Cinefil - Blu-ray anmeldelse

fredag

jan022009

Becket

Diskutér

Becket er som en hård uventet lussing, en smagsnuance leveret af to ingredienser, som med et sætter alle andre opskrifter skakmat.

Filmen Becket fra 1964 er af mange årsager, en glemt film. Nu tilgængelig for første gang på dvd og i en blu-ray udgave vi her skal se nærmere på, vil nogle sikkert stille det spørgsmål, om det er umagen værd at bruge tid på at genopdage en film, hvis forlæg uden tvivl vil fremstå forældet for et nutidigt publikum.

Don't be nervous, Bishop. I'm not asking for absolution. I've something far worse than a sin on my conscience: a mistake.

Becket er en filmatisering af et teaterstykke, skrevet af den franske forfatter Jean Anouilh og opført på Broadway i 1959. Baseret på faktuelle personer og historisk korrekte begivenheder, tager historien udgangspunkt i en konflikt i det 11. århundrede imellem den engelske konge Henry II og dennes ven og rådgiver Thomas Becket. Henry II var barnebarn af William Erobreren, som i 1066 besejrede sakserne i England og derved sikrede sig den engelske trone, foruden at introducere England for normannisk kultur på, en for sakserne, ubehagelig insisterende vis. En konflikt de fleste vil huske fortalt gennem Robin Hood legenden.

Thank God, madam, He gave you breasts! An asset from which I derived not the slightest benefit.

England fortsætter under Henry II's (Peter O'Toole) regeringsperiode med at undertrykke den saksiske befolkning. Adelige og gejstlige er alle af normannisk herkomst, men sakseren Thomas Becket (Richard Burton) er ikke desto mindre blevet Henry II's højre hånd. Som personlige ven og rådgiver, endog fælles om seksuelle udskejelser med kvinder, er Thomas Becket enten umådelig heldig, eller begavet udover det sædvanlige. Han afskyes af de gejstlige og adelige af normannisk herkomst, men Henry II har høje tanker om Becket, som han betegner som Englands mest intelligente mand. I Beckets person, har Henry II fundet en sparringspartner, som formår at finde løsninger i et usædvanligt svært manøvrerbart politisk og religiøst landskab, som kongen kan udnytte til egen fordel.

Your body, madam, was a desert that duty forced me to wander in alone. But you have never been a wife to me!

Men Beckets position har en pris. Han er en splittet person, pragmatiker uden politiske eller religiøse idealer og uden evnen til at lade dybere følelser slå rod, når det kommer til venskab og kærlighed. En konstatering som Henry II også har gjort sig og som piner ham ind i sjælen, eftersom Becket er den eneste person, han respekterer og endog føler kærlighed til.

Henry II's tillid til Becket kender ingen grænser og da han udnævner Becket til Englands kansler formår de at finde en politisk konstellation, som gør det muligt for dem at indkræve skatter fra kirken, til en halvtom statskasse. Det er tydeligt også Henry II's håb, at tilliden også bør resultere i et tættere venskab med Becket, men mens Henry II nages af ubevidstheden om deres venskabs holdbarhed, nages Becket af ikke at have fundet mening med hans liv. Men da Henry II forsøger at reducere kirkens magt ved at indsætte Becket som ny Ærkebiskop af Canterbury efter forgængerens død, Englands højeste gejstlige embede, finder Becket sin plads, hvor han med ære kan tjene et højere formål. Han beslutter sig for at ville tjene sit embede på bedste vis og konfrontationen mellem Henry II og Becket, staten og kirken, er uundgåelig.

Gentleness is better politics, it saps virility. A good occupational force must never crush. It must corrupt.

Becket er et såkaldt periodestykke og 45 år efter sin premiere, stadig fyldt til randen med aktuelle temaer, som stadig er kontroversielle at debattere i vor tid. Og lad os dog blot konstatere det. De fleste vil aldrig få set denne film. Der er skåret ind til benet i Becket, som er foruden ekstravagante filmteknikker, action og computereffekter. Tilgengæld er der tre herrer, Peter O'Toole, Richard Burton og John Gielgud, en ganske betydelig del af de største karakterskuespillere, England nogensinde har produceret og deres præstationer i Becket går op i en højere enhed.

Jeg har sjældent set Peter O'Toole spille med større overbevisning, end i hans rolle som Henry II. Han leverer en præstation på kanten af karikering, men så intens, bidende satirisk og overbevisende, at rollen som Lawrence of Arabia falder i baggrunden. Med ovenstående beskrivelse af Beckets og Henry II's forhold, må man kunne fortolke sig frem til en undertone af homoseksualitet, men det er ligeså let at pointere, at Henry II selv nød så godt af den intellektuelle udfordring fra Becket, at resten af hans omgangskreds med tiden fremstod mere og mere inkompetente, inklusive hans egen familie. Det gjorde Henry II's situation så meget mere uudholdelig, da hans forhold til Becket, blev kompromitteret af dennes valg og deres veje måtte skilles.

Hvor O'Tooles præstation kan betegnes som method acting, lykkes Richard Burton med sin stemmebetoning og blik alene at udtrykke mere, end de fleste method acting skuespillere nogensinde formår. Selv i middelmådige produktioner, ender han op med at stjæle billedet, men i en film som Becket, hvor præstationerne over en bred kam er i top, er han bjergtagende. Bonus karakteren er John Gielgud, som er castet perfekt i rollen som den franske konge Louis VII, altid med en intelligent humoristisk tone lurende under det fejlfrie sprog.

Når man i to uger, har gennemset en til to film dagligt, hvoraf mange forsøger at tiltrække opmærksomhed ved at bryde konventioner, introducere variationer af gammelkendte twist eller ved filmteknisk at udfordre de cinematografiske muligheder, så er det befriende at genopdage, hvor essentielt dialog og skuespil i grunden er for en fuldbyrdet filmoplevelse. Becket konkluderer for undertegnede, at pennen ER stærkere end sværdet. At dybsindige, satiriske og intelligente ordvekslinger leveret af det rette ensemble, både kan være underholdende, oplysende og krævende for et publikum.

Becket blev nomineret til 12 Oscars i 1965, hvoraf den kun fik én. Den tabte i bedste film kategorien til My Fair Lady og i bedste mandlige hovedrolle til Rex Harrison fra My Fair Lady. Ganske enkelt en skandale. I 1968 spillede gentog Peter O'Toole sin rolle som Henry II i filmen Lion in Winter og igen blev O'Toole forbigået.

Det er på tide, at Becket bliver værdsat og forhåbentlig har jeg hermed givet mit bidrag. Det er en aldeles fremragende film og havde vi ikke været to dage inde i det nye år, havde filmen været på min top-3 liste over film set i 2008.

Video

I over 20 år var filmen utilgængelig for publikum, da 35mm negativet simpelthen var blevet væk. De andre filmelementer begyndte langsomt at korrodere og en restaureringsproces blev igangsat, hvor man udfra det bedst bevarede filmelement forsøgte at genskabe den klassiske film. Det er lykkedes meget tilfredsstillende, Becket kan nydes som det mesterværk det er. Dermed ikke sagt, at billedkvaliteten er helt i top. Detaljer især i hud, ser mig noget glatte ud, men om det er DNR eller det blot er konsekvensen af kvaliteten af de tilrådighed værende elementer, skal jeg lade være usagt. Farverne er meget mættede og især i nærbilleder er detaljegrad af rustninger og tekstiler i top. På distancen sløres objekter dog noget, men der er trods alt tale om en film, hvor dialog er det primære og derfor er nærbilleder af skuespillere det oftest forekommende. Ingen grund til skuffelse.

Audio

I en film som denne, med nogle af de bedste skuespillere verden har oplevet, er det vigtigt, at dialogen præsenteres godt. Der er to engelske lydspor på denne udgivelse. Et lossless 2.0 PCM og et remikset Dolby Digital 5.1. Jeg valgte 2.0 sporet og blev ikke skuffet. Dialogen var klar og tydelig og der var en god bund i klangen, så dialogen ikke, som med mange film fra perioden, lød unødvendig lys. Også filmens soundtrack er en god oplevelse og bedst af alt, er udgivelsen ikke plaget af diverse støj og hiss lyde.

Ekstramateriale

Det er rigtig godt ekstra materiale på denne udgivelse. Især kan man nyde kommentator sporet, som bl.a. kan prale af selveste Peter O'Toole. Med sådan en stemme, ville en brægen i sig selv, være tilstrækkeligt, men O'Toole leverer en god præstation i diskussion med film kritikeren Mark Kermode, omkring filmens produktion og historien bag.

Filmens eneste Oscar tilfaldt regissøren Anne Coates, som i en kort featurette deles hendes erfaringer omkring arbejdet på Becket med os. Jeg fik ikke set mere af ekstramaterialet igennem, som bl.a. har et interview med komponisten til filmen, et fotogalleri og en trailer. Men kommentarsporet alene er også pengene værd!

Gå til top