Wall•E

I en tid hvor Walt Disney Pictures er inde i en kreativ og kunstnerisk identitetskrise, må koncernen prise sig lykkelig over deres samarbejde med animationstroldmændene fra Pixar Studios, kunsterisk og økonomisk. Siden åbenbaringen med Toy Story i '95 har Disney stået i skyggen af deres småbrødre fra Pixar, der efterhånden er vokset Disney over hovedet og nu nærmest har eneret på giganternes succes. I det seneste årti har Pixar årligt været bagmænd for kreative og innovative værker som de to gange Toy Story, Finding Nemo, The Incredibles og Ratatouille. Foruden deres visuelle kunst er de fortællemæssige genier og henvender sig stort set til alle målgrupper uden at gå på kompromis med egne visioner. Seneste skud på stammen er Wall•E, der muligvis er den mest fuldendte produktion fra Pixar til dato.

Wall•E er historien om oprydningsrobotten af samme navn. Wall•E er den sidste eksistens på jorden i det 28. århundrede. I timevis gør han rent efter menneskeracen, der har forladt planeten for at leve i rummet, hvor de fører dovne og uforpligtende livsstile. Efter fyraften bruger Wall•E tiden på at samle på rekvisitter, der beretter om menneskehedens samvær og lykke fra fordums tid. En dag lander en rumfærge og ud kommer EVE, den højteknologiske inspektions-robot, der skal undersøge planeten for organiske organismer. Straks forelsker den ensomme og hjertekære Wall•E sig i den labre EVE, og efter et par pinlige optrin danner de et venskab. Men da EVE finder en levende organisme i form af Wall•E's gemte plante, bliver hun atter hentet tilbage til rummet. Men den nyforelskede Wall•E følger efter hende til rumfærgen, hvor den sidste rest af menneskeheden har bosat sig. Nu må Wall•E finde sin EVE, samtidig med at han må tilvænne sig menneskehedens nye tilværelse.

Lad mig slå det fast: Wall•E er et mesterværk og i mine øjne årets mainstreamfilm. Instruktør Andrew Stanton (Finding Nemo) benytter sig af mange af de vanlige ingredienser i Pixar-gryden. Den har de bjergtagende animationer, de kære og sjove karakterer og den underfundige humor. Men alligevel er Wall•E mere ambitiøs og original end tidligere Pixar-produktioner. For det første er der stort set ingen dialog i filmens første halvdel. Her følger vi blot den kære Wall•E og hans forsøg på at fange EVE's opmærksomhed. Men alligevel er det umuligt ikke at forstå den stumme robot og hans væsen. Hans charme og sødme er mildest talt uimodståelig. Ironisk nok besidder han langt flere menneskelige egenskaber og karaktertræk end menneskeracen selv. Og på netop det plan er Wall•E også atypisk. I sit satiriske udtryk og sine lettere kontroversielle tematikker, fungerer filmen også som et politisk og eksistentielt opråb til nutidens menneskehed og dennes udvikling. Det er modigt uden at blive for meget. Og hér fungerer filmen igen på flere planer. De mindste vil more sig over den bedårende Wall•E og de dovne og firkantede mennesker. Deres forældre vil ligeledes hygge sig i det gode selskab, men de vil også være opmærksomme på budskabet. Bevares, Wall•E er ikke industriens bedste politiske øjenåbner, men den satiriske skabelon er velskåret og et friskt pust i en genre, der sjældent overrasker.

Wall•E er ikke en hæsblæsende animationsfilm som for eksempel den fremragende The Incredibles. Den dvæler i sine omgivelser og giver sig god tid til at pålægge omgivelserne og karakterene lag. Planeten Jorden er beskidt, livløs og bestøvet, hvorimod rummet er farverigt og livligt. Detaljerne er mange, og især scenerne i rummet kræver mange gensyn, hvis man ønsker at fange alle pudsighederne i afkrogene. Filmen fortælles i et narrativt atypisk langsomt tempo for genren. Men det er aldrig kedeligt og de få actionscener filmen indeholder, er til gengæld medrivende og hæsblæsende. Især er lyddesignet helt upåklageligt og spiller en stor rolle i portrætteringen i den fjerne fremtid.

Derudover bevæger Wall•E sig tilbage i filmhistorien og ærer mange fra fortidens komiske æra. Fans af Jacques Tati, Charlie Chaplin og Buster Keaton vil glæde sig over den underfundige slap-stick. Især Wall•E selv giver den mesterligt som pauseklovn og formår konstant at sprede glæde med sin klodsethed, uden at bevæge sig hen i den unødvendigt pinlige afdeling.

Wall•E skal ses, og den skal ses et utal af gange. Den skal ses alene, den skal ses med din kæreste, den skal ses med din bedste ven, og den skal ses i selskab med børn. Men vigtigst af alt skal den bare ses. Jeg tøver ikke med at kåre Wall•E til den bedste film i 2008's biografår. Med sin charme, sin humor, sit budskab, og sin nærmest futuristisk flotte animationer er Wall•E den bedste film fra Disneys hus siden Beauty and The Beast. Måske skulle Disney bare holde sig til historier om atypisk kærlighed? Eller også skal de bare lade Pixar agere fanebærer.