Cinefil - Blu-ray anmeldelse

onsdag

dec032008

Paranoid Park

Diskutér

En monoton film med amatørskuespillere, kåret af "Les Cahiers du cinéma" som årets film anno 2007. Hvad er los?

Det er i sandhed en blandet pose bolcher, når man kigger på Gus Van Sants CV. I sine første år som filmmager beskæftigede han sig med sin helt store métier: utilpassede unge, stoffer, kriminalitet og kulturen, der omkredser dette. Men efter succesen som indie-filmskaber med værker som "Drugstore Cowboy" og "My Own Private Idaho", søgte Van Sant nye græsgange og begav sig ind i Hollywoods mainstream-land. I 1997 kom det kommercielle gennembrud med den Oscar-vindende "Good Will Hunting": et velskrevet, men overfladisk og lettere uinteressant drama. Dernæst fulgte den lunkne genindspilning af Hitchcock-klassikeren "Psycho" og "Finding Forrester", der mest af alt virkede som et remake af "Good Will Hunting". Men heldigvis kom Van Sant på bedre tanker og cementerede sig selv som en af Hollywoods mest interessante instruktører i 2002 med mesterværket "Gerry" og året efter med Palme-vinderen "Elephant". Med "Paranoid Park" er Van Sant definitivt vendt tilbage til rødderne og bruger sin energi på det, han er bedst til: den defuse ungdom og den smalle miljøbeskrivelse.

Den stille og indadvendte teenage-skater Alex befinder sig i en svær tid: Hans forældre er midt i en skilsmisse, hans jomfruelige kæreste stiller høje krav, og han har svært ved at kaste sig ud i Portlands skater-mekka, Paranoid Park. Men Alex må snart erkende, at han har større og langt alvorligere problemer i sit teenagesind. Han kender sandheden om mordet på en sikkerhedsvagt ved togbanen nær Paranoid Park, og efterforskerne mistænker unge fra Alex' miljø og omgangskreds. Men kan man holde på en frygtelig hemmelighed, når man end ikke kan håndtere sine forældres uoverensstemmelser og kærestens seksuelle spændinger?

Hvis man ser bort fra Van Sants tre kommercielle film, er det ikke helt forkert at kalde ham en moderne "auteur" - et prædikat, der kendetegner originale filminstruktører, der reflekterer deres egne interesser og temaer i deres film. Deres film bærer ofte en dramaturgisk lighed, de bearbejdede problematikker er sjældent forskellige, og deres æstetik er let genkendelig. Med andre ord: man kan genkende en film, der er (skrevet og) instrueret af en "auteur". Man kan groft sagt sige, at de laver den samme film hver gang, med de samme ingredienser, men plottet er blot udskiftet siden sidst. Van Sant arbejder oftest inden for de samme rammer og portrætterer ofte ungdomskulturen og forholdene deri. Hans valg af æstetik og fortælleform er også en gennemgående faktor, der får hans film til at ligne hinanden på overfladen. Van Sant er en minimalist. "Gerry" og "Elephant" er begge fortalt i et usædvanligt langsomt tempo, men afsluttes i et voldsomt klimaks. "Paranoid Park" lænner sig fortællemæssigt meget op af de to førnævnte værker.

Præcis som hovedpersonen Alex selv, er filmen lavmælt og underspillet. Van Sant bruger uendelig lang tid på at illustrere og portrættere skater-miljøet, set gennem Alex' øjne og forklaret i dennes voice-over. Han holder tilskueren fanget i de samme situationer i et dræbende langsomt tempo, nærmest som en magtdemostration. Men man ved, at Alex' hemmelighed må afsløres, man ved, at klimakset er uundgåeligt. Og derfor sidder man med en konstant knugende anspændthed og venter, og venter, og venter... Van Sant har forstand på "suspense" og trækker klimakset ud i uendelighed og bruger i stedet tid og penselstrøg på sit miljøgalleri. Når klimaks endelig nåes, er det med adrenalin i højsædet, og Van Sant er højrystende og voldsom i sin graffiske visualisering. Han holder fast i publikum og opbygger en forventning, der gør at éns blik er fastlåst på mordet. Man har ventet så længe, at man ikke kan undlade at være fængslet, på trods af den store lyst til at kigge bort - som at vidne et biluheld.

Van Sant har i filmens hovedrolle Gab Nevins fundet en debutant, der formår at indkapsle sin karakter med præcision. Hans underminerede og næsten mimikløse skuespil medvirker, at karakteren fanger stemningen og essensen i Van Sants intenderede fortællestil. Nevins giver ikke sin karakter Alex de store følelsesudbrud, og filmen vidner ikke om en stjerne in spe. Men den næsten følelsesløse portrættering er med til at gøre "Paranoid Park" til en kynisk og næsten lammende følelse.

Gus Van Sant er instruktør med en meget klar vision for sine films æstetik. Han er stilsikker og får meget ud af næsten intet. Christopher Doyles (Wong Kar-wais hoffotograf) fotografering er præget af meget lange indstillinger og næsten ingen bevægelse. Men han er en mester i sit fag, og han formår at ramme filmens tone. Stilen er minimal, men alligevel tilpas afvekslende til at vedligeholde et æstetisk momentum. Blandingen af 35 mm og Super 8-sekvenser (skudt af Rain Kathy Li) beriger fimen med et næsten poetisk udtryk. Filmens flotte lyddesign med mix af ambience og musikstykker er ligeledes medvirkende til værkets lyriske stemning. Især Super 8-sekvenserne og Alexanders voice-over tilsat efterarbejdet lyd-mix fungerer flot. "Paranoid Park" er et godt eksempel på en film, hvor de æstetiske valg rammer tematikkens tone, og går op i en højere enhed.

Gus Van Sant er en sær instruktør. Hans lange vandring ind i mainstream-land var ikke synderligt spændende. Men det har ikke frarøvet ham hans talent og høje ambitionsniveau. "Paranoid Park" konsoliderer ham som en af staternes mest spændende og stilsikre filmmagere. Det er godt og betryggende at se ham vende tilbage til rødderne og finde sin anden ungdom - bogstavelig talt.

Video

At anmelde video på denne udgivelse er en sær størrelse. Man kan vælge at bedømme et HD-transfer på to forskellige faconer: mange vurderer kvaliteten ud fra billedets digitale dybdeskarphed og kontrast-værdi. Men her på Cinefil tager vi udgangspunkt i det originale kildemateriale. En "over-digitalisering" og en uhæmmet brug af DNR (Digital Noise Reduction) kan hæmme mere end gavne og resultere i kunstige gengivelser f.eks. i ansigtstekstur. Hvor tro er gengivelsen af instruktørens vision, er altså vores primære forudsætning for afgørelsen transferets værdi. Transferet på "Paranoid Park" opfylder ikke rigtig det ene eller det andet krav.

Van Sant har forklaret, at filmens intenderede aspect ratio er 1.37:1. I biograferne blev den dog vist i 1.78:1, og således gengives den også på denne udgivelse. Det er en skam, at det ikke er muligt at se instruktørens foretrukne version. Det havde været at foretrække, om begge udgaver havde fundet deres vej til denne disk.

Skudt i både 35 mm med sekvenser i Super 8 stiller Van Sants vision høje krav til udgivelsens transfer. De indfries desværre ikke til fulde. Langtfra. Sort/hvid-kontrasterne er flotte og dybdeskarbheden er tilgængelig. Men støjen i billedet er en anelse forstyrrende, og billedet er ganske enkelt for blødt og detaljefattigt. Faktisk er der ikke mange sekvenser, der indikerer HD-kvalitet, og transferet kunne egentlig godt have været et SDVD.

Audio

Filmens lydside byder på to stort set identiske spor: et DTS HD Master Audio 5.1 surround track og et Dolby TrueHD 5.1 lossless mix. "Paranoid Park" er en bevidst lavmælt film. Subwooferen er næsten inaktiv, baghøjtalerne oftest lydløse, og der er ingen lydpanoreringer. Men filmens begrænsede ambience giver alligevel filmen til et ordinært lydbillede. Van Sant er en kynisk instruktør, hvis fortælleform tager udgangspunkt i ekstremer. Hans film er ofte uhørt langsomme i opbygningen, men meget voldsomme i de klimatisk dramatiske scener. Et godt eksempel herpå er "Elephant", hvis langsomme form smadres i filmens klimaks, hvor de to unge mænd skyder og myrder løs på skolen. Klimakset i "Paranoid Park" er meget lig "Elephant", og den højdramatiske scene byder på et par lydmæssige aggressioner, hvor LFE-supporten og sub'en viser sit værd.

Van sants æstetiske tendenser er svære at bedømme. Han er begrænset, men stadig meget ekstrem i sit udtryk. Dette kommer til kende på gengivelsen på denne udgivelses lydside, der er tro mod visionen - hvor videoens ditto fejlede.

Ekstramateriale

Et noget tamt, men ikke overraskende, begrænset udvalg er ekstramateriale. Den 26 mintter lange "Making-of"-dokumentar er flot og kreativ og indeholder mange gode interviews med folk tilknyttet projektet. Derudover får man et godt indblik i skater-miljøet, og hvordan der blev researchet på området under indspilningen. "Secret Cinema Event" er en noget sær featurette om filmens verdenspremiere i en af Londons skateparker. Idéen er veludført med diverse nyhedsindslag om ulykken, i parkens gange. Det er tydeligt, at man har forsøgt at genskabe filmens plot i arrangementet i London. Desværre er featuretten meget kort og ustruktureret. Derudover indeholder udgivelsen også en trailer. Det havde været interessant med et kommentarspor af instruktøren Gus Van Sant. Men den er udeblevet. Desværre.

Gå til top