Cinefil - Blu-ray anmeldelse

onsdag

dec032008

Red Desert

Diskutér

Den første farvefilm fra støvlelandets helt store pioneer med en af vores smukkeste kvinder på film. BFI introducerer endelig mesterinstruktøren Michelangelo Antonioni til den digitale æra. Og hvilken elegant entré!

Michelangelo Antonioni står for mig som en af filmhistoriens absolutte sværvægtere. Han var næsten 40 år, da han fik sin debut som filminstruktør. Inden da havde han arbejdet i kortfilms genren og fungeret som instruktørassistent og manusskriptforfatter for andre mere etablerede filmmagere - bl.a. for Roberto Rossellini og Marcel Carné. Især hos førstnævnte blev han stærkt inspireret af de sociale vilkår i efterkrigens Italien og den medfølgende portrættering, de såkaldte italienske neo-realisme film. Da han sprang ud som selvstændig filminstruktør var han meget betaget af arbejderklassen i det industrielle Italien. Men det var først med sin fjerde spillefilm, "Le Amiche", at Antonioni fandt sin narrative fortælleform. Med en serie af uafhængige handlingstråde og lange indstillinger, fremstod Antonioni som en intelligent, men også meget utilgængelig filmfortæller. I 1960 fik han dog sin internationale succes med "L'Avventura" ("De Elskendes Eventyr"). I Cannes blev den modtaget med en blanding af jubel- og tilråb. Men han modtog juryens pris for værket og etablerede sit navn i art house miljøet. Antonioni havde fundet sin metiér. Han fortsatte stilen med "La Notte" (1961) og "L'eclisse" (1962), der sammen med førnævnte "L'avventura" opfattes som en trilogi. Æstetikken er lig i alle tre film og alle tager udgangspunkt i det fremmedgjorde individ i den moderne verden. "Red Desert" kaldes somme tider for den fjerde film i den trilogi.

Omgivet af fabrikker og golde landskaber lever den unge og smukke Giuliana (Monica Vitti) med sin mand og deres fælles søn. De fører en velhavende og succesrig tilværelse. Men livet er svært for Guiliana, der kæmper med sit forstyrrede sind. Hun har traumaer efter en bilulykke, på trods af at hun slap uskadt fra denne. Hun føler sig malplaceret i den kyniske dystopiske industri, og hun kan ikke finde sig selv til rette. Hun møder ingeniøren Corrado (Richard Harris). Han forstår hende, og han udviser hende den lidenskab, hendes mand ikke er i stand til at give hende. De drages af hinanden og finder trøst i deres sammenhold. Men de er af forskellige opfattelser af livets tilværelse. Han er en opdager, der drives af impulser, og hun har ejerskabsføleleser til alt og har svært ved at bryde ud af sit eget mønster.

"Red Desert" er en hård film at opleve. Tematikken og stemning er dyster og kynisk bearbejdet. Smerten i karakterernes hjerte er til at tage og føle på. Monica Vitta, som var Antonionis muse og daværende hustru, er ikke blot da vinci'sk smuk, hun er også en uhyggelig god skuespillerinde. De følelser hun fremtvinger i sin portrættering er så oprigtige, så nuancerede, og så dybfølte. Hendes svære sind og utilpassethed er næsten frustrerende at være vidne til. Hun er fanget i den forkerte verden og tid.

"Red Desert" var Antonionis første farvefilm. Længe før han begav sig ind i farveland, var han meget betaget af valget af farver og disses symbolikker. Men han lod vente på sig, indtil han var helt klar til det. Med "Red Desert" rammer han plet. Mange analytikere påstår groft sagt, at "Red Desert" er en film om farver. Det er selvfølgelig en lidt ekstrem påstand, for filmen har så mange andre forcer. Men disse styrker oplyses og gøres utvetydige af Antonionis æstetiske sans og Carlo Di Pamas fotografering og Piero Polettos art direction. Efterkrigens italienske fabriksindustri er majestætisk, men også kynisk og umenneskelig. Guiliana er som en fisk på land i disse golde omgivelser, og hvordan skal hun forstå sig selv, når hun ikke forstår den verden, hun lever i? Naturen er ved at blive opædt af den moderne industri, symboliseret ved scenen i havnehytten, hvor Corrado sparker trævæggen i stykker. Antonioni bruger farver som et eskapistisk redskab i den gråtonede verden. Scenen hvor Guiliana og Corrado diskuterer, hvilken farve væggene i hendes butik skal bære, er naturligvis det åbenlyse eksempel. Men det er svært at vælge en farve, når man befinder sig i en verden uden charme og varme fra farver.

Men "Red Desert" er mere end et studie i farvesymbolikker. Den er et portræt af en matriark, hvis skrøbelige sind har gjort hendes liv uleveligt. Hun er den fremmedgjorte i den hurtigt udviklende verden. Hun forstår ikke verden, og verden forstår ikke hende. Men ironisk nok er hun på bølgelængde med den udefrakommende Corrado. Han er hendes deus ex machina, den uventede, den himmelsendte. De deler hinandens lidenskab. Men den er dødsdømt på forhånd, og hun må erkende, at hendes frustration vil blive større, hvis hun først indleder en affære med ham.

Kudos skal ligeledes gå til Giovanni og Cecilia Fusco (far og datter) for deres musikalske bedrift. Giovanni Fuscos klagende kompositioner og Cecilia Fuscos næsten enigmatiske, hypnotiserende røst er medvirkende til filmens pathos udtryk. Det er dybfølt, men musikken overtager aldrig fokus og lægger sig i stedet som et tyndt tæppe over karaktererne og giver dem luft og albuerum til frit at bevæge sig. Vittorio Gelmettis post-produktionelle samarbejde med instruktøren skal også fremhæves. Hans elektroniske mix af fabrikkernes magtfulde lyde, gør dem til et industrielt symforniorkester og understreger vigtigheden af miljøbeskrivelsen.

Michelangelo modtog fortjent Den Gyldne Løve ved den årlige filmfestival i Venidig for"Red Desert", der skulle blive hans sidste bedrift i hjemlandet. Dernæst drog han til England og USA og fortsatte sin magi der. På trods af at han i 1966 vandt De Gyldne Palmer for "Blow-Up" og sidenhen modtog hyldest for mesterværker som "Zabriskie Point" og ikke mindst "The Passenger", blev han aldrig en økonomisk succes. Men popularitet er desværre ikke altid lig kvalitetet. Og det fungerer også den anden vej rundt. For mit vedkommende hersker der ingen tvivl: Antonioni var en af de største, og "Red Desert" er en af hans perler. I fjor døde Michelangelo Antonioni i en alder af 94 år, og filmverden blev frarøvet den sidste filmiske eventyrer. Men han har sat sit aftryk, og han vil aldrig blive glemt. Bravissimo!

Video

BFI (British Film Institute) er et kvalitetstempel på fod med deres amerikanske kollegaer fra Criterion Collection. De resturerer ud fra de bedste matertialer og arkiver og søger at gengive værker i de intenderede versioner. "Red Desert" præsenteres i et MPEG-4 AVC transfer i originalformatet 1.85:1. James White, teknisk producer hos BFI, forklarer, at man havde brugt filmens originale 35mm negativer og benyttet sig af HD-DVNR og MTI redskaber for at genskabe filmens originalitet i en hidtil uset form.

At opleve "Red Desert" på blu-ray er er en ubeskrivelig oplevelse. Filmen opnår et helt nyt udtryk end før oplevet med SDVD. Den høje detaljegrad og dybdeskarphed medvirker til opdagelsen af helt nye teksturer og former, som før blot har været overladt til fantasien. Det golde landskab, de overdådige maskinerier og den forræderiske tåge spiller nu en langt større rolle, og det er nu tydeligere at forstå Antonionis portrættering af verdenen omkring hans karakterer og essensen af denne i hans tematik.

Kontrast-niveauet og sort/hvid-skalaen er ligeledes upåklagelig. Sort et kulsort, og ikke længere mørkeblå. Dette giver filmen et mere nuanceret og kynisk udtryk. Det gør så ufattelig ondt at se den skønne Giuliana i de golde og rå omgivelser. Hendes tilstand og utilpassethed er nu mere forståelig og udpenslet i HD.

BFI arbejder ud fra parolen om videreformidling af original-materialet. "Red Desert" er fra 1964 og dermed en gammel film i henhold til HD-resturering. De gamle negativer har fire årtier på bagen, og det har naturligvis sat sine spor. Så selvom BFI har renset og plejet negativerne, er der stadig enkelte gryn og fejlstrukturer, der ikke kunne reddes med støj-reduktion. Men heldigvis har BFI kendt deres grænse og respekteret værket og stoppet, mens legen var god og dermed undgået en overdrivelse af DNR. Og gud ske tak og lov for det! De små gryn og sorte pletter i billedet er kun en del af charmen, og de forekommer så sjældent, at de på ingen måde er en forstyrrende faktor. "Red Desert" gengives ud fra fortjeneste, og personligt er jeg blot ked af, at Antonioni ikke selv havde mulighed for at opleve sine værker i den nye HD-tidsalder.

Audio

Præcis som udgivelsens billedside, er filmens lydspor blevet renset i den digitale vaskemaskine. Der medfølger blot et enkelt PCM mono track på filmens originalsprog. Igen er det målet at gengive instruktørens egen vision. Dialogen er klar og tydelig, og den hyppige ambience er dyb.

Antonionis film er ofte meget lavmælte, og "Red Desert" er et godt eksempel herpå. Sub'en er sjældent i aktion, og baghøjtalerne er inaktive. Men lydsiden spiller ikke desto mindre en stor rolle i filmens udtryk. Hans brug af subjektiv lyd, Giovanni Fuscos elektroniske musik og Cecilia Fuscos skingre og hypnotiserende røst er en vigtig ingrediens i Antonionis ret og i værdsættelsen af denne. I denne udgivelse kommer de heldgivis klart igennem.

"Red Desert" lider desværre af enkelte scener, hvor dialogen ikke er i sync. Dette skyldes, at al dialogen er optaget i post-produktion. Dette kan være en smule irritabelt, men det er kutyme for tidens film, og det er let at tilvænne sig.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet på denne udgivelse er begrænset. Men bare fordi man er tyk, kan man godt have tynd mave. Indholdet er relevant og interessant. Den gamle trailer er et pudsigt syn, og det er sjovt at erfare, hvor meget trailere som medie har ændret sig på fyrre år.

Kommentarsporet med Professor David Forcags er ufattelig spændende. Hans forståelse for italiensk film og Antonioni er intet mindre end beundringsværdigt. Han har ordet i sin magt og kan næsten fortælle trivia og analytiske observationer af samtlige indstillinger. Man sidder næsten og bliver flov på egne vegne, når man hører, hvor meget Forcags forstår filmens intentioner i forhold til ens egen begrænsede udbytte. Jeg kan ikke anbefalde dette kommentarspor nok - især hvis man er fascineret af filmen, men ikke er i stand til at sætte ord på dette.

Foruden ekstramaterialet på selve disken, medfølger en skøn booklet (præcis som tilfældet var med "Salò"). Først er der et essay af førnævnte Forcags, kaldet "Red Desert". Han skriver interessant om filmens baggrundhistorie, Antonioni som instruktør, de behandlede tematikker, valget af æstetik etc. Præcis som med Forcags kommentarspor er det spændende at forstå, hvor kompleks et værk "Red Desert" er. "Michelangelo Antonioni on Red Desert" er instruktørens egen forklaring af filmen. Han snakker om valget af farver i hans første farvefilm, om filmens struktur, underlægningsmusikken og filmens relevans i sociale aspekter. Sidst, men ikke mindst, medfølger et essay af Professor Geoffrey Nowell-Smith, der tidligere har skrevet om europæisk filmkunst og derudover er redaktør på The Oxford History of World Cinema. Dette essay supplerer godt med de øvrige, da det tager udgangspunkt i Antonionis dramatiske liv og hændelser, der har haft indflydelse på hans liv som filmskaber.

Præcis som "Red Desert" selv, er ekstramaterialet ikke storladent eller højtråbende. Men det har konsistens og besidder en intellektuel dybde.

Gå til top