Præsenteret af David Fincher og Spike Jonze, afvist af Hollywood, inspireret af en bulgarisk film fra '81, og instrueret af manden bag "The Cell". En sær filmisk opskrift, jovist. Men "The Fall" er mere end bare en usandsynlig anekdote.

Et livsprojekt. Således kan den indiske instruktør Tarsem Singhs epos "The Fall" kategoriseres. Skudt over en periode på fire år i 18 forskellige lande, fremstår "The Fall" som en af de mest ambitiøse produktioner i nyere tid. Et projekt som Singh havde svært ved at sælge til Hollywood og derfor besluttede sig for at punge ud af fra egen lomme. Faktisk startede instruktøren allerede sin research for over to årtier siden. En næsten overromantisk anekdote, der er svær at tro på, hvis det ikke lige var for den passion og forkærlighed, man fornemmer i det endelige værk: en storladen og til tider dyb film, der dog fejler på enkelte afgørende punkter.

Singh er ikke et navn, den gængse biografgænger kan nikke genkendende til. Hvis man kigger på dennes CV, er det mest bemærkelsesværdige hans fortid som musikvideoinstruktør (bl.a. REM's prisvindende "Losing My Religion") og sidenhen spillefilmen "The Cell", en visuelt bjergtagende, men også meget overfladisk gyser med Jennifer Lopez. "The Fall" er uden tvivl Singhs hovedværk og kan formentlige agere kick-starter på hans karriere som filmmager.

På en skadestue i 1920'ernes solvarme Californien møder vi Roy (Lee Pace), en stumfilms stuntmand, der under optagelserne til sin første film, er kommet galt afsted og nu er lam. Her møder han ved et tilfælde den charmerende 5-årige Alexandria (Catinca Untaru), der er indlagt efter at være faldet på sit arbejde som appelsinplukker. De indleder et venskab med Roys fabler som primus motor. Han fortæller Alexandria om den onde guvenør Odiuos og hans seks fjender, der sammen har indledt et hævntogt for at råde bod på hans misgerninger. Den lille gruppe ledes af den mystiske, maskerede bandit (først spillet af Emil Hostina og siden Pace selv), der er opsat på at hævne sin tvillingbror, som Odious har tilfangetaget og henrettet. Men Roys fortælling distancerer sig ikke langt fra hans eget liv, hvor han efter ulykken har mistet sin forlovede til hovedrolleindehaveren fra den selvsamme film, hvor Roys nær-dødsulykke forekom. Han har mistet lysten til at leve og bruger nu den naive Alexandria til at opbygge et fortrolighedsforhold, således at hun kan skaffe ham de fornødne virkemidler til at ende sit eget liv. Men måske kan den lille pige ændre hans væsen, og hvordan vil dette påvirke Roys fabel?

"The Fall" er først og fremmest et billedligt pragstykke, hvor hver en frame kunne genbruges som postkort for diverse turistkontorer. Singh er en visuel troldmand, og hans forståelse for billedkomposition slår for alvor igennem i eventyrdelen. Hans nærmest Dali-inspirerede dimensionsforståelse er beundringsværdigt. Hans "miniature-fremfor-CGI"-filosofi er forfriskende og agerer stor fuck-finger i hovedet på andre filmmager, der vælger at springe over, hvor gærdet er lavest og tyr til teknikker, der endnu ikke har nået et punkt, hvor de burde være det gængse valg.

Men heldigvis byder "The Fall" på mere end smukke landskaber og billeder. Kernen og drivkraften i filmen er forholdet mellem Alexandria og Roy. Dialogen er velskrevet, og skuespillet og kemien mellem de to skuespillere er god. Lee Pace gør det godt både i rollen som den senge-liggende stuntmand Roy såvel som den maskerede bandit. På trods af hans karakters usympatiske dagsorden føler man medlidenhed med karakteren, som fløj højt men faldt dybere. Som eventyrets helt er han en sand macho pistelero, der kunne skyde sine initialer i røven på Zorro. Men det er Catinca Untarus Alexandria, der stjæler billedet. Hun er et sand fund og har stor del af filmens vellykkethed. Hvis ikke forholdet mellem hende og Roy fungerede, ville hele filmen falde igennem, og scenerne på hospitalet ville virke som en dårlig undskyldning for at lave eventyrdelens flotte scenarier. Men dette er heldigvis ikke tilfældet, for Untaru spiller med en modenhed, der ikke stemmer overens med hendes unge alder. Derudover har hun en charme, der er svær at stå for, og man kan ikke undlade at føle en ubegrænset sympati for hende.

Overraskende nok byder "The Fall" også på en vældig morsom meta-komik. At vi ser eventyr gennem Alexandrias øjne, byder flere gange på illusionsbrydende stop, f.eks. når hun har svært ved at koncentrere sig, fordi hun skal tisse og dette implenteres i Roys fortælling. Derudover spilles samtlige karakterer i fablen af personer fra Alexandrias eget liv. Dette element kunne virke popsmart, men heldigvis fungerer det på en underfundig facon, fordi valgene har betydning for begge historier og derfor ikke virker tilfældige.

Men alt er desværre ikke fryd og gammen i eventyret eller filmens verden. Foruden de to hovedpersoner byder ensemblet ikke på de store skuespilspræstationer. Og det er synd, for det store persongalleri byder på mange gode, bevidst karikerede karakter. Men ingen formår at gøre det store væsen af sig, og på trods af rammerne fremstår de somme tider ufrivilligt komiske. Derudover bliver anden akt lidt langtrukken, og historien udvikler sig ikke væsentligt før point of no return. I denne tid virker filmen for konceptuel fremfor plotdreven, og de mange flotte scener drukner i hinanden og mister sin charme. Min sidste anke figurerer i form af en Michel Gondry-inspireret stop motion-sekvens. Sekvensen er utrolig flot, men virker stilbrydende og malplaceret i henhold til de øvrige æstetiske rammer. For mig virkede den som et dramaturgisk irritationsmoment og trækker meget ned på mit helhedsindtryk.

"The Fall" er en usædvanlig god oplevelse. Med sine fantasifulde og maleriske scenarier og en eventyrlig fortællelyst kan "The Fall" bedst sammenlignes med Guillermo Del Toros "Pan's Labyrinth" - hvis den var instrueret af en veloplagt Terry Gilliam. Det troværdige omdrejningspunkt med det umage par fungerer godt som springbræt for fablen om hævn, kærlighed og standhaftighed. De to hovedroller har stor fortjeneste af, at Singhs høje ambitionsniveau indfries. Desværre lider filmen af enkelte problemer, og især et dramaturgisk handikap, trækker ned i sidste ende. Men det ændrer ikke ved, at "The Fall" er en mægtig tour de force, der beviser, at kreativitet og passion stadig smitter af på det endelige resultat.