Tiden læger alle sår, men for lægen Alexander Beck, hvis kone Margot blev slået ihjel otte år tidligere, er tilværelsen ikke vendt tilbage til normalen. Margot blev brutalt myrdet under en skovtursudflugt og Alexander blev fundet bevidstløs i nærheden. Beviser pegede på en tilfangetagen seriemorder, som trods tilståelsen af otte andre mord, benægtede sin skyld i mordet på Margot. Da man otte år senere finder yderligere to lig nær det oprindelige gerningssted, begynder de nye spor at kompromittere Alexanders uskyld og samtidig modtager han en email fra en ukendt afsender, hvis indhold sætter spørgsmålstegn ved Margots tidligere skæbne. I en umulig situation, hvor tiden arbejder imod ham, begynder en Pandoras æske af begivenheder at åbne sig og mod alle odds finder Alexander ressourcerne i den aldrig udslukkede kærlighed til Margot til at søge efter svar.

Formentlig vil nogle alene på baggrund af filmens uomtvistelige frankofilitet - jo, der tales fransk - på forhånd have afskrevet denne thriller, men med fire Césars fra 2006 i porteføljen - den franske pendant til Oscar og Bodil statuetterne - har den 35 årige instruktør Guillaume Canet begået en velspillet og ikke mindst veldrejet historie, som de færreste vil fortryde at have tilbragt et par timer med.

Historien er umiddelbart ikke særlig original og trækker indenfor genren veksler på plotfortællinger, som synes let genkendelige, ikke mindst fra The Fugitive (Flygtningen). Men fortællingen er oplagt og på intet tidspunkt forfalder man til kedsomhed. Man fodres undervejs jævnt med informationer, som holder spekulationerne ved lige og selvom sammensætningen mellem action og plotfortællingen er fin, er det heldigvis sidstnævnte, som driver historien frem. Stilistisk er der ikke noget, som tiltrækker sig opmærksomhed. Virkemidlerne er enkle og effektive. Filmens flugtsekvenser er indfanget i dokumentarstil, så det virker understøttende for Alexander Becks situation, men heldigvis ikke i en overdreven stil, som mere karikerer end realiserer øjeblikket.

Instruktøren har valgt et soundtrack som harmonerer med hans egne præferencer indenfor ældre soul- og blaxploitation musik af den blødere slags og rammer derved en tone som i den grad giver næring til melankolien i det underliggende kærlighedstema i filmen. Det er til tider nærmest Lynch-stemning.

François Cluzet er Alexander Beck, af fysik og udseende Dustin Hoffmans udtrykte billede, og spiller overbevisende og troværdigt som den hårdt prøvede mand, der konstant befinder sig i fortællingens centrum. Derudover leveres der over en bred kam kompetente præstationer, bl.a. fra den i Paris bosatte Kristin Scott Thomas, The English Patient og Four Weddings and a Funeral, som har en kvindelig birolle og instruktøren selv, der iøvrigt havde en hovedrolle som løjtnant Audebert i Joyeux Nöel, er med i få sekvenser.

Er man på udkig efter kvalitetsfilm på Blu-ray, er det slet ikke dumt at tage en afstikker til den franske Amazon butik og kigge det nationale udvalg efter i sømmene. Ne le Dis a Personne er en stærk thriller, som både underholder, giver gode overraskelser og ikke mindst slutter af med en sekvens, som rammer dybt i hjertehulen.