Recount

|
Allerede længe inden valgkampen til dette års præsidentvalg for alvor startede, besluttede HBO at lave denne meget spændende Tv-film, som selvom den foregår tilbage i 2000, er den mere aktuel end nogensinde, specielt med det forestående valg, som står for døren. Når man som undertegnede er gift med en amerikaner er man nok mere end almindeligt interesseret i den amerikanske valgkamp, som for tiden fylder meget af pladsen, ikke blot på de amerikanske Tv-kanaler, men også i de danske nyhedsudsendelser. Faktisk tror jeg, at også at denne gang er ekstra mange danskere der følger med, for ikke blot er det en af verdens vigtigste statsoverhoveder, som er på valg, mange hans beslutninger og politik de sidste 8 år har haft indflydelse på vores hverdag på mange måder, også selvom han ikke direkte er leder af vores regering, såvel personligt som økonomisk. Der er tidligere lavet Tv-serier og film om præsidenter, deres tid i Det Hvide Hus og ikke mindst deres valgkampe. Du kender sikkert eller har hørt om "Washington: Behind Closed Doors", "The West Wing", "All The Presidents Men", "The Candidate", "Bob Roberts" og senest "W", hvor præsidenten eller kandidaten er i centrum for begivenhederne. Gang på gang ser vi, selvom USA jo ikke er en bananstat, at foregår der en masse spil i kulissen, der bliver malet i store strøg og tit er enten sort og hvidt, som, og der bruges meget tid på at vise hvordan der i valgkampen og regeringsperioden bruges ufine metoder til at sætte kandidaten i miskredit hos vælgerne, eller hvordan præsidenten er offer for hans embedsmænds spil og interne kampe, eller vise de handlinger, som har ført til deres fald, enten på grund af karaktersvaghed eller politiske fejlvurderinger. Dette er ikke en film om mudderkastning, skandaler eller udlevering af en dårlig leder, men mere om hvordan en lille fejl kan ende i en retssag og bruge den til sin kandidats fordel, uanset om de vinder sagen eller ej. No Points for Second best ... Som det amerikanske valgsystem er bygget nu gælder det, meget firkantet sagt om at få flest stemmer, både mens der findes kandidater, men også når det endelig slag står hvert 4 år i november måned. Så da stemmeprocenten i forhold fx Danmark er forholdsvis lav, er hver enkelt stemme derfor vigtig for hvem, som vinder i de enkelte stater og ender som den samlede vinder og kan indtræde som præsident i januar måned. Derfor kan meget få stemmer få stor betydning for dels kandidaterne, men også hvem som skal være leder i den stat du bor i. Ret tidligt sidste år annoncerede Oliver Stone, at han ville lave en film om Bush' tid i Det Hvide Hus. Nok vækkede det interesse, men ikke så meget, som da HBO annoncerede deres TV-film "Recount". Rigtig mange film tager udgangspunkt i selve valgkampen og det meget beskidte spil. Det har man jo se mange gang før, så derfor er både forfriskende og fornyende, men også meget spændende, at denne film tager udgangspunkt i en bestemt hændelse, som selv om den var ”lille”, så har den være med til at sætte en debat i gang om hele valgsystemet. Filmen foregår over 10 meget vigtige dage i november måned 2000, hvor en lille teknisk fejl udløste en retssag i forbindelse optællingen efter afstemningen i Florida mellem daværende guvernør i Texas George W. Bush og daværende Vice præsident Al Gore. At begynde, at gå i detaljer med hvad der skete, vil faktisk ødelægge meget af den spænding filmen rent faktisk formår, at skabe på de kun 2 timer den varer, så selvom man jo allerede ved, at Bush ender i præsidentstolen, går det hurtigt op for dig at det slet ikke er det, som er filmens kerne. I am not a crook! Hvorfor så bruge 2 timer og masser af store skuespillere på en lille historie om en afstemning ? Jo, for den er så pokkers godt sat sammen, med dens blanding af autentiske billeder og genskabelse dialoger mellem alle de involverede parter. Den er også anderledes fordi dens hovedpersoner ikke er Al Gore og George Bush, men derimod Gores juridiske rådgiver Ron Klain, fremragende spillet af Kevin Spacey, og lederen af og arkitekten for Bush' valgkamp James Baker III ligeså fremragende spillet af altid gode Tom Wilkinson. I en tid hvor der gøres meget ud at udpege helte og skurke er det tydeligt filmen vælger at sige at demokraterne er De Gode og republikanerne er De Onde. Heldigvis viser filmen dog imidlertid, at intet er så sort og hvidt, og tegner derfor også et billede af de forskellige grundlæggende ting og ikke mindst ideologier, som præger valgkampen i USA op til et valg, og det er uanset, hvem det er som kæmper. Et andet lidt sjovt aspekt, er at den jo også viser der selv i et højteknologisk samfund som det amerikanske, stadig kan opstå fejl, men at det virkelig kan få store konsekvenser, hvis fejlen bliver ”rettet” på den forkerte måde. Filmen viser på fineste vis, hvordan retssystemet bruges i valgkampen, og hvordan hver part ønsker at udnytte situationen til deres fordel, uanset om de vinder eller taber. Round up The Usual Suspects ... Filmen er utrolig velspillet i både de store og små roller, så udover førnævnte Spacey og Wilkinson, vil jeg gerne fremhæve Laura Dern, der spiller Floridas Secretary of State – Katherine Harris, der pludselig bliver en meget vigtig brik, uden selv at ville være det. Rollelisten byder også bl.a. på John Hurt, Dennis Leary, Bob Balaban, Ed Begley Jr. og andre kendte ansigter i både små og store roller, hvilket viser at HBO tager produktionen meget alvorligt og viser at det ikke kun er i deres tv-serier, at de bruger tid på at finde de rette skuespillere til rollerne, men også i deres mindre produktioner. Eneste anke er man godt kan blive lidt forudindtaget på forhånd med så mange kendte i rollerne, så man hele tiden bliver mindet om det er en film. På den anden side så dialogen er utrolig velskrevet og grænsen mellem direkte afskrevne virkelige dialoger, er meget flydende, så det fiktive og det autentiske flere steder går op i en højere enhed. Man kan derfor alligevel godt indimellem glemme der er tale om Tv-film og ikke en dokumentarfilm, selvom den ikke har den samme realisme, som fx ”Tell Me You Love Me”. Dette understøttes fint af Jay Roach instruktion og brug af autentiske billeder, hvilket kommer lidt bag på mig for Roach er ikke kendt for at lave politiske thrillers, men derimod komedier som fx de 3 Austin Powers film og "Meet The Fockers". I den sammenhæng er det i mine øjne vigtigt at bemærke at filmen oprindelig skulle have været instrueret af Sydney Pollack, som kort inden optagelserne blev syg og døde dagen efter premieren på Tv. Personligt tror jeg, at filmen kunne have blevet lige en tand politisk skarpere, hvilket både hans "Three Days of the Condor" og hans sidste film "The Interpreter" var klart bevis på, og hans "Tootsie" var bevis på han kunne lave film-politisk-humor med bid i. For at øge realismen er filmen optaget flere steder i Florida, men også on location på de rigtige steder hvor dramaet fandt sted bl.a. i retssalen i Florida Supreme Court Building ikke bare i en kulisse og med CGI skabte omgivelser Sensation ! sensation ! Read all about it ... Hvis du efter at have set filmen har lyst til at læse eller se mere om den virkelig hændelse bag filmen, så er der udgivet flere bøger om den, men dem har jeg ikke haft tid til at læse eller se, så det er bare at gå på biblioteket eller søge på internettet. En ting som du sikkert nu tænker, er om det er en film man nu ville have valgt, at se selvom der nu ikke valgkamp rundt om hjørnet, og det vil jeg blankt sige JA til. Politiske intriger er altid godt stof til film og denne film er ingen undtagelse, med sin glimrende skildring af hvordan begge parter forsøger at udnytte sagen til deres fordel. Hvor andre politiske thrillers ofte tager udspring i et attentat eller noget, mere action fyldt, er det rart at der indimellem kommer en film, hvor det skarpeste våben er munden på de stærkeste personer med ord og argumentation som ammunition. Der er der også tale om godt filmhåndværk og gode skuespilpræstationer og det altid er værd at se, men alene også af den grund, at den viser HBO ikke kun kan lave gode tv-serier, men også lave små film med en spændende handling, ud fra simple hændelser og også selvom man kender udfaldet på forhånd, og det er der ikke mange selskaber som kan. VideoEndnu en god HBO dvd, men stik modsat "Tell Me You Love Me" som vi også har kigget på i denne måned, er denne sprængt fyldt med farver og god kontrast. Der er heller ikke grimme artefakter og heller ingen kunstig edge enhancement. Filmen præsenteres i dens originale 1.78:1 (16:9) anamorphic widescreen format som ved udsendelse på Tv. Det er værd at bemærke, at alt ekstramaterialet også præsenteres i 1.78:1 (16:9) anamorphic widescreen. AudioLyden er ligeledes en livlig affære, og der sker noget i alle kanaler hele filmen igennem, dog er der stadig et stykke vej til, at den bliver referenceDVD. Der er god balance mellem tale og effekter, men subwooferen kommer heller ikke på overarbejde i denne omgang. Du kan vælge mellem 5.1 Dolby Digital (Engelsk)/2.0 på kommentarsporet eller 2.0 Dolby Digital (Spansk). Ekstramateriale
Som altid er Kevin Spacey engageret, og det er tydeligt, han går meget op i at han har gjort sit arbejde godt nok, så her går tiden hurtigt også selvom der er tale om et indslag der kun varer lidt over 7 minutter, mens Bob Balaban har ikke meget at sige, selvom han da virker engageret de godt 5 minutter indslaget varer. "The True Inside Story ..." Får man en 8 minutters gennemgang af den virkelige hændelse af den altid kompentente Jeffrey Toobin, der til dagligt arbejder for CNN og filmens manuskriptforfatter Danny Strong. Det er værd at bemærke at alt ekstramaterialet præsenteres i samme format som filmen, nemlig 1.78:1 (16:9) anamorphic widescreen, og det er ikke så tit man ser det. Bedst er imidlertid kommentarsporet fra filmens instruktør Jay Roach og manuskriptforfatter Danny Strong, som både kommer med kommentarer til tilblivelsen af filmen, men bestemt også har deres holdning til den virkelige hændelse. |
Film
Video
Audio
Ekstramateriale |




