Daniel Craig er på rekordtid blevet godtaget som publikums foretrukne britiske agent, i den uendelige historie om livet i den hemmelige tjeneste. Men en svale gør som bekendt ingen sommer og spørgsmålet er, om instruktøren formår at forsætte, hvor man slap. Udvikle Bond og turde gøre det uventede

Da Martin Campbell satte sig i instruktørstolen for et par år siden, med formålet at genoplive den i alle henseender aldrende Bondfilms franchise, havde han alle odds imod sig. Enhver udskiftning af den centrale Bond karakter skal pr. definition kritiseres. Man ved hvad man har, men ikke hvad man får. Desuden var den britiske opkomling i rollen, Daniel Craig, lyshåret og ikke særlig gentleman agtig af statur. Campbell var dog samtidig begunstiget af, at nye film i serien sjældent fik filmkritikerne til at tage superlativerne i brug. Bond film var reduceret til karikaturer af deres egen fortid, hvor eksponeringen af det velkendte og forventelige, nærmest var en succesparameter. Kunne man levere alle de filmiske klicheér publikum forventede over to timer, så var underholdningsværdien i hus og ikke mindst indtjeningen. James Bonds ageringsmønster var låst fast og for hver ny film, måtte det patetiske gadget univers tilpasses de stadigt mere forskruede skurketyper, som stakkels manuskriptforfattere måtte bryde deres hjerner med at udtænke.

En genindspilning af Ian Flemings første Bond novelle, Casino Royale ... en frisk start, var måske alligevel ikke den dårligste idé og i bagklogskabens klare lys kunne en nærmest enig presse da også konstatere, at resultatet var en utvetydig succes.

Campbell var vendt tilbage til kilden, Ian Flemings forlæg og var i sin filmatisering mere fokuseret på fortællingen og persongalleriet, end på effektmageriet. Den næsten 2½ time lange historie, skabte omridset af en upoleret agent, egocentrisk, overmodig, sårbar og ikke mindst med licens til at tage fejl. Actionsekvenserne var færre, men udført efter de gamle stuntman dyder, hvor det var brækkede ribben og forstuvninger som forårsagede forsinkelser af produktionen og ikke problemer med computergrafikken. Humoren var dog intakt og ikke kun som opbygning af momenter, så James Bond kunne aflevere sine velkendte oneliners. Da Bond første gang mødtes med Vesper Lynd fra MI6, var hun ikke prototypen på en traditionel Bond kvinde. Hun var hans ligemand og kampen om domæne udviklede sig ikke kun til et mundhuggeri, men en ekvilibristisk sarkastisk mundudveksling, som endte med at være særdeles humoristisk.

Fra at have været den bløde mellemvare i et årti, skræddersyet til brutale enmandshære som Jack Bauer og Jason Bourne, trådte den britiske agent i karakter og krævede første fødselsretten til initialerne tilbage.

Jo forventningerne var i den grad skruet op til aftenens galla premiere på det nye kapitel, Quantum of Solace. Ikke mindst fordi den 39 årige Marc Forster denne gang står bag kameraet. Med succes'er bag sig som Monsters Ball, Finding Neverland, Stranger Than Fiction og The Kite Runner, ser Forster ud til at være den rigtige, til at fortsætte i fodsporene fra Casino Royale og give serien fornyet tyngde.

Quantum of Solace ER en hårdkogt opfølger. Bond fortsætter hvor han slap i slutteksterne fra forgængeren. Han lader våbnene tale og hvervet i dronningens tjeneste, har snarere form af inkasso rocker tjans end sofistikeret engelsk agent med hang til luksus.

Bond melodien er formentlig det ringeste i serien, men det er hurtigt glemt, da første sekvens indvarsler højoktan. En spektakulær biljagt i de italienske alper, ender i en kort intens scene, som eksploderer og giver næring til en ny jagt, denne gang til fods gennem den historiske by Sienna. Forskellene til stilen fra Casino Royale er til at få øje på og det var ikke positivt ment. Marc Forster er sprunget på vognen af instruktører, som ofrer spænding og visuel sammenhæng, for at presse maksimal intensitet ud af sine actionsekvenser. Stilen er umiskendelig Paul Grengrass, instruktøren af de to sidste film i Bourne trilogien. Hvor denne kom til besindelse med sidste del føljetonen, Bourne Ultimatum, gør Forster sørgeligt knæfald for shakycam stilen. Tilsat et musik lydspor, som pompøst forsøger at overdøve slagets gang på det store lærred, især i en meget lidt spændende flysekvens, var det det bare ... for meget.

Filmen er 40 minutter kortere end sin forgænger, men proppet til randen med veludførte stunts, som imponerer, men på nær én, ikke engagerer. Den flot koreograferede indledningssekvens i Casino Royale, hvor Bond til fods jagter en bombeingeniør til fods, var både hurtigt klippet, visuelt indbydende og på intet tidspunkt mistede man overblikket. Denne må man slippe totalt i Quantum of Solace og så er spørgsmålet, om man som seer finder den oppustede intensitet en bedre afløser. Undertegnede gjorde ikke.

De momentvis blændende indslag er tilegnet kemien mellem Judy Dench og Daniel Craig, samt den karismatiske Matthieu Amalrich som skurken Dominic Greene. En mand til mand kamp på et hotelværelse er det actionmæssige højdepunkt. Resten er en usammenhængende masse af billeder og lyd, vellyd velsagtens, for at stimulere alle sanserne. Der var sikkert flere positive oplevelser, men Forsters eksekvering af historien overskygger desværre. Jo filmen var digital, med flot billede og god lyd.

Quantum of Solace kunne have været et vigtigt skridt på vejen i skabelsen af en solid Bond karakter, men filmen er på nær de for få intense dialogscener, ikke ligeså intelligent eksekveret som Casino Royale. Det var en genialitet i sidstnævnte, at lade en stor del af filmen foregå i et langsommeligt pace på én lokation, hvor man kom ind under huden på ikke kun Bond, men også de andre karakterer. Den luksus må man se bort fra i denne omgang, hvor flowet er for hurtigt til, at detaljerne bider sig fast, spændingen fraværende og charmen reduceret til et minimum.

Ønsker man at genopbygge Bond fra grunden af, så bliver næste indslag særdeles afgørende for projektets succes. En gentagelse på Marc Forsters præmisser, 'all out action', vil være en bekendtgørelse af, at James Bond kun i få øjeblikke formåede at være substans, fremfor form.

Quantum of Solace