Anmeldelsesmetodik
Film
Lad os slå det fast med syvtommersøm! En anmeldelse er en entydigt subjektiv vurdering af en given film, af én enkelt person! Personlig smag ligger til grund for en meningstilkendegivelse, som ender op i en anbefaling af en film eller ej. Bruger man koncensus med egne holdninger til at kvalificere en anmeldelse, så bør man nok sætte journalistuddannelsen på hold lidt endnu.
Vi lægger ikke fingre imellem, når vi anmelder film, men er kompromisløst subjektive i vores tilgang. Vi anmelder af interesse og lyst og køber derfor selv vore anmeldelseseksemplarer. Det betyder formentlig, at man vil se færre bundkarakterer hos Cinefil end andre anmeldelsessites, da vi gør et grundigt forarbejde for at købe kvalitetsudgivelser, vi selv måtte have interesse i.
Det er også en bevidst strategi at være tilbageholdende med topkarakterer. Ofte ser vi, at man i kølvandet på et syn af en film, har en tendens til at være for positiv overfor en film og revurderer i lyset af et par dages eller ugers reflektion. Topkarakterer gives med ekstrem omtanke.
Vi lægger vægt på at undgå information i anmeldelser, som kan afsløre detaljeret vigtig information i en films handling. Men det hænder, at man finder det nødvendigt for en gennemgang at gå dybere til værks. Er dette hensigten, vil vi i vore anmeldelser altid forsøge at gøre opmærksom herpå. Vore anmeldelser afspejler ikke den ultimative sandhed mere end andres, men det er vores mål at anlægge nogle vinkler, som ikke blot er informative og men også inspirerende for læserne.
Video
Der er løbet meget vand under broen siden blu-ray formatets fremkomst i 2006. Konstant er kvalitetsniveauet for billed- og lydkvalitet blevet løftet, som årene er gået og vi har ofte måttet revurdere tidligere syn på billed- og lydkvalitet, når man enten er blevet bekendt med udgivelser, som flytter referenceniveauet, eller man lærer om komplekse eller ekstreme forhold, der har gjort sig gældende for en given udgivelses billed- eller lydside.
Billed kvalitet, af mange blot forkortet PQ (picture quality), bedømmes i Cinefil regi udfra den højeste fællesnævner på markedet, det man kalder reference kvalitet. Det er således nødvendigt at definere, hvad Cinefil forstår ved reference kvalitet og det synliggøres bedst ved at gøre opmærksom på faldgruberne omkring en sådan kvalitetssikring.
Det er en udbredt opfattelse hos mange, at en instruktørs originale værk, 100% overført til digitalt medie, så billedet fremstår som på premieredagen i biografen, er referencekvalitet. Meningsløst! Der findes masser af eksempler på udgivelser, danske dogmefilm iberegnet, hvor billedkvaliteten af originalkilden er kompromitteret. Om det har været instruktørens vision, et udslag af teknologiske valg, kameraer og filmtype, er i bund og grund ligegyldigt. Vil man tage højde for alle disse parametre og differentiere trods ensartethed i billedet, handler man udfra et diffust sammenligningsgrundlag og resultatet bliver en anarkistisk karaktergivning.
Desuden er der stor forskel på kvalitetsniveauet af biografernes analoge udstyr og udstyret i de danske hjem, for ikke at snakke om de mange muligheder for fejlkalibreringer af udstyret begge steder. Flertallet af anmeldere kan desuden ikke huske farvenøglen, kontrasten eller detaljegraden på en film de så i biografen og kunne de det, ville det være komplet ligegyldigt, fordi de sikkert ikke har set filmen under optimale forhold.
Vi lever i den digitale tidsalder og det er en faktualitet, at de bedste hjemme HD projektorer og storfladskærme, idag formår at konkurrere med biograferne på billedkvalitet. Der er desuden rigeligt med informationer til rådighed i analoge filmstrimler til at ende op med fantastiske HD billeder i digital 1080p kvalitet. Det er alene et spørgsmål, om kvaliteten af kildematerialet, den analoge filmstrimmel og den indsats man gør for at restaurere og rense hvert enkelt billede.
Sort/hvid kontra farve, er heller ikke et forhold som er bestemmende for billedkvalitet, ej heller hvorvidt en film har filmgryn eller ej, et stort irritationsmoment for mange. Filmgryn behøver ikke påvirke detaljeringsgrad eller kontrast i negativ retning. Faktisk er filmgryn en medvirkende faktor til at bibeholde en films oprindelige skarphed. Hvilket flere filmselskaber gennem årene desværre har set gennem fingre med, for at tækkes vildledte forbrugeres misopfattelse af billedkvalitet. Det har ført til flere rædselsfulde udgivelser af film, hvor man via processen Digital Noise Reduction (DNR), fjerner filmgryn.
For mange seere, for hvem HD er lig med et glat billede, er resultatet imponerende. Men det modsatte er tilfældet, en skændsel mod filmstudiernes store kulturarv. Instruktørers originale visioner kompromitteres, hvilket er at sammenligne med, at malerier som Leonardo Da Vincis Mona Lisa, får poleret overfladen op, så penselstrøg udviskes. Uhæmmet brug af DNR fjerner detaljer i billeder, således at teksturer og ikke mindst hudoverflader, bliver voksagtige, hvorved en film pludselig får et kunstigt udtryk. DNR KAN dog også bruges med omtanke, hvorved filmgryn kan minimeres uden at få negativ indflydelse på detaljegraden.
Der er flere omstændigheder at tage højde for. Edge enhancement, silhuetter omkring objekter fremkommer, når man overskrider grænsen for at gøre et billede kunstigt skarpere. Kontrast, spændvidden mellem sort og hvid, er afhængig af et TV/projektors kvaliteter. Nogle vil sandsynligvis betragte film som fiaskoer pga. et synligt fravær af billedinformation, mens andre vil vurdere dem som nærmest perfekte. Samme film, men forskellige syn pga. kvalitetsforskellen udstyret imellem.
At vurdere billedkvalitet er med ovenstående in mente, på ingen måde en nem affære. Referencekvalitet er en balancegang mellem detaljegrad, skarphed, kontrast og fraværet af ovenstående problemer. En opgave som på ingen måde er fejlfri at udføre, men hvor kvalitets udstyr og lidt træning, ihvertfald forøger muligheden gevaldigt for en saglig vurdering.
Ikke alle film er produceret med henblik på at opnå et referencekvalitetsstempel. Husk derfor altid at læse kommentarerne igennem, som understøtter en anmeldelses karakter. Bag en middelmådig karakter, kan der således faktisk gemme sig ... en succeshistorie.
Audio
For de fleste er kendetegnet ved HD, en kvalitetsforbedring af billedet. Sandheden er, at lyd ligeledes har fået en gevaldig saltvandsindsprøjtning, sammenligner man potentialet for lyd på DVD mod Blu-ray. Alle DVD udgivelser må klare sig med komprimerede lydspor, så lyden fylder mindre på en DVD skive, med lydtab til følge. Med Blu-ray skivens indtog er der kommet nye surround formater i spil, som ikke lider under disse begrænsninger. Der findes nu tre varianter af lydspor, som er uden værditab iht. den oprindelige lydkilde, i populær tale kaldet "lossless" lydspor.
PCM
Dolby True HD
DTS HD Master Audio
At skulle forklare forskellen mellem DVD og blu-rays potentiale ud fra de teknologiske specifikationer alene, er en opgave som inddrager utallige betegnelser som f.eks. bitrate, sampling frekvens og sampling dybde, for ikke at tale om de mange lydspors formater. Det kan altså tage sin tid at gennemskue betegnelserne, men vi mennesker er heldigvis også sidste led i lyd-fødekæden og som sådan, ender lydsporene til sidst i vore ører, hvor den egentlige vurdering af lydkvalitet kan påbegynde og så kan nok så mange bits og bytes måske ikke redde et middelmådigt af slagsen. For at gøre en potentiel meget lang historie, mindre lang, så er lydkvalitet for os, ikke kun et spørgsmål om at kunne skabe et imponerende lydmix og surroundlydbillede. Klangfarve (engelsk: timbre), er en essentiel ingrediens i hele ligningen.
Men lad os starte med et tage et hurtigt kig på et stigende problem omkring indspilning af CD'ere indenfor musikbranchen, som efterfølgende kan være med til at illustrere et lignende scenarie indenfor film.
"Loudness War" er således afledt af fatale digitale forsøg på at "forbedre" originalen ved at introducere en art imponator effekt og resultatet er en underminering af lydkvalitet på CD indspilninger. Umiddelbare imponator effekter af denne art, også i filmbranchen, skal man ikke undervurdere efterspørgslen på. Der er masser med eksempler på film som indeholder lydmix med afsæt i imponator effekter, som får mange til at se igennem med eller overse svaghederne, i lydkvaliteten.
Dialog, som kommer fra centerkanalen i et surround anlæg, skal være naturlig og på ingen måde føles afdæmpet. For at få lydkilders naturlige nuance med, skal deres "levetid" ikke være begrænset mht. start og slut. På engelsk, envelope. En tydelig forskel på dette er f.eks. gengivelsen af et skud. Har et skud en naturlig dynamik, er der ikke manipuleret med skuddets envelope og resultatet er en højere detaljeringsgrad.
Lydbilledet i en film, skal karakteriseres ved seerens visuelle oplevelse, siddende med hovedet mod TV/lærredet, hvilket vil sige forholdsvis mere fokusering på fronterne (de to fronthøjttalere og centeren) og en dynamik som afspejler dette i lydbilledet.
En af de mest berømmede udgivelser i HD, hvad angår lyd, er Michael Bays Transformers, som endda blev nomineret til en Oscar for Best Achievement in Sound. Lydmixet er imponerende og indhyller seeren i et 360 graders virtuelt lytterum, hvor baghøjttalerne får langt mere dominans end ved en traditionel surroundindspilning. Desværre er prisen en dynamik, som lader meget tilbage at ønske for frontbilledet, hvor effekten omtalt fra Loudness War videoen, spiller ind. De nuancerede detaljer har måttet lade livet og de mange skud og eksplosioner, mangler totalt den tidligere beskrevne envelope og er reduceret til brag på brag. Det livlige lydbilled bliver fejlagtigt sammenlignet med god lydkvalitet, men sandheden er, at der er langt fra en titel som denne, op til egentlig referencelydkvalitet.
Vi opererer selvfølgelig med referencetitler indenfor lydkvalitet også, men det er ikke givet, at vi partout tildeler et DTS HD Master Audio 7.1 lydspor en bedre karakter end et 2.0 spor og således er det nødvendigt altid at forholde sig til vore kommentarer og ikke kun kigge på karakteren alene. Til sidst er det nødvendigt at gentage, hvad vi også sagde om billedkvalitet. Bag en middelmådig karakter på en ældre lydudgivelse, kan gemme sig en succeshistorie.
Ekstra materiale
Modsat en vurdering af audio og video, er en bedømmelse af ekstramaterialet en flyvsk størrelse. Ekstramateriale til en film, består traditionelt set af trailers, slettede scener, et eller flere kommentarspor, et billedgalleri og eventuelt små dokumentarer omkring filmens tilblivelse. Men populært sagt, er det "gørelsen" og ikke "størrelsen", det kommer an på i vurderingen af ekstramaterialet.
Med blu-ray, har man fået nye muligheder for mere interaktivitet. Kommentarspor behøver nu ikke blot være tale, henover det originale lydspor i dæmpet tilstand, men kan være Picture-in-Picture (PiP) videoklip, hvor man kan se og høre en person tale og endda se klip fra produktionen af den aktive scene man er igang med. De mest avancerede blu-ray afspillere (Profile 2.0), er endda istand til at streame yderligere ekstramateriale fra internettet. Et scenarie for fremtiden er deltagelse i en samtidig global screening af en given film, hvor instruktør, skuespiller eller andre fra en produktion, kommer med kommentarer under filmen og man efterfølgende får mulighed for at deltage i en QA session, selvom man fysisk er tusindvis af kilometre borte. Ikke kun teknologisk innovativt, men også et godt salgsargument, hvor kun indehavere af en original blu-ray udgivelse får adgang til ekstraindhold af høj kvalitet.
Hvorledes man anmelder ekstramaterialet afhænger, som med filmen, helt af den enkeltes præferencer. Et kommentarspor til en given film, kan være af så høj kvalitet, at man alene af den grund vurderer ekstramaterialets kvalitet højt, mens et fyldigt ekstramateriale, med dokumentarer og slettede scener kan være så informativt kedeligt, at tommelfingeren vendes nedad.
At se ekstramateriale, kan være en særdeles tidskrævende affære og ofte har vi ikke muligheden for at se og kommentere alt. Ekstramateriale til Alien og Ringenes Herre udgivelserne, er 30-40 timer i omfang og det vil være en uforholdsmæssig stor indsats, set i relation til selve anmeldelsen, at forvente dette. Vi vil altid ridse ekstramaterialet op og kommentere på det vi har set og hørt.


