Cinefil - Blu-ray anmeldelse

søndag

nov302008

Zulu

Diskutér

Zulu, er et historisk periodedrama fra 1964, omhandlende de sydafrikanske stammeslag zuluerne og deres oprør mod det engelske imperium i 1879. Det var også skuespilleren Stanley Bakers drøm om en producent karriere der blev opfyldt og så kunne en ung Michael Caine for første gang opleves i en større film rolle.

These are the days and nights of fury and honor and courage and cowardice that an entire century of empire-making and film-making can never surpass!

Based on a true story, er en replik som ikke er tilstrækkelig, når Zulus handling skal opridses. Dykker man ned i historien for at fremsøge faktualiteter omkring Zulus præmisser, så bliver man ikke kun overrasket, men også fuld af ærefrygt for historien om de 139 walisiske soldaters kamp mod overmagten. Baggrunden for konflikten var et britisk ultimatum fra den øverstkommanderende General Lord Chelmsford til zulu kongen Cetshwayo, bestående af 13 krav, som i realiteten blot havde til hensigt at fremprovokere en konflikt. Og den kom den 22. januar, da en zulu styrke på 20.000 mand overraskede 4.000 soldater fra Lord Chelmsfords hær og udraderede dem alle. En del af zulu hæren, som ikke var kommet i kamp, marcherede nu mod den lille missionær station, Rorkes Drift, hvor 139 walisiske soldater var udstationerede. Meddelelsen om massakren var nået i forvejen, men man vurderede at man havde bedre chancer for at kæmpe på den lille missionstation, hvis man forstærkede den med strategisk defensive opstillinger, end ude i åben landskab. Under den britiske løjtnant John Chards kommando, egentlig blot ingeniør i regimentet, forberedte man sig nu på en kamp mod alle odds.

This action was at Rorke's Drift, Wednesday 22- Thursday 23 January, 1879, when some 150 soldiers defended a supply station against some 4000 Zulus, aided by the Martini-Henry rifle 'with some guts behind it'.

Vil man ikke kende til slutningen, bør man nu springe en paragraf ned. Viktoria korset, den højeste engelske militære udmærkelse er givet til 1357 siden 1856. Af disse, blev 11 uddelt til forsvarerne af Rorkes Drift. Efter 12 timers kampe havde man mistet 17 mand. Angriberne ca. 500.

Det er mange år siden, jeg så Zulu første gang og jeg kan nok ikke helt fatte, at dette er den samme film. Filmen er simpelthen billedskøn i denne blu-ray udgave. Jeg sætter mere og mere pris på disse gamle klassikere, hvor man ikke har sparet på noget for at ramme autenciteten i det oprindelige forlæg. Zulu er optaget i de selvsamme omgivelser i Natal provinsen i Sydafrika og landskabsscenarierne, borger næsten for et køb i sig selv. Men det virkelig overraskende er egentlig filmens distancering til konceptet, "de gode og de onde". Sjældent ser man episke film fra 50'erne og 60'erne, hvor det ikke er skåret ud i pap, hvem som er indehaver af skurkehatten. Ingen tvivl om, at vi betragter denne zulu konflikt fra et britisk synspunkt, men instruktør Cy Endfield fremstiller på ingen måde Zuluerne i den stereotype rolle som blodtørstige og vilde. Dette understreges ikke mindst via den lange introduktionsscene, hvor vi overværer et traditionelt massebryllup hos zulu kongen Cetshwayos stamme, samt i filmens slutsekvens.

På den anden side fremstår de britiske styrker heller ikke som de mest begavede af slagsen. Stadig gennemsyret af overklassens tradioner, virker det britiske imperies styrker malplaceret på den afrikanske jord og man har forståelse for, at en moderniseret hær kunne lide så grusomt et nederlag, mod de lokale stammer. Det er dog også de selvsamme engelske dyder og disciplin, som til slut forhindrer endnu en massakre.

I kontekst af nutidens cinematografi, kan kampsekvenserne synes noget umoderne, især i nærkampssituationer. Men det bør man se gennem fingre med og istedet nyde den flotte koreografi. Der er to uimodståelige scener, hvor man ser betydningen af britisk taktik ved affyring af rifler. Det er intenst og man må tage hatten for den disciplin, den britiske styrke formåede at udøve under så stort et pres.

Stanley Baker, som også var producent på filmen, er løjtnant John Chard, som i kraft af få dages mere anciennitet, har større rang end den arrogante løjtnant Gonville Bromhead, spillet med overlegen stiff upper lip attitude af Michael Caine. Chards udnytter med sin fornemmelse for strategi, at konstruere en defensiv opstilling, som udnytter den lille styrkes muligheder fuldt ud. Den klassiske engelske skuespiller Jack Hawkins (Lawrence of Arabia, The Bridge on the River Kwai og Ben Hur), spiller med stor sikkerhed rollen som missionærstationens præst, men det er Nigel Green, der i rollen som regimentets befalingsmand, Colour Sergeant Frank Bourne, stjæler billedet. Trods en ufrivillig lighed med Monty Pythons gengivelser af engelske befalingsmænd, virker det til tider humoristiske indslag på ingen måde malpaceret.

Jo, der er nok at glæde sig over. Zulu har fået den ultimative behandling og endnu engang må man konstatere, at klassiske film i HD inkarnation, er som en førstegangsoplevelse. Så mange nye detaljer dukker op i denne version, at man har nok at gøre med at suge alle indtrykkene til sig. Og så gør det jo ikke noget, at filmen selv stadig holder den dag i dag.

Video

Skudt i 35 mm i 1964, ligner Zulu alligevel nærmest en ny film, blot flottere end de fleste. Restaureret til perfektion, er HD udgaven nu tæt på en åbenbaring. Omgivelserne man valgte at optage filmen i, Natal provinsen i Sydafrika, hjælper nu også godt til på bundlinien. Uvilkårligt kan jeg ikke lade være at tænke på, hvor flot vores verden ser ud og undre mig over, hvor mange instruktører, som idag fravælger at finde egnede lokationer, for istedet at vælge bluescreen muligheden. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan George Lucas i dag, ville optage ørkenscenerne i Star Wars - A New Hope.

Kort sagt, så ser filmens farvepalette naturtro ud og med de britiske uniformer i en mættet rød farve, som ikke kan undgå at imponere. Der er meget få ridser i printet. Den flotte blå himmel fremstår uden banding, men man kan ikke undgå at lægge mærke til, at der også er få filmgryn. Det er alligevel lidt for utroligt for en 44 år gammel 35 mm film. Så jo, der MÅ være brugt DNR, for at reducere filmgryn. Detaljegraden er stadig imponerende, men skuespillernes hud afslører en smule svind. Trods en meget sparsom brug af manipulering, så må jeg endnu engang sukke dybt over, at man overhovedet tyer til den slags destruktion af originalmaterialet. Kan publikum ikke tåle filmgryn, så burde man måske overveje at samle på glansbilleder istedet. Men rolig, der ER stadig tale om en overdådig visuel præsentation.

Kontrast er god og sortniveauet i top. Man har valgt at skyde de fleste sekvenser i dagtimerne, trods det, at kampene oprindeligt foregik i nattetimerne. De nattesekvenser vi dog får, afslører rigeligt med detaljer i sort og skygger.

Der er få klip, hvor billedet er uskarpt, nærmest ude af fokus. Det er dog ganske få steder. Af en klassisk film at være, er dette en herlig visuel godbid.

Audio

Der er et lydspor på udgivelsen, et Dolby Digital 2.0, som er særdeles godt. Dialog er klar og tydelig og bedst af alt, så er lyden ikke så tynd, som film fra denne periode så ofte er. Der er en god dybde filmen igennem. Når zuluerne kan høres langt ude i horisonten, kendetegnes dette ved en ganske speciel lyd, som effektfolkene bag kom frem til, ved bl.a. at mikse med lyden fra et tog. I denne udgave er det nærmest en gåsehudsfremkaldende lyd, meget effektiv. Der er ingen støj i lydbilledet heller. Ganske fri fra hiss lyde og lignende.

John Barry har leveret filmmusikken og det pompøse hovedtema, kommer til sin ret, med god fyldig lyd.

Ekstramateriale

Der er også gode nyheder, hvad angår ekstramaterialet. Der er fire dokumentar segmenter, som hver især informerer om filmproduktionens forskellige dele. Jeg var især imponeret af “Zulu: Remembering an Epic”, som ikke kun gav nødtørftig information, men virkelig gik i dybden med filmens tilblivelse. Stanley Baker, som har hovedrollen i filmen, var tilmed filmens producent og via masser med interviews fra filmens overlevende cast tilsat unikke privat optagelser fra de medvirkende, levendegøres processen på en måde, så man aldrig tænker tanken om at springe frem i materialet.

Derudover følger "The Music of Zulu", med kommentarer af legenden John Barry, "The Making of Zulu: Role of Honor" og "The Making of Zulu: Snappeth the Spear in Sunder". Det er alle dokumentarer, som man kan mærke er lavet med kærlighed for filmen og man bør ikke snyde sig selv for at gennemse dem alle.

Kommentatorsporet står Robert Porter, som var såkaldt second unit director på filmen og film historikeren Sheldon Hall for. Jeg hørte de første 15 minutter og endnu engang blev man suget ind af masser med informativ fortælling, men desværre tillod tiden mig ikke at høre det færdigt.

Det er en formidabel udgivelse, som er alt for billig ifht. dens kvalitet.

Gå til top