Engang blev betegnelsen episk, brugt om film, der havde indhold af en særlig storladen karakter. Der var oftest tale om store fortælinger med en historisk baggrund. Efter årtier med sort hvid film i det gamle fuldskærmsformat, steg efterspørgslen på disse episke dramaer i 50'erne, da bredskærmsformater og farver slog igennem. Ben Hur, The Ten Commandments, Dr. Zhivago, Lawrence of Arabia og Quo Vadis er nogle af de mest kendte, men da verdens til dato dyreste film Cleopatra, med Elizabeth Taylor og Richard Burton, floppede i 1964, var genren godt på vej til at dø ud. Den succesrige Gladiator fra år 2000 indvarslede dog en renæssance og der kom igen fokus på historiske dramaer, hvor de seneste af slagsen, har været de mere eller mindre vellykkede Troja, Alexander, King Arthur og fornylig den kinesiske Red Cliff.

I en periode, hvor det næsten er lykkedes for filmstudierne at få publikum til at forveksle betegnelsen episk med animerede superhelte, så er det umådeligt befriende, når der ud af det blå, dukker en film op med et historisk forlæg, som søger ind til kernen af det, jeg personligt forbinder med episk.

Den russiske instruktør Sergei Bodrov, har for relativt få midler, formået at lave filmen Mongol, om legenden Genghis Khan, den store asiatiske hærfører og hersker over det største imperium verden har set. Da overleveringer og spekulationer er de største kilder omkring mandens liv og levned, har det hidtidige billede af manden været af ganske en-dimensionel karakter. Bodrov har taget udgangspunkt i en af de få nedfældede historier fra perioden om Khan, The Secret History of the Mongols, som menes at være forfattet nogle år efter hans død i 1227. Trods nødvendige kunstneriske friheder undervejs i fortællingen, for at fylde huller op, har Bodrov dog tegnet et helstøbt billede af manden og givet et bud på, hvem manden bag myten var.

Do not scorn a weak cub. He may become a brutal tiger!

Den 9 årige Temudgin er klanledersøn og som de mongolske traditioner byder, er det på tide at finde den kommende brud. Sammen med faderen tager den allerede stålsatte knægt ud på sin færd. Mod sin fars vilje vælger han pigen Borte fra en anden mindre klan, men drengen har valgt ud fra faderens anbefalinger om kvindedyder og har derfor udvist handlekraft. Men snart efter dør faderen og Temudgins trængsler begynder. Udover kodekset, at kvinder og børn ikke må slås ihjel, er der ingen ære eller moral tilbage i de mongolske klaners hieraki. Temudgins familie stødes fra magten og han holdes fanget, til han en dag er stor nok til at blive dræbt.

Det bliver starten på års skiftevis flugt og fangeskab, hvor Temudgins karakter formes af livet i vildmarken, i lænker og af minderne om pigen Borte. Som voksen bliver han endelig forenet sin brud, men endnu engang kommer gammelt nag i vejen, da han nu må lide for sin faders synder. Som ung bortførte faderen Temudgins moder fra klanen Merkits og denne gør nu gengæld ved at gentage proceduren med Temudgins kone. Pist Borte, går Temudgin til klanlederen og vennen Jamoukha, som lover at skaffe hende tilbage, til gengæld for Temudgins loyalitet.

Men de mange års prøvelser og evendelige kontroverser med andre klaner, har skabt en egenrådig og viljestærk mand, som snart må indse, at der kun er plads til én klanleder i Mongoliet, hvis lov og orden igen skal genskabes.

Det lidt over to timer lange drama, er ikke så actionfyldt et eventyr, som man umiddelbart ville tro. Bodrov giver sig god tid til karakteropbygningen af den unge Temudgin og formår at give en forståelse af livets gang i Mongoliet og den daværende politiske struktur i klanhierakierne. De etniske skuespillere, hvoraf de fleste aldrig har medvirket på film før, spiller helt uimponerede af mediet og der er et totalt fravær af både melodrama og overspil filmen igennem, som europæere ofte forbinder med stilen fra produktioner fra nabolandet Kina og Hong Kong. Den lille Temudgin, spilles af en skøn lille knægt, som udstråler det nødvendige potentiale som en kommende leder og den ældre version ligeledes stærkt spillende. Jeg lagde dog mest mærke til Jamoukha, da venskabet med Temudgin skulle portrætteres. Han formåede med en særegen karisma at stjæle billedet i et par af de vigtige scener.

De to timer er indfanget af Rogier Stoffers og Sergei Trofimov og cinematografien er imponerende. De utallige momenter af episk karakter, når de store mongolske sletter vises i bredskærmsformat, er en integreret del af fortællingen og det er sundt at fundere lidt over fraværet af computeranimation i scenerne, når kazakhere og kirgisere folder sig ud med deres rytteregenskaber. Enkelt og effektivt, men ikke mindre betagende af den grund.

Store slagscener er der kun to af og de fylder ikke meget i den samlede historie, men de bruges effektivt til at fortælle om Genghis Khans strategiske overblik. Min eneste store anke er slutsekvensen. Ovenpå den detaljerede gennemgang og opbygning af personen Temudgin, sprænger man i tid frem til slaget, som markerer begyndelsen af Genghis Khans lange regime. Det føltes malplaceret og gav nærmest et deja vu til en lignende sekvens i Oliver Stones Alexander og man undrer sig uvilkårligt over "hullet".

Mongol er dog absolut et syn værd. Bodrovs adaption om Genghis Khan er veludført, ikke mindst pga. det gennemgående stærke skuespil. Det flotte kameraarbejde giver fortællingen det rette episke skær, man nærmest forventer af en historie som denne, men uden at fjerne fokus fra det essentielle. Kan man leve med den noget bratte afslutningssekvens, vil man nok ikke have noget imod, at Bodrov snarest realiserer sine intentioner om en Mongol trilogi.