Cinefil - Blu-ray anmeldelse

lørdag

nov292008

Taken

Diskutér

Har man børn, så vil præmisserne i filmen Taken, absolut ikke ligge op til en hyggelig aften foran flimmerkassen. Det er ganske enkelt forældres ultimative mareridt som udspiller sig. Sandsynligheden er tilgengæld særdeles høj for, at sjælen finder ro, hvis man gennemlever de 93 minutter set gennem Liam Neesons øjne.

Liam Neeson spiller Bryan Mills, pensioneret amerikansk agent og fraskilt. Ekskonen Lenore, Famke Janssen, er flyttet sammen med den obligatoriske sten i skoen, rigmanden Stuart og har taget Bryans øjesten, den 17 årige datter Kim, med sig. I et forsøg på at knytte tættere bånd til datteren, har Bryan kvittet sit job og fundet en bolig i nærheden. Da Kim en dag lufter tanken om at rejse til Paris med veninden Amanda, på en såkaldt museumstur, må den beskyttende far modvilligt give sit skriftlige samtykke. Men helvedet fryser til is, før 17 årige amerikanske Beverly Hills tøser udskifter en U2 koncert turné med Louvre. Desværre er verden en grum indretning, med albanske bander og hvid slavehandel lurende på gadehjørnerne og pigerne kommer ikke længere end U2 omkvædet "Sometimes You Can't Make It On Your Own", førend farmand må gøre, hvad farmand gør bedst.

Lad det være sagt med det samme, at Taken på ingen måde er en filmisk revolution. Den besvarer ikke livets store spørgsmål og når alt kommer til alt, så stiller den sig egentlig blot op i rækken af actionproduktioner, som der nu engang er en uhørt efterspørgsel på. De første 10 minutters dialog og opbygning af historien, er heller ikke særlig solid og føles lidt klichefyldt. Faktisk er det vel nærmest Liam Neesons person i sig selv, som opvejer det noget tynde setup.

Neeson har med sit resume et bredt repertoire at spille på og han er på ingen måde den sædvanlige actionhelt. At de første 10 minutter trods alt fungerer, skyldes ene og alene empati for Neeson i faderrollen, henvist til anden violin i datterens liv. Men da datteren kidnappes og historien rammer europæisk grund, skæres der hurtigt ind til benet af, hvad denne historie handler om. Neeson træder i karakter som actionstjerne, en rolle man ikke har forbundet ham med, men qua troværdigheden i hans person, kan man indleve sig i den værst tænkelige situation for en forælder og derefter transformere denne følelse om til sjælelig indre ro. Vejen til nirvana går via hævn af den ønskværdige slags til denne jordklodes værste afskum.

Jo, Roman Polanskis sammenlignelige Frantic, er den bedre film, men omsat til actiongenren af 1½ times varighed, så er det nu ikke så slemt at se forbryderne lide mere end protagonisten. Trods en alder på 56, falder Liam Neeson på ingen måde igennem i selvtægts kombinationen af Dirty Harry og Jason Bourne, tværtimod. Ikke mindst takket være den franske instruktør Pierre Morels klipning. Neeson fremstår adræt, man mister aldrig fokus eller stedfornemmelse trods det høje tempo og de visuelle udtryk understøtter konstant den rådende situation. Det ses i kampsekvenserne, men også i en kørsel mod trafikken i Paris. At nævne Bourne trilogien, som mange allerede gør, som inspirationskilde, føles sikkert ligetil, blot skal man huske på, at Morels første film, den action drevne District B13, havde premiere indenfor en måned af Bourne Supremacy i 2004.

Koreografien i Morels første film, var nemlig selv stilskabende. Filmen i sig selv, var vel nærmest blot en mulighed for at bygge en historie op omkring fænomenet Parkour, en ekstrem udøvelse af det simple dagligdagselement, "at flytte sig", vel og mærke i særdeles hurtig tempo. Så hurtigt, at Casino Royale og Die Hard 4, sidenhen kopierede fidusen af. Morels øje for cinematografi fik han både som kamera operatør og cinematograf og ofte i produktioner, hvor Luc Besson var manuskriptforfatter. I Danny The Dog med Jet Li, fik han vist, at han også kunne koreografere krævende nærkampssekvenser over minimal plads, en stil ikke ulig kampsekvenserne i Bourne trilogien.

Takens præmis, får uvilkårligt én til at reflektere over, at der eksisterer nogle opstillede situationer, hvor man ikke sætter spørgsmålstegn ved glæden i filmisk blodrus samtidig med, at man vedholdende formår at kritisere andre produktioner for at være simple, vulgære, ja endog perverse i deres udstilling af vold. Taken taler til menneskets indbyggede retsfølelse, et begreb som ikke må forveksles med retfærdighed og det at blive dømt korrekt iht. lovens ord. Retsfølelse er ønsket om en dom, man mener står mål med en forbrydelse og pubertært, og politisk ukorrekt, må jeg erkende at jeg nød hvert eneste sekund, hvor Liam Neeson tilfredsstillede min retsfølelse uden at gå på kompromis.

Neeson udfylder problemfrit rollen som aldrende actionhelt og evner at skubbe min kritik af filmens svage sider i baggrunden. Det er efterhånden sjældent, at en gedigen søndags actionfilm dumper forbi, så lad os blive i det milde hjørne.

Video

Filmen er optaget i 35 mm format og blu-ray udgaven er tro mod filmformatet. Sørgeligt skal man være på mærkerne i disse dage overfor studiernes tendens til at ville manipulere mere med billedet, end hvad godt er. Billedet er detaljeret, tilfredsstillende skarpt uden at have tendens til edge enhancement og bedst af alt, er billedet en smule finkornet, så det filmagtige look er i behold.

Farvepaletten er ikke helt neutral, men en anelse over mod det gulige. Det føles ikke som om der er skruet kunstigt op for kontrasten, så hvid er naturlig hvid og sortniveauet er meget tilfredsstillende. Er der noget at sætte en finger på, må det være detaljegraden i sort, som ikke altid synes helt optimal.

Men alt i alt, et særdeles tilfredsstillende billede fra Europa Corp.

Audio

Der er to lydspor på denne franske udgivelse og formentlig vil meget få overleve det fransk dubbede spor. Så er det jo godt, at der er tale om et lossless DTS HD Master Audio lydspor, som vel kun skindøde og Grauballemanden vil finde tamme.

Lydsporet forekommer mig at være mikset perfekt og jeg føler mig i centrum af begivenhederne, hvad enten man befinder sig i en bil på vej til lufthavnen, eller der er gang i skuddueller. Dialog fremstår klar og tydelig og alle nuancer i det omkringliggende lydbillede gengives naturligt og detaljeret, så detaljeret, at man nærmest kan lukke øjnene og udfra akustikken gætte, hvor dialogen finder sted. Det er involverende, et glimrende 3D perspektiv, som ikke virker gimmick agtigt.

Jeg prøvede og smide Black Hawk Down på og gennemlytte nogle skudsekvenser, eftersom jeg testede filmen på Samsungs nye BP-P2500 og derfor måtte etablere et sammenligningsgrundlag. Samsungen har høstet mange roser for billed- og lydkvalitet. Jeg havde en opfattelse af, at Black Hawk Down var tæt på reference mht. lyd, men der er sket noget på HD fronten siden sidste gennemsyn. Faktisk var det en noget tam affære, sammenlignet med den bund i lydbilledet, som Taken udstiller. Et imponerende LFE spor, som filmens skudsekvenser benytter sig af.

Til slut skal det siges, at Samsungen IKKE dekoder DTS HD Master Audio, så jeg kender ikke engang lydsporets fulde potentiale. Med det in mente, venter jeg lidt med at uddele fuldt hus, men det er ihvertfald indenfor rækkevidde. Det er bare at skrue op og så nyde hvert et sekund.

Ekstramateriale

Udgivelsen indeholder en del ekstramateriale, men kun featuretten Making Of har lejlighedsvis engelsk sprog, derudover foregår alt på fransk. Jeg har derfor valgt at se bort fra ekstramaterialet til udgivelsen.

Gå til top