The Dark Knight

For tre år siden genoplivede Christopher Nolan (Memento) en af de helt store superhelte-franchises: Batman, den kappeklædte selvtægtsmand. Tim Burton havde tidligere haft stor succes med to film om den komplekse superhelt og hans alter-ego Bruce Wayne med sit velkendte gotiske udtryk. Nolan og manusskriptforfatter David S. Goyer valgte i stedet at fokusere på Batman som myte og hverdagsmand og formidledede fødslen af den muskuløse flagermus med Batman Begins. I opfølgeren The Dark Knight står Batman (Christian Bale) over for den anarkistiske og ustyrlige The Joker (Heath Ledger), som gør oprør i Gotham Citys kriminelle underverden. I sin kamp mod denne mystiske fjende får den mørke ridder følgeskab af kommisær Jim Gordon (Gary Oldman) og anklageren Harvey Dent (Aaron Eckhardt).

The Dark Knight har allerede nu indskrevet sig i historiebøgerne med sine overvældende salgstal og ikke mindst Heath Ledgers død blot et halvt år inden premieren. Og lad mig slå fast: The Dark Knight er en sjælden hæsblæsende rutsjebanetur med velkoreografet action, gode dialoger og ikke mindst The Joker. Mangt og meget er blevet sagt om Ledgers portrættering af den vanvittige skurk, og det med god grund. Ledger suger hver en frame til sig, når hans karakter gør sin entré i diverse sekvenser. Den udtværede sminke, de bestialske ar, den nasale stemme og ikke mindst den gåsehuds-frembringende latter er alle indikatorer for, hvorfor Ledgers Joker fungerer så godt i Nolans univers.

Christian Bale som Batman/Bruce Wayne gentager sit gode arbejde fra sidst. Desværre har han medbragt sin næsten grinagtigt hæse stemme for at holde sin identitet hemmelig. Men det er småting. Bale er en moden skuespiller, og han finder flot balancen mellem sine to karakterer og giver sin rolle komplekser og menneskelig fortvivelse i sin egen indre frustration. Desværre sidder jeg efterfølgende med følelsen af, at Batman ganske enkelt ikke optræder nok i sit eget eventyr. Af en titelrolle at være er det så sandelig begrænset, hvor meget filmen fokuserer på denne. Men måske skyldes dette, at Ledger stjæler al opmærksomheden med sin flamboyante Joker. Og det er i sidste ende måske mere til skade end gavn, hvis man ser bort fra skurkens underholdningsværdi?

Filmens måske største hovedkarakter er Harvey Dent. Sammen med sin kæreste Rachel Dawes (Maggie Gyllenhaal), Bruce Waynes barndomsveninde, kæmper han for retfærdigheden. Men da ulykkens vej rammer ham, mister han alle sine godtgørende idealer og forvandler sig til hævneren Two-Face. Eckhardt er med sit udseende og sin brede vifte af skuespilsmæssige kompetencer et åbenlyst valg til rollen. Desværre er rollen dårligt skrevet, og Dent formår at virke mere irriterende og flødebolle-agtig end heltemodig og idealistisk. Værst er dog Dents forvandling til Two-Face. Transformation virker for påklistret, og karakteren Dent mister troværdighed. Og det er lidt synd, da rollen er en fysisk repræsentation af filmens tematiske behandling af idealer, selvtægt og indre forståelse.

Michael Caine og Morgan Freeman genoptager upåklageligt deres roller som hyggeonkler og rådgivere fra den første film. Gary Oldman er altid god, og han fremstår perfekt som Gordon. Maggie Gyllenhaal har overtaget Katie Holmes rolle som Rachel, Bruces flamme og nu Dent kæreste. Hun er en fysisk forringelse, men en skuespilsmæssig forbedring.

The Dark Knight er uden tvivl en medrivende, velproduceret og velskruet actionfilm. Desværre lider den af nogle lidt utroværdige karakterer, en lidt anonym superhelt, og så er spillelængden på 152 lige i overkanten. Men The Dark Knight er en flot bedrift. Den tager superhelte-genren til hidtil usete højder og stiller nu fornyede krav til fremtidige filmatiseringer om den mørke ridder.