens” krop ralle og en ny skabning gennemborer maven, en skabning som til forveksling ligner xenomorphen fra Alien, men måske ikke helt.

Filmiske op- og nedture

Figur af William Blake

P

rometheus er en kompleks affære af en film, hvis spilletid på 124 minutter, så absolut er begrænsende for dens fulde potentiale, hvilket især kommer til udtryk ved afslutningen. Filmens store plus, er det ambitiøst underliggende sci-fi tema. Fra introduktionen af ”ingeniørracen” i filmens introsekvens, til slutningen, var jeg intet mindre end blæst væk over visualiseringen af racen. Hvor meget CGI, der var indblandet i processen skal jeg ikke kunne sige, men de så meget organisk virkelige ud og deres majestætiske marmorhvide græske guder look, var alle skuer værd. Herfra ingen skuffelser over, at space jockeyen kun var en dragt. Indholdet oversteg mine forventninger.

Introsekvensen var et syn for guder (haha), æstetisk og simpelt udført. Jeg formoder, at Scott har ønsket at lave en variation af ”Dawn of Man” sekvensen i 2001 A Space Odyssey, selvfølgelig blot med en anden evolution for øje. Selvopofrelse i en nærmest religiøs kontekst, visualiseret i en nedbrydelse af DNA, førende til livets oprindelse. Den mest uselviske form for terraforming, jeg hidtil har oplevet.

De første to trediedele af filmen er generelt fremragende eksekveret, med et tilpas godt narrativt pace til at drive historien fremad. Og eftertænksom nok til at give de rette karakterer tid nok til at udvikle sig parallelt med, at der doseres med spænding og horror, som man nærmer sig mysteriets forklaring.

Mine største ankepunkter for filmen er scenen, hvor geologen pludselig befinder sig udenfor Prometheus og derefter slår en del besætningsmedlemmer ihjel. Den er unødvendig, kasserbar og ligegyldig for filmens øvrige plot og tjener formentlig kun som formål at introducere noget action og få decimeret besætningen inden filmens slutning.

Mit andet ankepunkt er forsøget på at komprimere så mange hændelser i filmens sidste halve time, fra man skal have det endelige møde med den sidste ”ingeniør”, til rumskibet er nedskudt, ”ingeniøren” dræbt og xenomorphen en realitet. Begivenhederne fortjente så absolut mere tid til at blive dvælt over og intensiteten trukket ud.

Jeg har læst utallige internationale og nationale anmeldelser den sidste uge, selv af såkaldte notabiliteter indenfor branchen, hvis kritikpunkter i den grad får mig til at undre mig, hvorvidt der nogle gange kan arbejdes lidt for meget på akkord for at nå først ud i medierne med en holdning. Der er således tæsket døde dyr og inhaleret tudekiks i mængder, når det kommer til direkte sammenligninger med Alien originalen i alle mulige og umulige konstellationer, værst af alle det ellers renomerede blad Empires praktikant fornærmede anmeldelse.

Castet er hovedsagelig godt, men jeg har et horn i siden på Logan Marshall Green, som jeg ikke synes besidder en skuespilsmæssig naturlighed til at overbevise mig. Når man ser skuespillet, er det et problem og der var et par sekvenser, hvor han hev mig ud af illusionen. Noomi Raapace udfylder fint sin hovedrolle og er bortset fra sin handlekraft under operationsscenen, ikke portrætteret som et nyt indslag af macho stereotype kvinder.

Men Michael Fassbender tager, som sædvanligt må man efterhånden sige, prisen. Han leverer, uanset rolle, gang på gang, en total indlevelse i sin karakter. Graden af perfektionisme i selv den mindste gestikulering, mimik, holdning når han går og sidder og hans retorik, er et studie værd i et gensyn. Portrætteringen af androidens alt-mulig-mands rolle på Prometheus under den 2 år lange færd, hvor besætningen er i dvaletilstand fortsætter, hvor viral videoen slap.

Modsat "HAL" fra 2001 A Space Odyssey og ”Ash” fra Alien, har David ikke en skummel agenda. Hvad der gør David interessant er, at han udover en selvfølgelig absolut dedikering til sine opgaver, besidder en autonomitet, som gør ham opmærksom på ubetydelige detaljer i sine omgivelser. Han er som menneskerne ombord, vidensbegærlig og så er han bevidst om sit eget værd, endnu engang tangerende det hovmodige, hvor han til tider kløgtigt manipulerer andre , velvidende at de tilskriver ham at være den underlegne part i selskabet. Intet kunne være mere forkert.

Samtalen med Holloway, hvor David forgifter ham, er en underspillet retorisk magtdemonstration, hvor David manipulerende krydsforhører Holloway, for at få nogle af de samme svar, som menneskerne ønsker at stille ”ingeniørerne”. Jeg har på fornemmelsen, at David selv har taget initiativet til den forestående forgiftning, men at en mere respektfuld og mindre arrogant fremfærd overfor David, faktisk kunne have reddet Holloways liv. I manuskriptet tydeligvis ikke, men det er indikationerne heraf, som er interessante at lægge mærke til og som gør Davids karakter så kompleks.

En anden både morsom, men også vigtig detalje med David, vil de fleste formentlig misse i kampens hede, nemlig da han går rundt i ”ingeniørernes” navigationsrum og en stor stol glider ud. Han sætter sig i stolen og i et kort sekund sidder han med et vanvittigt smil og i en positur, som klart giver udtryk for, at han ikke er helt fremmed for at nyde magtens privilegier. Blink og man misser denne vigtige detalje, som ikke mindst glimrer i kontekst af hans efterfølgende bemærkning til Shaw.

”Everyone wants to see their parents die”

Charlize Theron og Idris Elba udfylder også deres respektive roller tilfredsstillende, men er blot biroller i det store spil. Weyland karakteren spillet af Guy Pearce, er måske den mest kontroversielle karakter, grundet sin korte performance. Hvorfor en yngre mand med makeup og ikke en gammel skuespiller? Fordi man har villet bevare kontinuiteten til viral video’erne og hermed den såkaldte TED Talk tale af Peter Weyland begået i det herrens år 2023. Makeup arbejdet er, også ved gensyn, glimrende, men jeg kan måske kritisere Guy Pearce for ikke nok i tale og udstråling at simulere den gamle person han er. Hvor meget verdens rigeste mand kan købe sig til i 2093, kan jeg dog kun spekulere om. Dick Smiths makeup arbejde og Dustin Hoffmans portræt i Little Big Man i 1970, bliver dog næppe overgået.

Tematisk reflektioner

W

eylands "we are the gods" tale. Biologens negligeren af fare. Holloways arrogance overfor androiden og menneskets kontinuerlige søgen efter svar uden omtanke. I kontekst af den originale Prometheus fortælling, hvor det var menneskelig intelligens som nedkaldte gudernes vrede, så kan utallige momenter undervejs siges at være selvforskyldte og af hybris lignende karakter, rangerende fra stupiditet til decideret hovmod.

Hverken tro, ateisme eller evolution får nogen specialbehandling i Scotts epos. Det er nærmere tidens trend af grøftegravende "jeg alene vide" karakter mellem troende og ateister" og den ofte efterfølgende intolerance i kølvandet herpå, som får et skud for boven.

Mest monumentalt for forståelsen af sci-fi temaets grundsten i Prometheus, er den ynkelige forsamling af mennesker, som tillader sig at konfrontere deres skaber med ønsket om udødelighed og en forklaring eller nærmere en retfærdiggørelse af "ingeniørernes" intentioner for menneskeheden. Selvopfattelsen af deres gøremåls umådelige vigtighed, værdiges ikke engang et ord af deres skaber. En let berøring af androiden Davids hoved, er den eneste følelsesmæssige respons og forståelse for den menneskelige søgen, som var det et "suk, I har ikke lært noget", førend "skaberen" følgelig må fortsætte af den vej, hvis rigtighed ikke står til diskussion eller kompromittering af menneskers simple forståelsesforhold. Og reaktionen og straffen kommer prompte.

Hvad forestiller det Michelangelo inspirerede vægmaleri i "ingeniørernes" hule? Er det symbolet på "ingeniørernes skabelse"? Menneskeheden? Eller er det et herre og tjener symbol, "ingeniørernes" beherskelse af livets gave og dermed også retten til at bestemme livets udvikling? Det menneskelignende væsen står i en dominerende positur over en ydmyg skabning. Kan det være bakterien i beholderne og dens originale fremtoning og mistede man kontrollen over sin skabning for 2000 år siden? Og hvad med xenomorph vægmaleriet? Er det monstro skabningen, som ligger i en ydmyg positur for det menneskelignende væsens fod?

Hvad ville "ingeniørerne" for 2000 år siden? Ville de udrydde Jorden og hvorfor? Et godt hint burde være de 2000 år, som mærkelig nok rammer ned i tiden for Jesus på jorden og kristendommens begyndelse. Så de udbredelsen af religion som en vederstyggelighed mod deres skabelse? Var de på vej, eller ombestemte de sig, som Elizabeth Shaw er inde på?

Hvorfor kalder geologen og biologen ikke kaptajnen op, da de ikke kan finde ud? Hvorfor udskriver jeg ikke et kort fra Krak over min rute, inden jeg kører forkert? Hvorfor farer man aldrig vild på bagkant, så man altid reagerer på forkant? Så ville man aldrig fare vild! Og en geolog, som graver i sten, har absolut ikke pr. definition bedre stedsans end andre.

Hvorfor er der stjernebilleder på 8 forskellige civilisationers gamle billeder? Tja vi er ikke enige om, hvad der er foregået for 2000 år siden, så hvad er sandsynligheden for at vi ved, hvad der er sket før dette? Erich Von Dänikens teorier går jo netop på, at udenjordisk liv må have manipuleret med vores eksistens. Ved vi, at "ingeniørerne" IKKE har manipuleret med os i tiden efter de 570 mio. år og at de ikke har været her siden da, eller er det først for 2000 år siden, at de ikke har besøgt os, da noget gik grueligt galt?

Shaws tilstedekomst i Weylands lokale efter den gamle mands "opvågning", hendes synlige tilstand og ar på maven efter operationen, afstedkommer ingen spørgsmål, men konstateres i stilhed og af Weyland gennem et nærmest nedladende blik, som var hun blot en bonde i et skakbræt. Kedeligt for Weyland, skal han netop møde "sin skaber", som vil opføre sig på samme vis overfor ham. Order #937. Crew Expendable. Mother. Weyland!

Det var ikke en tilfældighed, at David ser Lawrence of Arabia ombord Prometheus og ser scenen, hvor Peter O'Toole siger "The trick is not minding that it hurt". Peter Weylands første ord i dennes viral video, omhandler netop dette citat i kontekst af Prometheus legenden.

"Ingeniørerne" er skabt på foranledning af Ridley Scott, som en kombination af hovedet på Michelangelos David statue og personer malet af den engelske maler og poet William Blake.

Musik

M

usik af Marc Streitenfeld er absolut ikke Jerry Goldsmith. Ingen er Jerry Goldsmith, men i dette samarbejde med Ridley Scott, leverer Streitenfeld sit bedste arbejde længe. Et soundtrack som er vokset betydeligt på mig, efter gensyn og nu har sneget sig ind på min Spotify. Selvom jeg føler filmens gennemgående hovedtema bliver lidt for genbrugt, så er kombinationen af episke orkestrale scores og decideret ubehagelige momenter vellykket. Introsekvensen ”Life” , komponeret af Harry Gregson-Williams, er orkestralt neddæmpet, men passende episk i sin fortælling, som landskabet udfolder sig og Streitenfelds numre ”A Planet” og ”The Collision” lægger sig i slipstrømmen af numre med det rette format over sig, til at understøtte de store armbevægelser i tematikken.

Cinematografi og 3D

J

eg har bevidst udeladt at komme ind på det, som måske er Prometheus største force, ikke så mærkeligt, al den stund, at det også er Ridley Scotts. Billedmæssigt er filmen fra start til slut en håndbog udi magnifikke billedkompositioner. Jeg havde håbet på, Ridley Scott kunne beherske 3D teknikken, så man endelig kunne opleve en hovedsagelig organisk optaget film på reference listen, men jeg havde ikke regnet med omfanget af inkorporeringen af teknikken. Det var især den heftige brug af det jeg vil kalde for perspektivering, som fik 3D til at komme til sin ret i selv de mindre scener.

Det kom især til udtryk ved kortlægningen af hulerne, som blev visualiseret i Prometheus i hologram form. Den kombinerede effekt af 3D, dybde, gennemsigtig hologram og dernæst en ændring af kameraets fokus på objekter inde i hologrammet, var helt unik og gav mig næsten en Hitchcock’ish Vertigo følelse. Effektivt!

Kan man huske Avatars kontrol rum med gennemsigtige touchscreens, så bruger Scott effekten af disse i kontrolrummet, til oveni dybdeforholdet at perspektivere afstande og fylde mise-en-scene op i det som føles som flere lag. Svært at forklare, men det gav en følelse af tilstedeværelse, som når man tog brillerne af, blev til en forfladiget visuel affære. Scott kombinerede med brugen af rigtig mange objekter, hvis ulige vinkler ind mod synsfeltet, hjalp til med at skabe dette rumforhold.

Følelsen gentog sig i hulerne, når dybden af de lange gange blev kombineret med udsigten indefra en hjelm, med en skærm udfyldende periferien af synsfeltet. Følelsen af at være tilstede.

De storladne 3D øjeblikke var af en anden karakter. Hologram sekvensen, visende ”ingeniørernes” flugt for 2000 år siden, var kæbeknusende, som om ”ildfluer” i flere dybdelag bevæger sig frem og tilbage. Det store stjernekort i navigationsrummet i 3D var således ”blot” en af mange momenter.

Scott gjorde også effektivt brug af formatet i filmens mest spektakulære horrorsekvens, da vi røg med Elizabeth Shaw ind i autokirurgi apparatet og fra hendes udsyn i den lukkede beholder, betragtede operationen og pludselig i en 180 graders sekvens rullede kameraet udenfor og blev tilskuere til processen.

Det var fra start til slut, en visuel nydelse af rang, og som 3D skeptiker en bekendelse af de store, helt at måtte overgive sig til formatets potentiale. På den anden side. Hvor mange film kan vi håbe på, vil kunne levere kvalitet af denne kaliber fremover?

Opsummering

F

orklaringer i sci-fi øjemed, hvad angår livets store spørgsmål, falder ofte fatalt til jorden, når vi forsøger at ”finde på”. Erkendelse er blot ikke særlig teatralsk forløsende, snarere et antiklimaks. Genrens største værker er ofte af deres samtid kritiseret for at mangle den konkluderende ”skåret-ud-i-pap” forløsning, som fungerer så glimrende i klæderne af eskapistisk underholdning og kvalitetsmæssigt kan dokumenteres via rå omsætning og koncensus blandt masserne. Men sci-fi er også at introducere visioner, som udfordrer os på vore egne efterfølgende reflektioner og hvis potentiale vi sjældent erkender eller anerkender, førend vi selv indvilliger i at deltage i reflekteringsprocessen og det uden garanti for et positivt udfald.

Ridley Scott serverer for os, en formidabel kompromisløs eksekvering af gud-menneske forholdet, hvor han affærdiger at visualisere, endog verbalisere, gudernes drivkraft for os. Som om en vision af dette, der kunne forklare og give os menneskeligt udtænkte simple svar for at skabe koncensus af tilfredsstillelse hos flest publikummer, også var ensbetydende med at være ... "den bedre film". Hvad der således ser ud til at være uforløst er i allerhøjeste grad forløsningen, fordi svaret allerede er givet i hele den måde Ridley Scott har eksekveret denne "races" væremåde på, qua ejerskabsforholdet over menneskeheden og vor, i sidste ende, ubetydelighed. Ulykkeligvis må selv skaberne erkende, at det er ”menneskeligt at fejle”, da dødssynden vrede overmander den sidste ”ingeniør” til sidst og denne søger hævn over Shaw, men istedet må tage til takke med sin egen nemesis. Overmandet af sine egne skabninger .

Prometheus fremstår desværre ikke som en fejlfri eksekveret film. En skuespiller har ikke karismaen til at udfylde sin rolle. Der er irritationsmomenter over en scenes unødvendige eksekvering og afslutningen er fyldt til randen med intense scener, som med fordel kunne have have fået 20-30 minutters ekstra spilletid, for at have været afrundet.

Sir Ridley Scott

Det grundlæggende tema, er dog med længder det mest ambitiøse sci-fi forlæg, som i mange år har fået lov at gennemsyre en film i denne genre og så tilmed i karakter af en sommerblockbuster. Den visuelle 3D æstetik så perfekt integreret uden at ty til banaliteter, at selv en 3D skeptiker må springe ud og erkende formatets uomtvistelige potentiale. Jeg vil formentlig studere 2D præsentationen på en kommende blu-ray udgivelse, fordi det altid er en nydelse at se perfekte farver og sortniveau i en film som denne. Men dybdeperspektivet udnyttes så markant for indlevelsen i selv de mindste sekvenser, at filmen uundgåeligt må være en bogstavelig talt forfladiget oplevelse foruden.

Jeg erkender, at jeg havde håbet på et filmisk mesterværk. Men jeg kan sluttelig godt nøjes med, at Ridley Scott formåede at genvinde sit eget univers og tilmed med et for vores tid, usædvanligt ambitiøst sci-fi forlæg, der ikke var koncensussøgende, men snarere middelmådighedsforsagende og i det mindste, med længder, klart næstbedste kapitel i hele sagaen.

3D forestillinger

J

eg satte mig for at se Prometheus i alle 3D formater, men må med slet skjult flovhed erkende, at jeg sprang i målet og mangler MasterImage formatet. Men lad mig kort opsummere de fire formater

MasterImage

Det dominerende 3D format i København er MasterImage formatet, brugt af Nordisk Film bl.a. i Imperial. Systemet er baseret på såkaldt passiv teknologi, hvor polariserende billeder reflekteres i et sølvlærred, som de polariserede briller dernæst filtrerer fra i et højre og venstre billede. Brillerne er meget billige at producere.

Real D

Teknologisk er der tale om stort set samme teknologi som MasterImage, men differentierer ved brugen af en anden filter metode, foran projektoren.

XPand

XPand formatet benytter sig af såkaldte aktive briller. Her er det brillerne selv, som forestår filtreringen af billeder ved at lukke meget hurtigt op og i, så højre og venstre øje modtager de korrekte billeder. Samme teknologi, som benyttes i TV.

Dolby 3D

Dette format benytter sig også af en passiv måde til at polarisere sig til den korrekte selektion af billeder, men modsat Real D og MasterImage, er man ikke afhængig af et sølvlærred, men kan vise film på et almindeligt lærred. Brillerne benytter sig af såkaldt dikroniske glas, som er dyrere at producere og mere følsomme.

Cinemaxx

F

ørste forestilling var forpremieren i den københavnske Cinemaxx biograf og lad det være sagt med det samme, at skuffelsen var stor fra begyndelsen af. Farvepaletten var synligt gal, skarpheden ikke eksisterende og detaljegraden tættere på DVD kvalitet end HD. Det værste var dog kombinationen af en projektor med alt for meget lysstyrke og brugen af sølvlærred. Et sølvlærred reflekterer lys ujævnt over sin flade. Jeg sad en smule til venstre for lærredet og kunne se et cirkelformet område, med overeksponeret lys ud for mig. En lysstyrke, som derefter blev udjævnet, desto længere man kiggede ud mod siden. En forfærdelig grim uæstetisk oplevelse, som fuldkommen ødelagde oplevelsen af mange scener, ja tilmed forvrængede en enkelt, så jeg faktisk ikke kunne se, om begivenhederne på lærredet foregik horisontalt eller vertikalt.

Klovborg

J

eg havde hørt meget om kvaliteten af Klovborg biografens Dolby 3D format. Gennem samtale med biografens projektionist Michael, bestilte vi 3 billetter til premieredagen og forlod med højt humør København i forhåbningen om en god oplevelse. Jeg var i det mindste sikker på, at det ikke kunne blive værre end dagen før. Istedet for at vente 4 timer på filmens start, tilbød biografens ejermand os, at vi kunne få en eksklusiv forestilling, hvor kun vi var tilstede. Tal om et "offer you can't refuse", så vi indvilgede ... modvilligt!

Det blev en forrygende oplevelse og den for undertegnede klart bedste 3D præsentation jeg til dato har oplevet i nogen biograf. Skarphed og detaljegraden var helt i top, men bedst af alt, følte jeg ikke farverne var påvirket af 3D glassets toning og jeg manglede ikke lys, et ankepunkt jeg ellers brokker mig over konstant, når brillerne dræner billedet for lys og sortniveauet var i top, så de mange mørke sekvenser beholdt deres stemningsfulde atmosfære. Alt i alt var det en i særklasse visuel præsentation, som vitterligt har forsikret mig om 3D formatets fremtidige potentiale uagtet, at der nok er forbandet få visuelle filmskabere i Ridley Scotts kaliber.

Baltoppen - Ballerup

D

et blev dagen efter til mit første syn med XPand formatet i en biograf, denne gang den lille Baltoppen biograf i Ballerup. Et format jeg kender fra min egen projektor og som jeg derfor kender til ulemperne og fordelene ved. Og jo, jeg genkendte straks billedet. Ligeså skarpt og detaljeret som Dolby 3D formatet havde kunnet gengive, men med en anelse grønlig toning, forårsaget af glassene og igen med en tilpas dræning af lys til, at man bemærkede det. Derudover kunne jeg se en smule ghosting de første 15 minutter, formentlig grundet behov for opvarmning. Derefter var billedet perfekt. Alt i alt en potent 3D præsentation, som dog lige mangler det sidste hak op til Klovborgs Dolby 3D præsentation.