James Bond franchisen oplever i disse år en renæssance, ikke mindst iscenesat af den engelske skuespiller Daniel Craigs kompromisløse portræt af den engelske agent. Mens vi venter på premieren på den nyeste Bond film i rækken, ser vi nærmere på region A udgaverne af de første tre James Bond film, alle instrueret af Terence Young og nu i HD kvalitet.

Den engelske gentlemen agent 007, var tilbage i 50'erne ikke blot en fiktiv karakter baseret på krudt og kugler, blå skæg og briller, hos sit forfattermæssige ophav, Ian Fleming. På papiret skabte Fleming en person, som var summen af de erfaringer og indtryk han gjorde sig i det britiske efterretningsvæsens rækker under 2. verdenskrig. Karakteristika som livsnyder, karismatisk kvindebedårer og koldblodig dræber var ikke kun baseret på Flemings ego, men sammensatte egenskaber fra personer han havde stiftet bekendtskab med i sin tjeneste. Der manglede kun navnet fra en engelsk fugle ornitolog og så var det simple fundament klar, som ville vække genkendelsens glæde verden over årti, efter årti.

I 1961 fik Sean Connery sin første store rolle i TV i Shakespeare dramaet Macbeth, endda med en replik, som nærmest var indbegrebet af den figur han fremover ville ville blive uigenkaldeligt forbundet med

I dare do all that may become a man. Who dares do more is none

Den unge skotske bodybuilder imponerede med andet end sit udseende, men det var ligheden med Cary Grant, som i en alder af 58 sagde nej til rollen som Bond, som istedet skaffede Connery den attraktive rolle i Dr. No.

Da den britiske agent Strangeway og hans sekretær forsvinder på Jamaica, sendes Bond afsted for at finde ud af omstændighederne bag. Netop ankommet, må Bond snart se sig forfulgt og truet på livet. Mistanken om Strangeways forsvinden falder snart på Professor Dent, som er i ledtog med den gale Dr. Julius No og Bond slår nu følge med den amerikanske CIA agent Felix Leiter og dennes assistent Quarrel. Efter at have overlevet en edderkop og et kvindebekendtskab, leder efterforskningen dem til øen Crap Key, hvor drager, bikiniklædte kvinder og et skjult atomforsknings laboratorie danner rammen om afslutningen på den uendelige Bond sagas første kapitel.

Således skåret ind til benet, ville verden de næste halvtres år blive vidner til agent eventyr på agent eventyr skåret over samme læst. For modsat film af instruktøren Shyamalan, hvis publikum forventer uigennemskuelige plots, overraskende afslutninger og hensynsløst kritiserer fejltrin i processen, så er det forventningens glæde om gentagelser og gensyn, som vækker Bond publikummets begejstring.

Held i spil, "My name is ..." replikken, seksuelle ordspil med kvinder, sarkastiske ordspil med forbrydere, kvindenavne med seksuelle undertoner, dyre vaner med champagne og vin, samt charme, selvtillid og en god portion lækkert hår. I Dr. No introduceres vi for det første af mange forbrydersyndikater med en overskurk med kejser Napoleon syndrom. Det var en koldkrigstid og publikum søgte fiktionen og det simple eventyr, fremfor autenciteten med jerntæppe og a-våben trusler. En ikke uvæsentlig faktor for udformningen af Bonds modstandere i årene frem.

Jeg så alle Bond filmene op igennem 70'erne utallige gange via de årlige Bond kavalkader i Kinopalæet og Nørreport i København, men det enkle spørgsmål er vel egentlig, om filmene ved gensyn i HD anno 2008, stadig kan leve op til renommeet. Svaret må for Dr. No's vedkommende være et både og. Lowry Digital Images har gjort et formidabelt arbejde med at restaurere filmene og det er en nydelse at se Dr. No i en kvalitet, som nærmest er uvirkelig. Selvom jeg har set disse film så mange gange før, så er der sandhed bag ordene, at film opleves anderledes i denne kvalitet, men mere om dette i video sektionen.

Actionsekvenserne er håbløst forældede, bl.a. med kørescener foran et lærred. Kampscener i et format man sidenhen blev forvent med i Bond film, er her reduceret til et par skud mod en stålklædt varevogn. Men film SKAL opleves ud fra præmisserne i den tidsalder de er produceret i. Det er ikke kun charmen, men alfa og omega for at illusionen ved at se film er intakt. Er man ikke villig til at se film på disse præmisser, må man være mange filmoplevelser foruden og Dr. No har stadig så mange formildende omstændigheder af ikke kun barmhjertig karakter, at det berettiger et gensyn.

I behersket ekstase må jeg sige, at det er de bløde værdier, som triumferer. Dialogen er overraskende skarp, vittig og intelligent og Sean Connerys flair for underspillet komik er veludviklet. Filmkunst er det langtfra, men lidt historisk er der nu alligevel over de mange førstegangs elementer af klip, replikker og jokes, som fremover ville fortrylle et par generation eller flere. Totaloplevelsen var ikke så slem som jeg havde frygtet, men en smule bedre end mine forhåbninger.