Mord, skandaler, sex, bedrag, utugt, hævn, afpresning, misbrug! Tematisk opsummering af Bibelen? Nope, det er blot off the record, on the QT, and very hush-hush... velkommen til de faldne engles by!

Hvad har musikere som Nena, 4 Non Blondes, Dexy's Midnight Runners, Billy Ray Cyrus og Jimmy Eat World til fælles med filminstruktøren Curtis Hanson? Jo, alle lider under det lidet flaterende prædikat "one-hit-wonder", et begreb oftest brugt i musikkens verden, der reflekterer en kunstners usammenligneligt største hit i karrieren. I Hansons tilfælde er det dog ikke en særlig usædvanlig beskrivelse. Med film som Rob Lowes comeback "Bad Influence", komedien "Losin' It" med en ung Tom Cruise og siden hen "River Wild", "Wonderboys" og Eminems semi-biografiske "8 Mile", har Hanson aldrig været en ambitiøs eller bemærkelsesværdig instruktør. Men én film udskiller sig fra mængden, ét værk der altid vil huskes, Hansons "one-hit-wonder": "L.A. Confidential".

I 1950'ernes Los Angeles møder vi tre betjente: den hårdføre Bud White (Russell Crowe) er styrkens muskelmand. Den temperamentsfulde White er ikke altid regelret, men han er effektiv og har efterhånden skabt sig en status af karat. Den hengivne Ed Exley (Guy Pearce), søn af en afdød politilegende, er den eksemplariske og hengivne betjent, hvis ambitioner ingen ende vil tage. Den medie-vante kendis Jack Vincennes (Kevin Spacey) er afdelingens charmør og stjerne. Han drager stor nytte af sit venskab med tabloid journalisten Sid Hudgens (Danny DeVito), der er Vincennes mellemled i vejen til showbiz. Tre vidt forskellige mænd, med vidt forskellige opfattelser af moral og udførelse af arbejdet i den korrupte politistyrke LAPD. Men alle bliver de involveret og nødsaget til at samarbejde, da en massakre på baren Nite Owl Café efterlader adskillige lig - heriblandt Whites afskedigede partner - samt beviser, der leder dem dybt ind i byens organiserede kriminalitet.

"L.A. Confidential" er baseret på James Ellroys spændingsroman af samme navn. Men selvom Brian Helgeland og Curtis Hansons adaptering ikke bevæger sig langt fra originalmaterialet, er filmen helt sin egen og bør ikke stå i skyggen af sin storebror. For at forklare "L.A. Confidential" som film, er man først nødt til at drage paralleller til genrens øvrige hovedværker og historie. 'Confidential' defineres som en "film noir", et sært begreb, der i mine øjne snarere bør betegnes som en stilart end en egentlig genre. Som navnet afslører, er der tale om værker underlagt en mørk og skæbnestung stemning. Inspireret af 30'ernes store depression udspringer en lang række af genrens skoleeksempler, mange baseret på detektivromaner. I 40'erne kommer klassikere som "Maltese Falcon", "Shadow of a Doubt", "Double Indemnity" og "The Big Sleep". De etablerer dygtige instruktører som John Huston, Billy Wilder, Howard Hawks og Alfred Hitchcock og skaber stjerne som Humphrey Bogart, Cary Grant og Lauren Bacall. Genren er tematisk og æstetisk meget inspireret af "tysk ekspressionisme", hvor film som "Dr. Caligaris Kabinett", "Nosferatu" og "Metropolis" portrætterer et dystopisk samfund i opløsning. Karaktererne er ofte kyniske og utroværdige - præcis som det samfund de befinder sig i. Tematikken og den plotdrevne historie er typisk meget melodramatisk, hvilket understreges af de æstetiske virkemidler. De skæve kameravinkler og low-key belysningen er nyttige redskaber, der påviser den dystre stemning og de forræderiske skygger. Mange hemmeligheder gemmer sig i mørket, og ingen er til at stole på - end ikke hovedpersonen selv.

Sidenhen er genren blevet veletableret og har affødt klassikere som Altmans "The Long Goodbye" og ikke mindst Polanskis "Chinatown", såkaldte "neo-noir". Selv en film som Ridley Scotts "Blade Runner" har mange elementer fra det "noir"ske bagkatalog; de smalle korridorer og røgfyldte mørke baggyder er bare udskiftet af cyberpunk og androider. Kagen har ændret udseende, men ingredienser er stadig de samme.

I "L.A. Confidential" finder vi mange klassiske facetter fra genren. Ensemplet er stort og byder på mange arketypsiske karakterer med skjult dagsorden og egen rolle at udspille. De tre politimænd har alle tre vidt forskellig motivation: White er drevet af sin personlige tragedie, Exley er den idealistiske fortaler for retfærdighed, og Vincennes tænker på at udvide sit repertoire som kriminalitetsbekæmpende stilikon. Deres vidt forskellige persona følger til kontroverser og sammenstød. White er Freuds id'et, der handler irrationelt og tager sig af konsekvenserne efterfølgende, hvorimod Exley er super-egoet, der handler etisk og regelret. Men fælles for de tre protagonister er deres manglende troskab til hinanden. Sporene leder efterforskerne på den mystiske millionær Pierce Patchett (David Strathairn), der leder et horehus under sloganet "Whatever You Desire": et koncept-bordel med luksus-ludere, der bærer stor lighed med kendisser. Her støder White og Exley på Lynn Bracken (Kim Basinger), en prostitueret version af Veronica Lake. Hun er filmens "femme fatale", hvis erotiske fremgang forfører de to betjente og sætter dem op mod hinanden. Hun er den klassiske forførerske, en edderkop der lokker mænd i sit net og fortærrer dem. Hun er symbolet på den glamurøse facades dødbringende underlag.

Ensemplet byder desuden på Dudley Smith (James Cromwell), lederen af politikorpset, der styrer sine marionetdukker ind i den kriminelle underverden. Samtlige skuespillere gør et fortræffeligt arbejde, og for mange af dem blev denne perle deres absolutte gennembrud. Kim Basinger modtog en Oscar-statuette for sin rolle, og både Crowe og Spacey skulle siden hente deres gyldne dørstoppere hjem til samlingen. De gode præstationer bevidner om Curtis Hansons stramme instruktion og hans forståelse for krimifiktion. Men hans bedste personinstruktion - og filmens helt store stjerne - er byen selv. Los Angeles' pæne og glamurøse facade bliver pillet i stykker, og de grumme skyggesider belyses. Illusioner brydes, og frem fra mørket kommer fordærvet, korruptionerne, utugten og pervationerne.

Bidragende til den mesterlige portrættering af den dødbringende by, er Hanson og crewets æstetiske forståelse for genren. Dante Spinottis fotografering er minimalistisk, men bemærkelsesværdig. Billedbeskæring er ofte tæt og belysningen lav, hvilket medfører en lettere klaustrofobisk fornemmelse. Manglen på overblik giver filmen en følelse af anspændthed og ubalance. Peter Honess' arbejde ved klippebordet er gjort præcist og stramt. Filmens tempo er højt, og på intet tidspunkt keder man sig. Men det er Jerry Goldsmith, der løber med opmærksomheden. Hans score emmer af stil og "coolness". Goldsmith benytter sig af de samme kompositioner og virkemidler, der har gjort genrens underlægningsmusik så klassisk, men samtidig opretholder han sin originaliteten.

"L.A. Confidential" er en film, der rummer det hele: de komplekse karakterer, det spændende plot, de gode præstationer, den flotte tematiske behandling, og ikke mindst showbiz. Hanson er muligvis en filmisk døgnflue, men i dette døgn har han udrettet mere end Jack Bauer har kunnet formå. Med det velskrevne manusskript og den stramme instruktion har hans skabt en af vor tids fødte klassikere, en filmisk fristelse, "Whatever You Desire".