Stille Kaos (Caos Calmo)

Sammenbrud og genopbyggelse i slow motion

Samme dag som forretningsmanden Pietro (Nanni Moretti) redder en kvinde fra at drukne, falder Pietros hustru derhjemme død om. Pietro har svært ved at falde til igen på sin travle arbejdsplads, hvor der er interne stridigheder om en stor kommende fusion. Da han en morgen følger sin datter i skole, siger han til hende, at han vil vente på hende hele dagen i parken udenfor. Så det gør han. Også dagen efter, og dagen efter den. Venner og familie kommer og besøger ham i parken. Kollegerne ringer og fortæller om de nyeste stridigheder. Datteren vinker ud fra vinduet i klasseværelset til sin far.

Antonio Grimaldis skildring af Pietros alternative måde at tackle tragedie og afsavn er hyggelig og varm. Pietro flygter ikke fra smerten. Men han går den ikke direkte imøde. Han lader tiden hele sårene, mens han tager den med ro i parken. Dog spøger hustruens død i baggrunden. Plus en mulig affære hustruen har haft. Plus virvarret fra arbejspladsen. Plus så mange andre ting i Pietros liv, som han ikke har bearbejdet.

Stille Kaos er ikke i samme kaliber som Dykkerklokken og Sommerfuglen eller Tre Farver: Blå, der ligesom Stille Kaos handler om en protagonists eksistentielle bearbejdning af sit liv efter en tragedie. Den når hverken de samme tematiske dybder eller højder. Den ryster dig ikke i dine grundvolde. Den inviterer dig snarere på lidt spaghetti med basilikum og tomat med Pietro i parken end på en udforskning af eksistentielle dilemmaer.

Cinematografisk virker filmen også en anelse uambitiøs. Man kan mærke, at instruktøren Antonio Grimaldi har sin baggrund i italienske tv-dramaer. Der er ikke mange spændende tracking shots, komplekse billedkompositioner eller interessante vinkler i Caos Calmo. Derudover er soundtracket til tider en kende for anmassende. For eksempel Radiohead 'Pyramid Song' får lov til at dominere i en scene, da Pietro efter et mindre sammenbrud til et forældremøde kører i bil om natten.

Men selv om de filmiske sider ikke altid er i top, så byder Stille Kaos på flot skuespil. Specielt Nanni Moretti (der også selv er instruktør, og som vandt de Gyldne Palmer for Sønnens Værelse) giver en smuk præstation som Pietro. Han låner Pietro sit rolige sympatiske ansigt. Og samtidig kan vi i krogene og kanterne af Nanni Morettis ansigtet ane det ustabile og urolige under overfladen. Hele vejen igennem filmen opdager vi nye træk ved Pietro. Sider, som han nok ikke engang selv kendte til. Følsomhed, stolthed, sårbarhed, omsorg, endda aggressivitet.

Det er en lille film. Men med stor plads til menneskelige nuancer. I modsætning til Hollywood-traditionen søger filmen ikke forklaringer til Pietros adfærd i hans opvækst eller fortrængte hemmeligheder i hans ægteskab. Filmen gør derimod en pointe ud af, at Pietro klarer sig igennem krisen ved netop ikke at grave i det. Pietros løsning er hverken at søge psykologhjælp eller begrave sig i arbejde. I stedet spiser han pasta med hjemmegående husmødre. Smiler til piger, der lufter deres hunde. Støtter kolleger, der opsøger ham i parken med deres problemer. Ser op i vinduet efter sin datter.