Prestigeprojekt. Det kan filmen Red Cliff karakteriseres som. Den historiske fortælling er dybt forankret i det kinesiske folks bevidsthed, men er Hong Kong actioninstruktøren John Woo, den rigtige til at levendegøre Kinas store kapitel?

Kina år 208. Det kinesiske Han Dynasti er på vej mod sit endeligt. Premierminister Cao Cao forsøger at overtale kejser Xian til at gå i krig mod de to krigsherrer Liu Bei og Sun Quan i det sydlige Kina. Trods forsikringer fra en tro hof ansat om, at ingen har til hensigt at gøre oprør mod kejseren, efterkommer kejseren Cao Caos ønske og indsætter denne som øverstkommanderende for den kejserlige hær. Med 800.000 mand indledes et felttog mod krighsherren Liu Bei, som formår at flygte med størstedelen af sin hær og beskytte sine civile undervejs. Liu Bei indgår en alliance med krigsherren Sun Quan, og sammen udtænker deres generaler en plan for modtagelse af Cao Caos hær ved Chi Bi ... Red Cliff.

Således er forlægget kort fortalt til den store fortælling om et af Kinas største historiske kapitler, som er blevet til en $80 mio. dyr filmatisering i to dele. Første del fik premiere i Kina i sommers og er netop udkommet i denne asiatiske blu-ray udgave. Mens del to får premiere til december i Kina, må det europæiske publikum vente på en sammenklippet 2½ timers film til foråret.

John Woo skabte respekt om Hong Kong actiongenren i 80'erne, da han formåede at holde actionsekvenser i kog i et hæsblæsende tempo gennem utallige minutter. Woo gjorde brug af hurtig klipning og optagelse fra flere vinkler, så de samme kompositioner kunne ses, ofte vekslende mellem normal tempo og slow motion. Hans særegne stil vakte opmærksomhed i Hollywood og siden 1993 har Woo så forsøgt at reproducere den kendte formel i amerikanske klæder, dog med begrænset succes. Face Off og Mission Impossible II blev ganske vist hæderlige publikumssucceser, men det er stadig Hong Kong repertoiret som nævnes, når kritiker roserne skal uddeles.

Om det var derfor John Woo søgte tilbage mod sin hjemstavn for at genopfriske svundne minder, vides ikke, men man kan dog undres over, at instruktørtjansen ikke gik til Yimou Zhang eller Ang Lee, som allerede havde haft succes med film som Hero og Crouching Tiger, Hidden Dragon, ligeledes historiske periodestykker? Og undres, det gør jeg efter at have set resultatet.

Al ære og respekt for, at ville være tro mod historien, men hvor min nydelige synops på få linier, simpelt redegjorde for præmisserne i Red Cliff, så gør filmen det ikke. Filmen sætter ellers fra starten af en tone, som bringer håb. De imponerende kulisser emmer af autencitet og der er mådehold i skuespil og dialog. Men efterhånden som vi introduceres for de mange parter, vokser persongalleriet, og det bliver svært at holde fast på de involverede og deres engagement.

Introduktionen som opridser det politiske spil med premierminister Cao Caos ønske om aggression mod syd, afløses snart af det første af flere store slagscener. Og så er man involveret i retro og kitsch, der ikke lader Quentin Tarantino noget efter. Første forestilling om autencitet får et skud for boven, da nøgleperson efter nøgleperson med Pokemonsk ynde håndterer sværd, spyd, stave og sutsko med imponerende præcision og nedkæmper horde efter horde af ineffektive lemminger. Nu begynder uroen i kroppen at tage til. Da en baby reddes, bliver alle mellemstationer i melodramaet besøgt. Med nærbillede af den umådeligt lille kønne pode, sovende og gabende til de 120 decibel i det omkringfarende univers, dukker billeder i mit indre pludselig op af Chow Yun Fat i Hard Boiled og en lille knægt med høretelefoner i Face Off.

Da de første strabadser er overstået og diverse oplevelser er fortrængt, forsøger man at komme tilbage på sporet af historien. Men umiskendelige standardelementer fra John Woos bagkatalog af melodramatisk iscenesættelse, hev mig gang på gang ud af illusionen. Jeg er opmærksom på de kulturforskelle som gør, at europæere kan opfange situationer i asiatisk skuespil, for unødvendigt overspil og svært melodramatiske, men jeg har ikke oplevet doseringerne i denne klasse, siden 70'ernes kung fu film. Snart fik et barns fløjte træningen i en lejr til at gå i stå. En folende hest frembragte jubelstemning, og inden man havde set sig om, var næste store kampscene igang.

Kompositionerne var de samme. Perfekt eksekvererede, slowmotion, spandevis af computerblod og ekvilibristiske håndteringer af diverse våben. Udtrykket "mindre er mere", er formentlig ikke et kinesisk ordsprog, for havde jeg håbet på formildende omstændigheder i den sidste halvdel af filmen, så forsvandt disse som dug for solen, da Wolfgang Petersens panorering over Kong Agamemnons flåde i Troja, pludselig skulle overgåes. Hvorfor nøjes med 50.000 skibe, når man kan vise 100.000 skibe på en flod? Og således voldtages øjets æstetik i en af de mest modbydelige kamerasekvenser i filmhistorien. Formentlig ville den lille fjer i intro sekvensen i Forrest Gump blive til en storbrugs kalkunfarm, hvis samme logik, "kan vi vise det, så vis det", skulle følges.

Således i forstemmende humør, gik jeg igang med klimaks på filmen, det store afslutningsslag, som var endnu mere opfindsomt og spektakulært end det forrige. Men da Woo på ingen måde havde skabt nogen basis for empati med persongalleriet, så var det så som så med spændingen. Scener udspilledes, nogle døde, og man var egentlig komplet ligeglad med udfaldet.

Som kronen på værket og rosinen i pølseenden, lægger film nummer et op til en endnu mere spændende to'er. Og den opmærksomme seer, vil med det samme spørge:

Hvad med duerne?

Jo, John Woo's signatur, tre hvide duer, skal der også være plads til og apropos ovenstående historie om en fjer, så vil jeg henvise til de sidste billeder i billedgalleriet. Jeg mangler ord!

Jeg er overbevist om, at MANGE vil være ganske uenige i mine betragtninger. Red Cliff HAR faktisk høstet ganske hæderlig kritik, og begrebet episk er endda blevet brugt, uretmæssigt, et par gange. Har man som jeg, lige set den asiatiske film Mongol, så står modsætningerne god og dårlig lysende klart. Red Cliff formår ikke at tegne portrætter af de medvirkende, man bryder sig om, de ender som karrikaturer. Med den ensidige fokusering på kombinationen af action, computergrafik og syntetiske billeder og en signatur som skriger "John Woo was here", hopper undertegnede af bussen.