Latin lovers. Hidsige spanske kvinder. Lækre vine. Kunstneriske sjæle. Farverig arkitektur. I den kyniske og kærlige Vicky Christina Barcelona prikker Woody Allen hul på de amerikanske fantasiforestillinger om det eksotiske Europa.

Woody Allen dekonstruerer med ironisk glimt i øjet en romantisk fantasi om europæisk frihed, stærk passion og vild kærlighed. I filmen personificeret i den bramfri, maskuline kunstmaler Juan Antonio (Javier Bardem) og hans hysteriske eks-hustru Maria Elena (Penelope Cruz), der som en kaotisk hvirvelvind suger to nysgerrige amerikanske piger ind i deres hektiske liv.

De to amerikanere er lige så stereotypiske som europæerne. Brunetten Vicky (Rebecca Hall) er en pæn pige, der mener, at kærlighed handler om stabile forhold. Blondinen Cristina (Scarlett Johansson) søger derimod hele tiden efter nye passionerede kærlighedsoplevelser. Sådan definerer de sig selv. Så da Juan Antonio henvender sig til dem på en restaurant i Barcelona med et tilbud om en flyvetur, en rundvisning og en trekant, afviser den pæne Vicky ham naturligvis, mens den eventyrlystne Cristina slikker sig om munden. Men Vicky har mere smag for spansk passion, end hun måske selv tror.

Woody Allen spiller på alle virkemidlerne for at karikere de amerikanske turister, der rejser ud i verden efter oplevelser. Figuren Juan Antonio er en kliche. En varmblodet, ultramaskulin kunster, der forfører naive amerikanske piger. Men Javier Bardem tilføjer rollen nærvær og nuancer. Hans vrede ekskone Maria Elena, der som en hidsig vulkan spytter galde ud mod sin eksmand og hans udenlandske elskerinder, er en også stor spansk kliche. Men Penelope Cruz toner frem på lærredet med så meget presence, at hun tilføjer rollen varme, hjerte og sjæl.

Woody Allen holder en ironisk tone igennem filmen. Det er ikke meningen, at vi skal identificere os for dybt med personerne. Dertil er de for overfladiske og naive. Det understreger Woody Allen via Vickys store akademiske projekt, der går ud på at identificere den katalanske folkesjæl. Det udfører hun ved at kigge lidt på Gaudis arkitektur og andre af Barcelonas sightseeing spots på præcis samme vis som de tusindvis af kameraklikkende turisthorder i byen. Ikke særlig dybt eller akademisk. Både Vickys og Cristina søger til gengæld på et lidt dybere plan i deres passionerede forhold til Juan Antonio. De forsøger at finde frem til dem selv, at afprøve deres grænser og selvopfattelser i forholdet til den eksotiske, spanske kunstner.

Hvis du tror, at de finder en større mening med livet, har du set for få Woody Allen-film. Allen er kynisk og ironisk som aldrig før. Men et eller andet sted holder instruktøren af de stakkels søgende sjæle, der farer vild i det spanske temperament. Og han holder også af biografpublikummet, som han byder på godbidder i form af en herlig lys tone, lækre spanske landsskabsbilleder og sprudlende skuespilspræstationer. Vicky Cristina Barcelona er en hyldest til livet med en mørk undertone af meningsløshed. Det er det nærmeste, man kommer en kynisk feel good-film.

Vicky Cristina Barcelona