Lad den rette komme ind
|   |   |
Lad den rettte komme ind
Lad den rette komme ind er årets store overraskelse. En fremragende svensk vampyrfilm, der langsomt kommer ind under huden på een. Oskar (Kåre Hedebrant) er en bleg, splejset 12-årig dreng, der bliver mobbet i skolen. Han tilbringer meget tid for sig selv, mens han fantaserer om at dræbe bøllerne i skolen. En nat flytter en mystisk gammel mand og en pige på alder med Oskar ind i lejligheden ved siden af. Samtidig sker der en masse bestialske mord i kvarteret. Pigen er selvfølgelig ikke en normal pige, men en vampyr. Hun hedder Eli (Lina Leandersson), og hun bliver hurtigt venner med Oskar, der møder hende om natten på den snedækkede legeplads i det kedelige kvarter af betonhuse. Filmen er en anderledes blanding af ungdomsfilm og vampyrfilm. Det er en øm kærlighedshistorie, men samtidig en brutal fortælling om fremmedgørelse og menneskets bestialske natur. Oskars verden består kun af mobning i frikvartererne, ensomhed på legepladsen og nogle gange besøg hos sin far, der er fraskildt moren. Det er svært at være 12 år. Men det er endnu sværere at være vampyr. Eli er nemlig ikke et mægtigt væsen. Det er ikke let at finde ofre og tage deres blod uden at blive opdaget. Så hun manipulerer for at overleve. Hun har brug for Oskar, specielt da det går galt for hendes gamle hjælper, og Oskar har brug for hende. Det er kærlighed som gensidig afhængighed. Filmens store styrke består i de smukke billeder af snedækkede skovbryn og tilfrossede søer. Instruktøren Tomas Alfredson skaber stemning med stillestående shots af mennesketomme betonforstæder med oaser af træer og parker. Vinterbillederne er smukke, men triste og mørke. Filmen foregår i 1980erne. Det gør hele filmen en smule mere trøstesløs med håbløst forældede køkkener og ingen moderne gadgets til at aflede opmærksomheden Lad den rette komme ind er en brutal og smuk krydsning mellem coming-of-age-historie og bloddryppende horror med en imponerende billedside. Det er noget af det bedste, der er kommet ud af skandinaviske filmselskaber i mange år. |
  |   |
Film ![]() |







