De udprægede konservative normer i amerikansk erhvervsliv fik i slutningen af 50'erne et skud for boven. Kyniske og kæderygende mænd, for hvem bourbon var et ligeså uundværligt arbejdsredskab som kuglepennen, fulgte i kølvandet på den voksende reklamebranche i USA. I et uformelt arbejdsmiljø, hvor mandschauvanismen trivedes, var der lang snor til kreative og nytænkende kræfter, som kunne indfange kunder og generere indtægter.

Få ord til at beskrive temaet i årets måske mest ambitiøse serie forlæg. Mad Men fra AMC, en i seriesammenhæng ukendt amerikansk TV station. Den 42 årige Matthew Weiner, skrev allerede i år 2000 det såkaldte pilotafsnit til serien, som skaffede ham jobbet som manuskriptforfatter på den i dag legendariske Sopranos serie, og det var imellem de såkaldte sets på denne, at han videreudviklede konceptet til serien.

Med en sjette sans for slogans og reklamekampagner har den 35 årige Don Draper placeret sig solidt som kæledæggen i reklamefirmaet Sterling & Cooper på Manhattan. En usædvanlig flair for reklame har skaffet Don carte blanche fra de ældre partnere Roger Sterling og Bert Cooper, til at sikre indtjening til firmaet. Idéerne udspringer som oftest beruset af bourbon, pulsende på en cigaret og gerne i armene på den faste elskerinde. Draper er den totale modsætning til den bløde mand, metroseksualiteten. Der er ikke skyggen af drengerøvsmentalitet i hans indre, og han er ikke en god far eller god ægtemand. Han er omgivet af en junior stab af pupertære omkomlinge, som dagligt kæmper om hans gunst, men ofte må tage til takke med Drapers bidende ironi og sarkasme.

Trods det uomtvistelige mandschauvanistiske islæt, så har det kvindelige ensemble i serien en alt andet end lille rolle. Vi støder på fire af tidens kvindetyper. Joan, kontorets sexbombe og kvindeflokkens orakel. Timeglasformet og overbevist om, at sex er lig med karriere. Den unge ambitiøse sekretær Peggy Olson, som har evnerne til at begå sig på mændenes domæne. Den billedskønne Grace Kelly kopi, Don Drapers kone Betty. På overfladen lykkelig i husmoder rollen for to børn i forstadsvillaen, men med en portefølje af fortrængte psykiske problemer. Og den jødiske Rachel Menken, ejer af varehuskæden Menkens, som drages mod Drapers macho seksualitet. Fælles for karaktererne er, at de aldrig forvises til sekundære bi-personer, men får den nødvendige spilletid til, at man udvikler den nødvendige empati for dem, og at ingen sidehistorier derfor virker som fyld.

Hvis karaktererne i Mad Men er den røde tråd, så er det de detaljerede betragtninger af perioden, som gør hver enkelt afsnit til noget unikt. De allestedsnærværende oplysninger og henvisninger til politik, kultur, sprog og mode, udstiller den brydningstid man befandt sig i, hvor JFK, Vietnam krigen og ungdomsrevolutionen stod for døren. Men fokus fjernes aldrig fra det essentielle. En svær balancegang, men upåklageligt fremstillet.

Der er ikke meget, der kan siges at være overført fra Matthew Weiners engagement på Sopranos serien. Mad Men er kompromisløs og ikke en serie for alle, hvilket hr. Weiner da også advarer om.

Talking can be heroic! I loved ‘The Sopranos.’ But not every problem can be solved by killing someone. When you take that out of the mix, talking is kind of what you have left, although a lot of problems on this show are solved by sleeping with people.

Seriens bevidst langsommelige tempo sugede mig fra første sekund ind i fortællingen. Kombineret med Weiners detaljegrad er serien uimodståelig. En forventning om fremdrift fra episode til episode forsvandt som dug for solen og blev istedet afløst af en rendyrket fornemmelse af oplevelse.

Mad Men tager velkendte problemstillinger op, som man ikke er forvænt med at se udstillet så detaljeret for denne periode. I lyset af moralbegreberne for tiden vendes meget på hovedet. Der er ingen løftede pegefingre, når man kører bil i beruset tilstand, når børnene ikke har sikkerhedssele på, når cigaretrøgen overvælder synsfeltet, eller når de sexistiske eller racistiske kommentarer fyger. Blot en konstatering af at sådan var perioden. Det er umådeligt forfriskende, når man befinder sig i en tid, hvor filmatiseringer alt for ofte giver udtryk for en politisk korrekthed, som istedet bliver til bagklogskab. Det er nemt at sætte fingre på fejltagelser i historien, men det er dejligt at få lov at se dem udfolde sig, uden bemærkninger.

Mad Men vandt Golden Globe og Emmy for bedste drama i år og det er ikke ufortjent. Ingen andre nominerede serier er bare i nærheden af, hvad man har formået med denne serie. For ikke at tale om ambitionsniveau. Når man har gennemset en første sæson fire gange, er det nok ikke gensynsværdien, som fejler noget. Alle sanser er i spil og man mister tidsfornemmelsen indtil man når slutteksterne. Forstår man Weiners ord, "Talking can be heroic", så er Mad Men den bedste action serie i 2008, uden action.