Cinefil - Blu-ray anmeldelse

onsdag

dec312008

Gomorra

Diskutér

Ovenpå det som kan kaldes en ganske voldsom agurketid, er Italien ved at bryde ud af sit hi som filmnation der bemærkes internationalt. Det er længe siden den italienske neo realisme satte sit uforglemmelige præg på filmmediet. Og det er længe siden mesterværkerne flød som en lind strøm fra instruktører som Fellini, Rossellini, Antonioni, Visconti og De Sica. Vejen tilbage kom i 2008 på Cannes Festivalen, da to italienske film vandt Grand Prix og Juryens Pris for henholdsvis Gomorra og Il Divo, film som sidenhen har gjort sig bemærket med andre store festival nomineringer og priser, ja faktisk vandt Gomorra prisen for bedste film på European Film Award, afholdt i København i 2008. Gomorra havde premiere i Danmark i oktober og er nu udsendt i Italien på Blu-ray med engelske undertekster, en version det er lykkedes os at få fingre i. Men før vi ser nærmere på den, er det nødvendigt at bruge et afsnits tid på at kigge nærmere på Gomorra filmens forlæg og forklare titlen.

Cosa Nostra, er den del af den italienske mafia de fleste af os er bekendt med, populariseret via Mario Puzos Godfather bøger og ikke mindst den efterfølgende filmatisering af Francis Ford Coppola. Derudover eksisterer der en siciliansk gren, kaldet Camorra, som opererer i regionen Campania og i storbyen Napoli i syd Italien og som langsomt er ved at slå rødder internationalt. Gomorra er hverken et nyt eller gammelt begreb for den italienske mafia, men opfundet til lejligheden af forfatteren til bogen af samme navn, Roberto Saviano, som en omskrivning af ordet Camorra, for at henlede vores opmærksomhed på den bibelske fortælling om Sodoma og Gomorra, byer hvor menneskelig synd florerede i en grad, så Gud lod dem ødelægge.

Forfatteren er endnu ikke fyldt 30 år, født og opvokset i Napoli. Den indsigt og viden han som journalist har erhvervet sig om Camorraens aktiviteter, har han i sin bog udstillet til spot og spe. En handling som nok har sikret ham heltestatus i støvlelandet, men også en tillægsbonus i form af en pris på sit hoved.

Gomorra er en fortælling i fem dele om Camorraens virke i den fattige Sciampa bydel i Napoli, hvor et enormt faldefærdigt betonkompleks udgør den trøstesløse baggrund for en endnu mere trøstesløs dagligdag. Vi introduceres for mennesker som er i direkte eller indirekte kontakt med den lokale mafia og hvis handlinger og skæbner danner grundlag for udviklingen i de øvrige fortællinger.

Historien

Don Ciro er pengeudbetaler for Camorraen og bruger dagene på at udbetale, hvad der svarer til pensioner til familier, som er eller har været involveret i organisationen. Han er en undseelig ældre mand, tydeligvis en af de mere civiliserede i organisationen, en involvering som nok mere har været af nød end lyst.

Den kun 13 årig Toto, har ikke svært ved at beslutte sig om sine fremtidsmuligheder og forsøger og finde muligheder for at blive optaget i Camorraen. En dag overser han en arrestation af Camorraens medlemmer og får bragt nogle skjulte penge tilbage til klanens medlemmer. Toto får nu sit første job, som kurér.

Unge Marco og Ciro er produkter af popkulturen til en grad, hvor de er komplet afskåret fra enhver realitetssans. Livet med Camorraen på sidelinien forvrænges af deres syn på mafiaen generelt, hvor Al Pacinos mafia karikering Scarface, repræsenterer deres ypperste mål. Frygtløst lægger de sig ud med en verden, som er endnu mere kold og kynisk end nogen Hollywood indpakning.

Hvor der kan tjenes penge, findes Camorraen og fjernelse af kemisk affald er en lukrativ affære, som Franco (spillet af Toni Servillo, Consequenses of Love og Il Divo) er specialist i. Han får den unge Roberto som medhjælper, som oplæres og langsomt finder ud af, at fordi man ikke arbejder med hænderne, er arbejdet ikke mindre beskidt.

Sidste fortælling omhandler den midaldrende Pasquale, der arbejder som skrædder for en arbejdsgiver, som ikke just prioriterer personaleforhold fremfor profit. Han har spildt sit umådelige talent og er via sit arbejde også involveret som underleverandør til Camorraen. Da en mulighed for at tjene nogle ekstra håndører opstår, tager han chancen.

Det er let at trække paralleller til den stilistiske del af italiensk neo-realisme, for Matteo Garrones håndværk tager helt klart udgangspunkt i den nye bølge af samfundskommentarer pakket ind i realistisk dokumentarstil og håndholdt kamera, som vi bl.a. kender fra film som Syriana og Babel og som allerede i 40'erne blev brugt af Roberto Rossellini i film som Rome, Open City og Germany Year Zero. Gomorras filmstil har endog fået sin egen term, hyperlink cinema, fordi den narrative fortællestil minder om måden vi surfer på internettet på. Det er blot at forestille sig, at man læser en artikel på Wikipedia og et interessant link dukker op, som fører videre til en ny historie. Vi følger relationerne og det skaber sammenhæng og kontinuitet, men uden krav om kronologisk orden.

Det er med Matteo Garrones takstok, absolut en effektiv fortællemåde og man føler sig ubehageligt tilpas som passiv tilskuer, til disse orkestrerede, men uhyre realistiske øjeblikke, som nådesløst dekonstruerer tilværelsen i mafiaen. Volden er kompromisløs og ubehagelig, men det som ikke kan vises via en eksplicit handling, virker stærkest. Ansigtsudtrykkene hos Don Ciro, Toto og Roberto, når kameraerne langsommeligt følger deres dagligdag. En følelse af, at dagene skal overståes, at der ingen glæde er i livet. Det er umiddelbart svært at sætte sig i skoene på disse skæbner, men Matteo Garrone bruger i den grad kameraet til at beskrive omgivelserne, betonkomplekset som den italienske afbrændte natur, så man uundgåeligt må føle sig mismodig og ganske godt tilfreds med ens egen tilværelse. Forestillingen af et eko system, som synes glemt af samfundet, er ligetil.

Alligevel må jeg erkende, at Gomorra ikke er en ubetinget positiv oplevelse for undertegnede. Det er en stærk samfundskommentar, som distancerer sig nok fra sit persongalleri til, at man ikke når at få opbygget det man kan kalde, nødvendig empati. Det er et øjebliksbillede af virkeligheden. Uden tvivl får filmen belyst et problem, som det må være meget svært ikke at skulle forholde sig til som politiker i Italien og Matteo Garone har da også, som Roberto Saviono, fået den ypperste kompliment at være kommet på Camorraens dødsliste.

Men som med eksempelvis Syriana og Babel, fortager filmens påvirkning sig ret hurtigt og filmen bliver ikke siddende som en dårlig samvittighed, som den burde. Kald det blot et blasfemisk forsøg på at ville ændre på en konvention i en allerede fasttømret fortællestil, men jeg mangler en følelsesmæssig forbindelse, som i den grad ville kunne få mig til at se Gomorra som et mesterværk. Den italienske serie La Piovra (Blæksprutten) fra 80'erne, står stadigt i min hukommelse, som et stærkere dokument om den italienske mafia.

Video

Billedsiden akkompagnerer indholdet på bedste vis. De færreste vil nok forvente, at en film som denne, leveres med en strålende farvepallette og i en HD kvalitet, som kan konkurrere med reference titler. Garrone har valgt ikke at filme digitalt, men har brugt 35mm film og resultatet er perfekt. Billedet er kornet og gengiver en tilfredsstillende detaljegrad på distancen og er skarp i nærbilleder.

Kamerastilen tiltrækker sig ikke unødvendig opmærksomhed, men går imod den typiske overdrivelse, som man ofte ser ved brug af håndholdt kamera og evner at give illusionen af at være placeret midt i begivenhedernes centrum, uden man på noget tidspunkt mister overblikket. Jeg synes særdeles godt om de varierende billedkompositioner, når man indfanger personerne i nærbillede. Jeg har fanget flere eksempler i billedgalleriet.

Det virker ikke, som om farvepalletten bevidst er drænet for farver. Det er simpelthen sådan omgivelserne ser ud. Når mættede grønne og blå farver kommer i fokus, så ser man det også. Der er masser af mørke scener og selvom detaljegraden i sort generelt er god, så varierer det noget, men formentlig et bevidst valg. Alt i alt en fremragende stil til en film af denne slags.

Audio

Der er ét lydspor på udgivelsen, et italiensk DTS HD Master Audio 5.1. Første sekvens var lydbilledet så frontdomineret, at jeg måtte tjekke opsætningen af min receiver. Jo, der er skam surround på og der er også scener, hvor atmosfæren på stedet gengives troværdigt, bl.a. i den dybe kløft, hvor man ønsker at grave forurenet materiale ned. Det er dog primært en dialogdrevet film og tale står klart og soundtracket ligeså. Men der kunne godt have været mere dynamik i fronterne (de forreste højttalere), bl.a gengivelsen af skud, som lyder lidt tamme og en bedre udnyttelse af surroundperspektivet.

Ekstramateriale

Der er ca. 2 timers ekstramateriale på udgivelsen. En 60 minutters Making Of dokumentar og et interview med forfatteren Roberto Saviono, er de mest interessante, men dog desværre uden engelske undertekster. Derfor bliver ekstra materialet ikke vurderet for denne udgivelse.

Gå til top