jannik.rafael@cinefil.dk
|
Undertegnede er blot 23 vintre gammel, men ikke desto mindre rig på opleveler! Jeg har stiftet venskab med et kært rumvæsen, blevet sindssyg på et isoleret hotel, talt ti 10 og været i Europa, danset med Anna Karina, været en engel i Berlin, blevet frelst af syv samuraier, drukket "damn good coffee" og opklaret mordet på Laura Palmer, været fanget med en kvinde i sandbakker, og taget en døds mands identitet og accepteret konsekvenserne heraf. Det ville være en underdrivelse, hvis jeg påstod, jeg ikke var taknemmelig. Når folk spørger til min interesse for film, svarer jeg kækt, at jeg anser mediet som værende et eskapistisk værktøj, en midlertidig flugt fra hverdagens stress og jag, et lindrende vidundermiddel, en lektion i almen dannelse. Lidt indøvet og pop-smart, javist. I bund og grund er film "bare" god underholdning. Fandens god underholdning! Interessen for mediet har altid cirkuleret i venerne, og med tiden er de filmiske doser blev indskudt oftere og oftere. Som de fleste startede jeg i den gængse ende og gennemtyggede alle klassikerne fra filmens hjemland, Hollywood. I mine post-pubertære teenageår nåede jeg til den konklusion, at jeg nu havde været hele bagkataloget af filmoplevelser igennem. Oh Mary, was I wrong! Da jeg som 16-årig blev anbefalet at prøve lykken med Cinemateket, troede jeg i første ombæring, at vedkommende hentydede til min urene hud og henviste mig til et apotek med uparfumerede ansigtscremer. En håndfuld dage senere sad jeg i salens mørke og hev publikums gennemsnitsalder betydeligt ned. "Der Leztze Mann" af F.W. Murnau. En tysk stumfilm, havde jeg læst mig til. Men hvad med lyden - eller manglen på samme - tænkte jeg. Jeg skulle snart få svar på tiltale, for ind trådte en afslappet pianist. Pianisten, begyndte, filmen begyndte, jeg begyndte - begyndte at forstå, hvor universelt og mulighedsrigt et medie, film er. Jeg græd og grinte mig igennem Murnaus charmerede lille perle. Interessen var vakt. Siden var et besøg til Cinemateket næsten daglig kutyme, og snart var Godard synonym for coolness, og italiensk neo-realisme min selvopløftende åbning til tårekanalerne. Det var med ét blevet smart at sige, at Scorseses vold ikke var grafisk nok, og at jeg generelt ikke brød mig om film, der ikke satte tankerne i gang i eftermælet. Hvor snæversynet! Hvor dumt! Idag er jeg mindre ekstrem og mere åben i min vurdering af film. Hvis instruktøren formår at indfri mulighederne i de rammer, han selv har opsat i filmens struktur og tekstur... ja, så er der potentiale i alle filmværker. Jeg kan nyde alle typer film, fra serbisk art house til amerikansk action-flick. Spændevidden er bred, og der skal være plads til mild skizofreni i smagen. Som Jean-Pierre Léauds karakter Robert siger i "Masculin féminin": Vi er alle børn af Karl Marx og Coca-Cola.
|
magnus.riis@cinefil.dk |
I 90erne blev jeg suget ind i en malstrøm af fremragende østasiatiske film. Wong Kar-Wai tog mit hjerte med "Chung-King Express", Koreeda Hirokazu førte mig i det hinsides i "After Life", og Kitano Takeshi rystede mig i mine grundvolde med sin voldspoesi i "Hana-bi". Jeg forsøgte at vriste mig fri fra alle disse stærke filmindtryk. Men det er med gode film, som det er med kviksand. Man bliver blot suget dybere og dybere ned. Jeg endte så dybt, at jeg måtte tillære mig japansk. Derpå tilbragte jeg over to år som udviklingsstuderende i Tokyo, hvor jeg har forvildet mig rundt i diverse cinemateker, kunstmuseer og filmskoler på jagt efter forevisninger af japanske filmgiganter som Ozu Yasujiro, Mizoguchi Kenji og den uundgåelige Kurosawa Akira. Tilbage i Danmark bruger jeg det meste af mit liv på at dyrke den danske nationalsport: brokkeri. Jeg brokker mig især over det ringe udbud af verdensfilm i danske biografer. Nogle gange gør jeg endda på skrift. Derfor er jeg endt på kandidatuddannelsen på Journalisthøjskolen, hvor jeg har lært at få folk til at læse mine stikpiller. Hvis du har læst med så langt, må man sige, at det er lykkedes ganske godt.
|
per.chr.halling@cinefil.dk |
Mine aftener i Paradis – ja, sådan tænker jeg tit tilbage, når jeg skal beskrive, hvordan min filminteresse startede, uanset om det var til historiske epics, musicals og krigsfilm i Imperial, Kinopalæet, 3 Falke Bio eller mere hyggeligt, et juleshow i Metropol, en Dirch Passer film i Saga eller blot den seneste Olsen Banden film i Palads som en del af tilbuddene i efterårsferien. Jeg elskede at sætte mig i biografens mørke og for en tid komme ind i en anden verden et par timer, se "rigtige" helte, som ikke lige var til at få øje på i min hverdag. Senere i mine første teenageår, blev jeg introduceret til endnu en ny verden, da jeg blev taget med i det gamle filmhus på Christianshavn og ikke mindst Grand Teateret, som viste mig at mediet havde langt mere at byde på. Disse besøg blev startskuddet til en masse filmklubmedlemskaber og festivalbesøg, som hurtigt gjorde det klart for mig, at film fra lande som Italien, Frankrig, Rusland og Asien og ikke mindst små smalle film på f.eks. Sundance Festivalen, gav mig langt større oplevelser, end endnu en mainstream film, som man vidste udgangen på, allerede inden den første credit. I skolen og hjemme fik man at vide, man skulle vælge en fornuftig uddannelse, som kunne sikre én et job, så jeg måtte dyrke min lidenskab på hobbyplan. Sideløbende med mit job på 16 år som HR-medarbejder, har jeg derfor i min fritid taget en masse kurser i Film og Medievidenskab på KUA i bl.a. film/medieanalyse, dramaturgi, historie osv., samt arbejdet som bl.a. skribent og tilrettelægger på internettidsskrifter og filmprogrammer til festivaler i udlandet. I dag ser jeg mere film hjemme end tidligere, da jeg der kan se både gode gamle klassikere og spændende film fra hele verden, købt via internettet, der af forskellige årsager enten ikke, eller først meget sent, kommer op i de danske biografer. Men er der en festival eller f.eks. et spændende tema i Cinamateket, kan du være sikker på at finde mig i salen. I mine skriverier på Cinefil, vil jeg gennem artikler, anmeldelser og interviews forhåbentlig inspirere dig til at kaste dig over en ny genre, en ny instruktør, Tv-serie eller måske give læseren nyt syn på eller informationer om gamle kendinge.
|
flemming.kristensen@cinefil.dk |
Undertegnede er efterhånden blevet en 44 år ældre herre, som har tilbragt 25 år i IT branchen, de sidste 18 som konsulent hos virksomheden Ciber Danmark. Film interessen blev vakt som ganske lille. I DSB biografen på knæet af storebror til Hoppalong Cassidy og Gøg og Gokke. I Toftegårds Bio via skole film ordningen. Skjult bag sofaen kl. 21.35 når svensk TV1 sendte film og som 11-12 årig filmnarkoman, der jagtede James Bond kavalkader i Kinopalæet og Nørreport. Man siger at den eneste sans, som bliver bedre med årene er smagssansen og jeg er ganske enig. Jeg bilder mig selv ind at være bredt favnende omkring filmmediet, uagtet at jeg er ganske autodidakt og dermed i mange øjne, en filmisk bastard. Den ulyksagelige situation, har dog aldrig vægtet så tungt, at det til dato har lagt en dæmper på mit behov for at ytre mig, når jeg har en mening på hjerte. I Cinefil regi har jeg fremover uanede muligheder herfor. Er mere interesseret i indhold og kvalitet end i genrebetegnelser, sprog- og kulturforskelle. Men mit hjerte banker dog tungt for filmenes guldalder, begyndelsen af 30'erne frem til start tresserne, med film noir, screwball komedier, Hitchcock, Wilder, Hawks, Capra og Ford film i centrum. Mit fokus har de sidste 5-6 år ændret sig fra biograf til hjemmebiograf oplevelser. Til trods for min dybe respekt for Ole Michelsens motto, "film skal ses i biografen", mener jeg teknologi, branchens hovedsageligt kompromisløse satsning på et stort men smalt mainstream segment, samt et højt prisniveau, langsomt men sikkert har gjort min kælder til mit, og en del af mine venners, foretrukne sted at nyde film. Skal jeg opsummere kort, så havde jeg nok ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle opleve en restaureret smilebox udgave af en klassisk film i mit eget hjem, som kunne genskabe noget af den magi, man i gamle dage sugede til sig i de store Københavnske biografer 3 Falke, Kinopalæet, Imperial og Palladium. Men her er vi altså og jeg håber jeg med min deltagelse i Cinefil, vil kunne være med til at rapportere fra diverse filmfrontlinier i de kommende år og inspirere nogle til at give en film eller to en chance, som måske ikke umiddelbart lå lige til højrebenet. |
