En enkelt person, som qua egen personlig smag, giver sin mening til kende og slutteligt anbefaler en film eller ej. Det er i store træk definitionen på en anmeldelse, hvis indhold man kan være mere eller mindre enig i. En facitliste findes dog ikke.

Men god og dårlig filmsmag er som altid til diskussion, og altid uden nogen endegyldig konklusion. Nu mere end nogensinde, svælger vi i filmanmeldelser og karakterer, ikke mindst pga. internettets mange muligheder for at indhente information. På internet filmdatabasen IMDB, er brugerratings en indikation for mange, hvorvidt en given film er kvalitet eller ej. Andre igen bruger de to websites Rottentomatoes og Metacritic, hvor det er tendensen af de etablerede filmkritikeres anmeldelser, som bruges som pegepind.

Hos Cinefil lægger vi vægt på at undgå information i anmeldelser, som kan afsløre detaljeret vigtig information i en films handling. Men det hænder, at en anmelder finder det nødvendigt for en gennemgang at gå dybere til værks. Er dette hensigten, vil vi i vore anmeldelser altid forsøge at gøre opmærksom herpå. Vore anmeldelser afspejler ikke den ultimative sandhed mere end andres, men det er vores mål at anlægge nogle vinkler, som ikke blot er informative og men også inspirerende for læserne. Ikke mindst fordi vi selv vælger materialet vi ønsker at se og fortælle om.

Helt anderledes spændende og kontroversielt bliver det dog, når det kommer til de teknologiske specifikationer.

En anmeldelsesmetodik er nødvendig at have med i porteføljen, når en udgivelses tekniske meritter skal bedømmes, da en vurdering af billed og lyd kan foretages på et utal af måder. Cinefil har anlagt følgende metode.

Billed kvalitet, af mange blot forkortet PQ (picture quality), bedømmes udfra den højeste fællesnævner på markedet, det man kalder reference kvalitet. Det er således nødvendigt at definere, hvad Cinefil forstår ved reference kvalitet og det synliggøres bedst ved at gøre opmærksom på faldgruberne omkring en sådan kvalitetssikring.

Det er en udbredt opfattelse hos mange, at en instruktørs originale værk, 100% overført til digitalt medie, så billedet fremstår som på premieredagen i biografen, er referencekvalitet. Meningsløst! Der findes masser af eksempler på udgivelser, danske dogmefilm iberegnet, hvor billedkvaliteten af originalkilden er kompromitteret. Om det har været instruktørens vision, et udslag af teknologiske valg, kameraer og filmtype, er i bund og grund ligegyldigt. Vil man tage højde for alle disse parametre og differentiere trods ensartethed i billedet, handler man udfra et diffust sammenligningsgrundlag og resultatet bliver en anarkistisk karaktergivning.

Desuden er der stor forskel på kvalitetsniveauet af biografernes analoge udstyr og udstyret i de danske hjem, for ikke at snakke om de mange muligheder for fejlkalibreringer af udstyret begge steder. Flertallet af anmeldere kan desuden ikke huske farvenøglen, kontrasten eller detaljegraden på en film de så i biografen og kunne de det, ville det være komplet ligegyldigt, fordi de sikkert ikke har set filmen under optimale forhold.

Vi lever i den digitale tidsalder, men 98% af alle film vises på analogt udstyr i biograferne og de bedste hjemme HD projektorer og storfladskærme, formår idag at presse et bedre billede ud af det forhåndenværende materiale. Dette er man nødt til at forholde sig til.

Der er rigelig med informationer til rådighed i analoge filmstrimler for at få fantastiske HD billeder i 1080p kvalitet. Det er alene et spørgsmål, om kvaliteten af kildematerialet, den analoge filmstrimmel og den indsats man gør for at restaurere og rense hvert enkelt billede.

Sort/hvid kontra farve, er ikke bestemmende for billedkvalitet, ej heller hvorvidt en film har filmgryn eller ej, et stort irritationsmoment for mange. Filmgryn behøver ikke påvirke detaljeringsgrad eller kontrast i negativ retning. Faktisk er filmgryn en medvirkende faktor til at bibeholde en films oprindelige skarphed. Desværre, må man sige, har filmselskaber det sidste år lyttet mere til forbrugernes ønsker, end sit eget bagland. Det har ført til flere rædselsfulde udgivelser af film, hvor man via processen Digital Noise Reduction (DNR), fjerner filmgryn. For mange seere, for hvem HD er lig med et glat billede, er resultatet imponerende. Men det modsatte er tilfældet, en skændsel mod filmstudiernes store kulturarv. Instruktørers originale visioner kompromitteres, hvilket er at sammenligne med, at malerier som Leonardo Da Vincis Mona Lisa, får poleret overfladen op, så penselstrøg udviskes. Uhæmmet brug af DNR fjerner detaljer i billeder, således at teksturer og ikke mindst hudoverflader, bliver voksagtige, hvorved en film pludselig får et kunstigt udtryk. DNR KAN dog også bruges med omtanke, hvorved filmgryn kan minimeres uden at få negativ indflydelse på detaljegraden.

Men der er flere omstændigheder at tage højde for. Edge enhancement, silhuetter omkring objekter fremkommer, når man overskrider grænsen for at gøre et billede kunstigt skarpere. Kontrast, spændvidden mellem sort og hvid, er afhængig af et TV/projektors kvaliteter. Nogle vil sandsynligvis betragte film som fiaskoer pga. et synligt fravær af billedinformation, mens andre vil vurdere dem som nærmest perfekte. Samme film, men forskellige syn pga. kvalitetsforskellen udstyret imellem.

At vurdere billedkvalitet er med ovenstående in mente, på ingen måde en nem affære. Referencekvalitet er en balancegang mellem detaljegrad, skarphed, kontrast og fraværet af ovenstående problemer. En opgave som på ingen måde er fejlfri at udføre, men hvor kvalitets udstyr og lidt træning, ihvertfald forøger muligheden gevaldigt for en saglig vurdering.

Ikke alle film er produceret med henblik på at opnå et referencekvalitetsstempel. Husk derfor altid at læse kommentarerne igennem, som understøtter en anmeldelses karakter. Bag en middelmådig karakter, kan der faktisk gemme sig ... en succeshistorie.

For de fleste er kendetegnet ved HD, en kvalitetsforbedring af billedet. Sandheden er, at lyd ligeledes har fået en gevaldig saltvandsindsprøjtning, sammenligner man potentialet for lyd på DVD mod Blu-ray. Alle DVD udgivelser må klare sig med komprimerede lydspor, så lyden fylder mindre på en DVD skive, med lydtab til følge. Med Blu-ray skivens indtog er der kommet nye surround formater i spil, som ikke lider under disse begrænsninger. Der findes nu tre varianter af lydspor, som er uden værditab iht. den oprindelige lydkilde, i populær tale kaldet "lossless" lydspor.

PCM
Dolby True HD
DTS HD Master Audio

At skulle forklare forskellen mellem DVD og blu-rays potentiale ud fra de teknologiske specifikationer alene, er en opgave som inddrager utallige betegnelser som f.eks. bitrate, sampling frekvens og sampling dybde, for ikke at tale om de mange lydspors formater. Det kan altså tage sin tid at gennemskue betegnelserne, men vi mennesker er heldigvis også sidste led i lyd-fødekæden og som sådan, ender lydsporene til sidst i vore ører, hvor den egentlige vurdering af lydkvalitet kan påbegynde. For at gøre en potentiel meget lang historie, mindre lang, så er lydkvalitet for os, mere et spørgsmål om klangfarve (engelsk: timbre), end lydmix.

Men lad os starte med et tage et hurtigt kig på et stigende problem omkring indspilning af CD'ere indenfor musikbranchen, som efterfølgende kan være med til at illustrere et lignende scenarie indenfor film.

Loudness War

I musikbranchen taler man om en Loudness War, som ødelægger lydkvaliteten på CD indspilninger. Umiddelbare imponator effekter af denne art, også i filmbranchen, skal man ikke undervurdere efterspørgslen på. Der er masser med eksempler på film som indeholder lydmix med afsæt i imponator effekter, som får mange til at se igennem med eller overse svaghederne, i lydkvaliteten.

Dialog, som kommer fra centerkanalen i et surround anlæg, skal være naturlig og på ingen måde føles afdæmpet. For at få lydkilders naturlige nuance med, skal deres "levetid" ikke være begrænset mht. start og slut. På engelsk, envelope. En tydelig forskel på dette er f.eks. gengivelsen af et skud. Har et skud en naturlig dynamik, er der ikke manipuleret med skuddets envelope og resultatet er en højere detaljeringsgrad.

Lydbilledet i en film, skal karakteriseres ved seerens visuelle oplevelse, siddende med hovedet mod TV/lærredet, hvilket vil sige forholdsvis mere fokusering på fronterne (de to fronthøjttalere og centeren) og en dynamik som afspejler dette i lydbilledet.

En af de mest berømmede udgivelser i HD, hvad angår lyd, er Michael Bays Transformers, som endda blev nomineret til en Oscar for Best Achievement in Sound. Lydmixet er imponerende og indhyller seeren i et 360 graders virtuelt lytterum, hvor baghøjttalerne får langt mere dominans end ved en traditionel surroundindspilning. Desværre er prisen en dynamik, som lader meget tilbage at ønske for frontbilledet, hvor effekten omtalt fra Loudness War videoen, spiller ind. De nuancerede detaljer har måttet lade livet og de mange skud og eksplosioner, mangler totalt den tidligere beskrevne envelope og er reduceret til brag på brag. Det livlige lydbilled bliver fejlagtigt sammenlignet med god lydkvalitet, men sandheden er, at der er langt fra en titel som denne, op til egentlig referencelydkvalitet.

Det ypperste på markedet nu, er en blu-ray audio titel ved navn Divertimenti, en klassisk indspilning for strygere. Her er alle sejl sat til, for at sikre en så naturlig gengivelse af det originale lydbilled, som muligt. Indspilningen er i særklasse og som referencetitel alene, vil den nok besværliggøre maksimum karakterer for audio for film, hvilket dog ikke sker. Men ingen steder, kan man på mere fornem vis høre karakteristika for "den gode lyd", for maksimumpotentialet indenfor klangfarve og det er denne, der skal bruges som et udgangspunkt for vurderingen af andre lydspor.

Modsat en vurdering af audio og video, er en bedømmelse af ekstramaterialet en flyvsk størrelse. Ekstramateriale til en film, består traditionelt set af trailers, slettede scener, et eller flere kommentarspor, et billedgalleri og eventuelt små dokumentarer omkring filmens tilblivelse. Men populært sagt, er det "gørelsen" og ikke "størrelsen", det kommer an på i vurderingen af ekstramaterialet.

Med blu-ray, har man fået nye muligheder for mere interaktivitet. Kommentarspor behøver nu ikke blot være tale, henover det originale lydspor i dæmpet tilstand, men kan være Picture-in-Picture (PiP) videoklip, hvor man kan se og høre en person tale og endda se klip fra produktionen af den aktive scene man er igang med. De mest avancerede blu-ray afspillere (Profile 2.0), er endda istand til at streame yderligere ekstramateriale fra internettet. Et scenarie for fremtiden er deltagelse i en samtidig global screening af en given film, hvor instruktør, skuespiller eller andre fra en produktion, kommer med kommentarer under filmen og man efterfølgende får mulighed for at deltage i en QA session, selvom man fysisk er tusindvis af kilometre borte. Ikke kun teknologisk innovativt, men også et godt salgsargument, hvor kun indehavere af en original blu-ray udgivelse får adgang til ekstraindhold af høj kvalitet.

Hvorledes man anmelder ekstramaterialet afhænger, som med filmen, helt af den enkeltes præferencer. Et kommentarspor til en given film, kan være af så høj kvalitet, at man alene af den grund vurderer ekstramaterialets kvalitet højt, mens et fyldigt ekstramateriale, med dokumentarer og slettede scener kan være så informativt kedeligt, at tommelfingeren vendes nedad.

At se ekstramateriale, kan være en særdeles tidskrævende affære og ofte har vi ikke muligheden for at se og kommentere alt. Ekstramateriale til Alien og Ringenes Herre udgivelserne, er 30-40 timer i omfang og det vil være en uforholdsmæssig stor indsats, set i relation til selve anmeldelsen, at forvente dette. Vi vil altid ridse ekstramaterialet op og kommentere på det vi har set og hørt.