En uvurderlig filmskat, et stykke filmhistorie og nu tilgængelig som hvermandseje. Havde historien slået et andet sving, havde det at se film været en ganske anderledes oplevelse idag.

Som titlen indikerer, var det ikke ligefrem mangel på ambitionsniveau man led af dengang i 1962, da man navngav denne western. Filmen fik dog ikke tilnærmelsesvis et eftermæle, som modsvarede ambitionerne, og i dag er det kun få, som overhovedet har hørt om, endsige set, filmen. Trods sine begrænsede kvaliteter, hvad skuespil og karakterudvikling angår, er filmen dog en milepæl i filmhistorien og havde begivenhederne udspillet sig anderledes, kunne den have forårsaget en teknologisk revolution af filmmediet, som vi kender det idag.

Publikum elskede Cinerama. Widescreen formatet, som tog alle med storm, havde premiere i 1952. Udtænkt i 30'erne af opfinderen Fred Waller, og udviklet ud fra principper omkring det menneskelige syn, var oplevelsen ulig noget andet tidligere set. Et kamera med tre linser optog et sammenlagt 146 graders bredt billede, som måtte gengives af tre synkroniserede projektorer, projicerende hver deres del af billedet på et kurvet biograflærred, i 2.89:1 bredskærmsformat. Resultatet var en imponerende visualisering af det menneskelige syn, som gav publikum illusionen af dybde i levende billeder og med det samme tvang de etablerede filmstudier til at finde på modspil. Datidens hjemmebiograf, TV'et, var allerede igang med at skære i biografernes publikumantal og det aldrende fuldskærms Academy format i 1.37:1, skulle udfases. Snart var nye widescreen formater i spil, bl.a. CinemaScope, som gjorde brug af den såkaldt anamorfiske linse, til dato stadig det mest benyttede widescreen format.

Ingen af disse formater formåede dog tilnærmelsesvist at skabe den samme illusion som Cinerama. Billederne var blevet bredere, farverne flottere, men oplevelsen forblev to-dimensionel. I de næste 10 år var Cinerama en publikumsucces, men de omkostningstunge biografer var der ikke mange af og udvalget var beskedent. En dokumentarfilm blev produceret pr. år i formatet og selvom forestillingerne altid var udsolgte, så var der i 1962 endnu ikke produceret en eneste spillefilm. Cinerama måtte enten bevise sit værd som et seriøst alternativ til standard film produktion, eller håbe på at kunne overleve som et populært nicheprodukt. Alle sejl blev sat til og forlægget blev en historie strækkende sig over 50 år, om civilisationens indtog på det amerikanske kontinent, om pionererne, nybyggerne og det vilde westen. Med et svimlende budget på $15 mio, et imponerende opbud af Hollywoods største stjerner og tre instruktører, deriblandt legenden John Ford, så kunne man ikke just fortænke nogle i at have høje forventninger.

Under produktionen blev Cinerama formatets svagheder som format til spillefilm, dog hurtigt eksponeret. Fra at have været vant til en såkaldt mise-en-scène af overskuelig størrelse grundet de en linsede kameraer, var instruktørerne nu nødt til at forholde sig til et panoramaformat, hvor det var umuligt for en person at fylde mere end en tredjedel af billedet. Især John Ford havde tilvænningsproblemer og i sekvensen om den amerikanske borgerkrig, et det tydeligt, at den gamle instruktør ikke følte sig tilpas ved formatet. Henry Hathaway formåede i langt højere grad at finde formatets styrker og instruerede tre af filmens fem sekvenser.

Når alt kommer til alt, er det dog tydeligt, at det er billedsproget, som er filmens egentlige narrative styrke og at skuespillerne blot er understøttende elementer til at drive en fortælling frem, som kunne udtrykke Cinerama formatets visuelle overlegenhed. Den fantastiske skuespiller James Stewart er direkte fejlcastet i rollen som pelsjæger, men der er dog små lyspunkter, bl.a. karakterskuespilleren Karl Maldens morsomme portræt af nybyggeren Zebulon Prescott.

Svaghederne iberegnet, så ender How The West Was Won alligevel op med at være dette års mest imponerende HD udgivelse, hvilket, ovenpå ovenstående gennemgang, muligvis kan synes uforståeligt. Men How The West Was Won, er et relikvie fra en svunden tid, en film som det i mange år har været umuligt at gengive i sit sande format og nu sidder man så her, med en Blu-ray udgave, som nærmest overgår virkeligheden. Fuld restaureret og filmen vedlagt i to udgaver, en "normal" widescreen version og en såkaldt Smilebox udgave, som illuderer det oprindelige kurvede billede i ærefrygtindgydende 2.89:1 format, gøres alle formodninger omkring det popsmarte i sidstnævntes optræden, til skamme.

Da jeg for nylig så billedet i Smilebox udgaven på et stort lærred, troede jeg ikke mine egne øjne. Med min 9 årige datter ved min side, valgte vi at placere os blot 1½ meter fra lærredet, fremfor i normal siddeafstand og illusionen af Cinerama formatet føltes helt igennem overbevisende. Om ikke andet var min datters opadvendte mundvige de næste tre timer, den bedste indikation for, at man var vidne til noget helt unikt i hjemmebiograf øjemed. Det er sjældent, det er svært at begrænse sit ordvalg over en film, som netop fortjener få kommentarer. Men How The West Was Won var en milepæl, og dens teknologiske triumf blev til sidst dens banemand.

Med denne udgave i hånden bliver man mindet om, at film måske kunne være så meget mere, end det vi i dag forventer af mediet. Og ja, spekulere kan man som bekendt altid. Jeg kan dog kun anbefale, at man overser min karakter for selve filmen og straks får denne historiske sag hjem i samlingen. Det er kun at bøje sig dybt i støvet for Warners indsats for at få denne film ud i HD format, i så fornem en kvalitet.